Jeg tænkte ikke over, at jeg blev præget, mens det skete.

Ikke over de ord, der blev sagt i sjov.
Ikke over de små bemærkninger, der fløj gennem luften i skolegården, i hjemmet, på arbejdspladsen.
Ikke over de blikke, de smil og den tavshed, der fulgte, når nogen sagde noget, der ikke skulle modsiges.

Jeg tænkte ikke over, at det betød noget, når en dreng blev kaldt en ‘tøsedreng’, hvis han var bange.
At det betød noget, når jeg lærte, at det var pinligt at klæde sig ud som en kvinde.
At det betød noget, når mine søstre tog sig af huslige pligter, mens jeg slap.

Jeg tænkte ikke over, at det betød noget, når vi lo af bemærkninger om, at “en kvinde, der var tre meter væk fra køkkenet, var på flugt”.
At det betød noget, når koner blev omtalt som “chefen”, “kranen” eller “kontroltårnet”.
At det betød noget, når en mandlig leder opfordrede kolleger til at gå ned og kigge på en nyansat kvinde.

Jeg tænkte ikke over, at det betød noget, når actionheltene altid var mænd.
At det betød noget, når ungdomsbladene lærte mig, hvad en “rigtig mand” var – og viste letpåklædte kvinder.
At det betød noget, når vi altid blev opfordret til at tage vasketøjet med hjem til mor – ikke til far.

Men jeg ved, at ingen har gjort det bevidst.
At ingen bevidst har præget mig med stereotype kønsroller, en kulturel arv fra “Den historiske mand” eller bias. De har selv været ubevidst påvirket af den arv, de har båret videre.

Jeg tænkte ikke over, at jeg lærte noget. At jeg blev præget.

Om at være en “rigtig dreng”

Tøsedreng

Jeg tænkte ikke over, at det formede mit syn på, at drenge skal turde, ikke sige fra og altid være modige – for ellers var man en tøsedreng.

Jeg hørte ordet allerede som barn.
Hvis en dreng tøvede med at klatre højere op i træet. Hvis han trak sig fra en slåskamp i skolegården. Hvis han ikke turde hoppe fra den øverste kant i svømmehallen;

“Ej, hvor er du en tøsedreng!”

Det kom hurtigt, uden at nogen tænkte videre over det.
Men jeg forstod, hvad det betød.

At en tøsedreng var svag.
At han ikke var en “rigtig dreng”.
At de, der tøvede, ikke hørte til blandt de “rigtige drenge”.

Jeg tænkte ikke over, at en tøsedreng ikke bare handlede om at være bange – men om, at frygt blev koblet til noget andet.
At det at være bange blev koblet til det at være en tøs. Og at piger åbenbart var noget, man ikke skulle minde for meget om.

Udklædning

Jeg tænkte heller ikke over, at det lærte mig noget om, hvad en dreng måtte og ikke måtte, da jeg engang klædte mig ud som Dronning Margrethe til fastelavn – og blev drillet med det.

Jeg husker ikke præcis, hvem der sagde det først.
Om det var en voksen, der lo let og sagde: ‘Ej, skulle du ikke hellere være en konge?’
Eller om det var de andre børn, der grinede og spurgte, hvorfor jeg ville klæde mig ud med kjole og make up.

Men jeg husker følelsen.
Den der pludselige fornemmelse af at have gjort noget forkert.
Noget, jeg burde have vidst i forvejen – at der var ting, drenge bare ikke gjorde.
At det var pinligt at vælge noget, der var ‘piget’.

Jeg tænkte ikke over det – jeg tænkte bare, at jeg nok hellere måtte vælge noget andet næste gang – noget af hankøn.

Om at få ansvar, pligter og ledelse

Pligter

Da jeg var barn, lå der en bog derhjemme.
Min mor skrev opgaver i den – små opgaver, vi gerne måtte løse, når vi kom hjem fra skole.
Den lå altid fremme. Opgaverne var der, men det var sjældent mig, der stregede noget ud.

Mine søstre gjorde.

De ryddede op, satte vasketøj over og hjalp med madlavningen.
Opgaver, der skulle gøres hver dag.
Opgaver, der aldrig rigtig blev færdige.

Jeg slap.

Jeg husker at min mor sagde, at det var fordi mine søstre, som oftest, var lettere at få til det – de var mere pligtopfyldende.
Men måske slap jeg også, fordi jeg fandt ud af, at de jo bare gjorde det. Hvis jeg ikke var lige dér, når noget skulle gøres, så blev det jo gjort alligevel.

Og uden at tænke over det havde jeg lært noget.
Om at der var opgaver, man kunne undgå – og at de stadig blev løst.
Om at det at være pligtopfylden var noget piger var.

Ansvar

Når vi var alene hjemme, var det ikke en af mine søstre – de mest pligtopfyldende af os – der fik ansvaret.
Det var enten min bror eller mig.

Var det fordi vi var drenge?
Det var ikke noget, vi tænkte over.

Og det var ikke kun derhjemme, jeg oplevede det. Jeg oplevede det også som spejder.

Jeg var den nyeste i min trop.
Ikke den ældste.
Ikke den mest erfarne.
Men jeg var den eneste dreng.
Og jeg blev tropfører.

Jeg tænkte ikke over, hvorfor det var mig.
Ingen sagde det højt. Ingen argumenterede for, at en dreng selvfølgelig skulle lede.

Men det skete alligevel.

Ingen stillede spørgsmål ved det – heller ikke mig.
Det virkede bare… naturligt?

Jeg tænkte ikke over, at jeg i det øjeblik havde lært noget om ledelse og ansvar.
At selv når piger var flere, ældre og mere erfarne, så kunne en enkelt dreng stadig være den “naturlige” leder

Om at “græde som en pige”

Jeg tænkte ikke over, hvor tidligt vi lærer at se forskelligt på drenge og piger.
Ikke som en regel, nogen forklarer os – men som noget, vi bare ved.

Jeg så det en dag til en familiemiddag.

Min 6-årige niece blev pludselig stille.
Hendes øjne blev blanke, og tårerne begyndte at trille ned ad kinderne.
Min bror, hendes far, spurgte blidt: “Hvad er der galt, skat?”

Før hun nåede at svare, lød det hurtigt fra hendes 8-årige bror: “Hun græder bare, fordi hun er en pige.”

Bum.

Piger græder bare.
Piger er bare sårbare.
Piger er bare skrøbelige.

Og ingen af os sagde noget.
Ingen modsagde det.
Så det blev hængende i luften – som en uimodsagt sandhed.

Om at sætte værdi på sit indsats

Jeg tænkte ikke over, at jeg lærte noget om værdi – ikke om hvem jeg var, men om hvad jeg var værd.

Jeg blev opfordret til at huske at få betaling for min indsats. At sikre mig, at det, jeg bidrog med, blev anerkendt – og helst gav et afkast.

Min far vidste altid, hvem der skyldte ham en tjeneste.
Ikke på en beregnende eller krævende måde – men som en selvfølge. En indsats skulle værdisættes, huskes og måske gengældes senere.

Jeg tror ikke, mine søstre lærte det samme.
Jeg tror ikke, de blev opfordret til at tænke i betaling og tjenester – men snarere til bare at hjælpe og bidrage.
Uden at forvente noget igen.

Om maskulinitet og kønsroller

Pikken er Gud

Jeg tænkte ikke over, hvad det gjorde ved mig, da jeg første gang hørte Karl Mar sige:
“Pikken er Gud.”

Jeg grinede. Vi grinede.
For det var sjovt. Det var vildt. Det var råt.
Og det satte sig fast.

Vi gentog det for hinanden.
Vi lo af det.
Vi sagde det med en vis stolthed.

Jeg tænkte ikke over, at det var mere end en joke.
At det ikke bare var sjov – men en sætning, der bekræftede en forståelse af mit køn.
At vi som drenge var noget særligt. Noget større.

Jeg tænkte ikke over, at den slags ord havde formet min forståelse af, hvad det betød at være mand;
At være født som dreng i sig selv var noget, der gav status.

Jeg tænkte ikke over, at den slags ord ikke bare blev sagt – de satte sig fast.

“En kvindes plads er i køkkenet”

Jeg tænkte heller ikke over, hvad det gjorde ved mig, når voksne mænd lo og sagde:
“En kvinde, der er mere end tre meter væk fra køkkenet, er på flugt.”

Jeg tænkte ikke over, hvordan den slags bemærkninger sneg sig ind i min forståelse af mænd og kvinder.
Det var jo bare sjov – og jeg grinte med.
Og når man griner af noget nok gange, bliver det en sandhed, der ikke behøver at blive sagt direkte.

Jeg tænkte ikke over, hvordan den slags jokes lærte mig noget;
Om at mænd og kvinder havde hver deres plads.
Om at en kvinde, der fyldte for meget, var ude af position.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i de øjeblikke blev præget.
At humoren ikke bare var harmløs – men en måde, hvorpå vi lærte, hvem vi var.

Om at blive præget af medier

Reklamer

Jeg tænkte ikke over, at de reklamer, jeg voksede op med, ikke bare solgte produkter – men også idéer om vores roller, som mand og kvinde.

• Rengøringsmidler var til kvinder.
• Biler og elektronik til mænd.
• Banker og investeringer – mænd.
• Børneudstyr og husholdning – kvinder.

Jeg tænkte ikke over, at de også fortalte, hvem der havde ansvaret for økonomi og teknik – og hvem der havde ansvaret for hjemmet.

Det var bare sådan, verden så ud.

Ungdomsblade

Ligesom det var med ungdomsbladene.
Jeg voksede op med M! – et blad, der fortalte, hvordan man var en rigtig mand.

Forsiden var altid den samme.
En letpåklædt kvinde – slank, med sexede former.

Indeni var siderne spækket med det samme budskab.

• Mænd var seje, stærke og selvstændige.
• Kvinder var slanke, sexede og tilgængelige.
• Mænd tog, kvinder blev taget.

Der var guides til, hvordan man blev mere attraktiv.
Hvordan man trænede sig til en maskulin krop.
Hvordan man scorede kvinder – hvilke replikker, hvilke tricks, hvordan man læste deres signaler.

Men der var ingen artikler om, hvordan man forstod dem.
Hvordan man respekterede et nej.
Hvordan man kunne være usikker eller tvivlende som mand.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i det øjeblik lærte noget.
At kvinder var noget, man kunne vinde.
At det handlede om at være stærk, handlekraftig, dominant.
At usikkerhed eller tøven ikke var maskulint.
Og at kvindekroppe ikke bare var deres egne – de var noget, der kunne vurderes, fremvises og bedømmes.

Actionsfilm

Og det samme så jeg i filmene.

Actionheltene var næsten altid mænd.
De handlede. De slog fra sig. De var fokuserede, beslutsomme og vidste altid, hvad de skulle gøre.

De reddede det hele og de vandt kvinden til sidst – hvis de da ikke “nedlagde” en masse kvinder undervejs.

Det var ikke noget, man stillede spørgsmål ved.
Det var bare sådan, det var.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i det øjeblik lærte noget.
At kvinder var noget, man kunne vinde.
At en mand var stærk, beslutsom og altid vidste, hvad han skulle gøre.
At det var ham, der handlede – og hende, der blev handlet for.

Om at der er noget piger gør og noget drenge gør

Pige- og drengefag

Jeg tænkte ikke over, at vi allerede på efterskolen lærte, hvad der var mest naturligt for drenge og piger.
Ikke fordi nogen sagde det direkte – men fordi det lidt subtilt blev fortalt os.

Når vi valgte valgfag, blev nogle omtalt som mere for piger;

• Håndarbejde og design.
• Kreative fag med æstetik og detaljer.

Andre blev omtalt som mere for drenge;

• Værkstedsfag med motor og teknik.
• Lyd og lys til sceneshows.

Jeg tænkte ikke over, at det sagde noget om, hvad vi hver især blev opfordret til at interessere os for.

Drenge- og pigeopgaver

Ligesom jeg heller ikke tænkte over, hvordan opgaverne blev fordelt, da skolen skulle lave årets store teatershow;

• Drenge byggede scenen og stod for sceneskifte.
• Pigerne lavede kostumer og stod for sminke.

Vi stillede ikke spørgsmål ved det. Sådan fordelte lærerne det bare.

Og jeg tænkte heller ikke over, at det var sådan, vi blev præget.
At vi ubevidst lærte, hvem der hørte til hvor.

Om at mor er primære omsorgsperson

Vasketøj er til mor

Jeg tænkte ikke over, at vi på efterskolen også lærte, hvem der tog sig af hvad i hjemmet.
Ikke fordi nogen sagde det direkte – mere i små sætninger og hentydninger.

Når weekenden nærmede sig, og vi skulle pakke sammen, lød det ofte:
“Husk at tage vasketøjet med hjem til mor.”

Ikke hjem til far.
Ikke bare hjem.
Til mor.

Det var ikke første gang, jeg hørte det. Det var heller ikke sidste.

Som barn hørte jeg det også andre steder – at vasketøj, det var noget, man tog med hjem til mor.
Ligesom hvis noget tøj var gået i stykker, kunne vi jo ‘få mor til at lappe det’.

Og som værnepligtig hørte jeg det igen;
“Har du ikke lært at lægge tøj sammen af din mor?”
“Din mor har vel vist dig, hvordan man gør rent?”

Da jeg senere selv blev sergent, gentog jeg de samme ord til de værnepligtige – nærmest på automatpilot og ukritisk.

Jeg tænkte ikke over, at det aldrig var far, vi skulle tage vasketøjet med hjem til.
At det aldrig var ham, der skulle lappe tøjet.
At omsorg og husholdning altid blev forbundet med kvinder.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i de øjeblikke havde lært noget.
At der var opgaver, der naturligt hørte til mødre.

Og at jeg gav det videre – uden at tænke over det.

Ringe hjem til mor

Og det var ikke kun vasketøjet, der skulle hjem til mor.

Hvis jeg havde hjemve på en spejderlejr, sagde de voksne:
“Vil du ikke prøve at ringe hjem til din mor?”
Som om det var en selvfølge, at det var hende, der skulle give mig tryghed.

Jeg hørte det ikke kun dér.
Jeg husker det også fra lejrskoler i folkeskolen. Og fra skiture med efterskolen.
Hvis vi var lidt kede af det, hvis vi havde hjemve, hvis vi havde brug for en voksen derhjemme – så var det altid mor, vi blev opfordret til at ringe til.

Jeg tænkte ikke over, at vi aldrig blev opfordret til at ringe til vores fædre.
At vi lærte, at omsorg ikke var noget, man fandt hos mænd.

Det var bare sådan, det var.

Om at score i byen

Piger, scoringer og sex

Jeg tænkte ikke over, at det lærte mig noget om, hvordan kvinder kunne ses som objekter, da jeg som ung gik i byen og klappede pigerne i røven uden samtykke.
For narrativet blandt os drenge var, at “de godt kunne lide det” – det var jo et kompliment.

Jeg tænkte heller ikke over, at jeg lærte at se sex som et spørgsmål om indsats, resultat og afkast, når vi talte om at score i byen.

Det handlede ikke om tiltrækning eller kemi.
Det handlede om at gøre en indsats.
Lægge en plan, være charmerende nok, sjov nok, insisterende nok – for at få det rigtige resultat;
En scoring.

Afkast? Sex.

Det var målstyring.
En lineær tankegang, hvor vi lærte, at kvinders ja var noget, der skulle opnås – ikke noget, der opstod naturligt og gensidigt..

Jeg tænkte ikke over, at det havde lært mig noget.
Noget om initiativ.
Noget om, hvem der tog styringen – og hvem, der skulle overtales.

Men det gjorde det.

Om værdisætningen af kvinders og mænds arbejde

Kvinder laver mad og mænd kokkerer

Jeg tænkte ikke over, at det farvede mit syn på værdien af kvinders arbejde i forhold til mænd, da jeg som teenager oplevede, hvordan køkkenet på den højskole, hvor min mor arbejdede, fungerede.

Min mor og hendes kvindelige kolleger var køkkenassistenter. De lavede mad hver dag, planlagde måltider og sikrede, at alting kørte.

Men hver sommer kom en mand og hjalp i køkkenet.

Og når han lavede mad, blev det pludselig omtalt som kokkemad.
Selvom han lavede præcis det samme som min mor og de andre kvinder.
Han blev omtalt som kokken, mens de forblev køkkenassistenter – selv køkkenlederen, en kvinde, blev ikke kaldt kok.

Og der var også forskel på, hvordan oprydningen efter madlavningen blev håndteret.
Min mor og hendes kolleger ryddede altid godt op efter sig, så der var mindre arbejde til os, der stod for opvasken.

Men “kokken”? Han lod det stå.
For det var ligesom ikke hans opgave. 

Om at snakke om kvinder og gå på barsel

“Kranen, chefen og kontroltårnet”

Jeg tænkte ikke over, hvad det gjorde ved mig, når jeg hørte måden, mænd talte om kvinder på arbejdspladsen.
Koner blev ofte omtalt med et grin som “kranen”, “chefen” eller “kontroltårnet”.

Hvis nogen skulle ud med kollegerne, jokede de om, at de lige skulle bede om udgangstilladelse derhjemme.

Jeg lo med – helt ukritisk.

Jeg tænkte ikke over, at de her vendinger også formede mit syn på relationer mellem mænd og kvinder.
At de bekræftede et billede af kvinder som nogen, der begrænsede os mænd.
At en kone var en, man skulle liste sig udenom, have tilladelse af eller tage sig i agt for.

Jeg tænkte ikke over, at den slags sprog også lærte mig noget;
Om at mænd er frie, hvis ikke kvinder holder dem i snor.
Om at kvinder er nogen, man skulle snyde lidt, manipulere lidt, vinde lidt over – som om ægteskabet er kvindes kontrol med manden.

Kvinder er noget man kigger på

Jeg tænkte heller ikke over, hvad det gjorde ved min opfattelse af kvinder på arbejdspladsen, når jeg hørte ledere sige:
“Ej, I skal lige gå ned og kigge på hende, vi lige har ansat i afdeling X.”

Ikke “møde hende”.
Ikke “høre, hvad hun kan”.
Men “kigge på”.

Jeg tænkte ikke over, hvordan det placerede hende i rummet.
Som noget at betragte.
Som noget, der skulle vurderes.
Som noget, hvis værdi først og fremmest lå i hendes udseende.

Jeg tænkte ikke over, at når vi lo og kiggede, var vi en del af en sexistisk kultur.

Barsel og “rigtige mænd”

Jeg tænkte ikke over, hvad det gjorde ved mig, når jeg hørte den måde, vi talte om barsel på.
Barsel var noget “rigtige mænd” ikke tog – i hvert fald ikke mere end de 14 dage, man fik efter fødslen;
“Barnet har jo en mor.”

Hvis en mand ville have længere barsel, blev det omtalt som “ferie” eller som noget, han var blevet overtalt til.
Der kunne blive sagt ting som;
“Han er da under tøflen.”
“Så må vi håbe, du ikke går glip af noget imens.”
“Barsel er jo ikke karrierefremmende.”

Jeg hørte det.
Nogle gange sagt til mig.
Nogle gange sagt til kolleger.
Nogle gange sagt af en leder til en medarbejder.
Andre gange sagt fra kolleger til kolleger.

Jeg tænkte ikke over, at det var med til at forme eller forstærke min oplevelse af, hvad en “rigtig mand” bør gøre;
Om at arbejde kom først.
Om at en mands rolle var at tjene penge – ikke at tage sig af små børn..
Om at omsorg ikke var en del af det at være mand.

Jeg er præget

Jeg troede, jeg bare var mig.
At mine valg, mine holdninger, min måde at være mand på – var noget, jeg selv havde skabt.

Men jeg kan se nu, at jeg blev formet.
Af ord, der blev sagt i sjov.
Af blikke, smil og stilhed.
Af de ting, vi grinede af, og de ting, vi aldrig stillede spørgsmål ved.

Jeg blev præget – ikke af én stor fortælling, men af hundredevis af små.
Nogle har jeg fået øje på. Andre ligger stadig gemt i mig, ubemærket.

Men jeg ved, at ingen har præget mig bevidst med denne kulturelle arv.
Ingen har bevidst givet mig stereotype kønsroller, maskuline idealer og en dominerende lineær tankegang. De har selv været en del af den arv, de ubevidst har båret videre.

Men jeg er bevidst nu.
Og med bevidstheden følger muligheden for at bryde noget.
For at sende mindre af den kulturelle arv videre.
For at være med til at nedbryde stereotype kønsroller og forældede maskuline idealer – i min samtid og for dem, der kommer efter mig.

Det starter med bevidsthed.
Med at se prægningen.
Med at forstå den.
Med at tage ansvar for, hvordan jeg handler nu.