Jeg vil gerne dele noget, der føles lidt sårbart – noget, der måske blotter mig lidt.
Men jeg tror også, at det er noget, mange mænd kan genkende.
Det er bare sjældent, vi taler åbent om det.

Når jeg møder kvinder – også i professionelle sammenhænge – kan jeg opleve små brudstykker eller fragmenter af tanker dukke op i mit sind.
Det kan handle om deres udseende eller tiltrækning, og nogle gange ubevidste vurderinger af deres kompetencer baseret på deres udseende. Disse fragmenter er ikke nødvendigvis seksuelle eller romantiske, og de afspejler hverken mine værdier eller holdninger.

 

Men de eksisterer – og jeg tror, de eksisterer hos mange af os.

Jeg tror, at disse fragmenter opstår, fordi vi lever i en kultur, hvor kvinder historisk set er blevet vurderet på deres udseende frem for deres kompetencer.
“Den historiske mand” har efterladt os med en arv, hvor kvinden i høj grad er blevet defineret gennem det, hun repræsenterede visuelt. Det er en arv, med en anskuelse af at kvinder ikke kunne tænke logisk eller rationelt og derfor ikke skulle bestride væsentlige roller.

 

Selvom vi er kommet langt, lever arven stadig i os – ubevidst og gennem små ting som disse fragmenter.

Hvis vi ikke er bevidste om det, kan disse små fragmenter vokse til egentlige tanker og anskuelser – og ende med at farve vores opfattelse af dem vi møder.
De kan føre til, at vi vurderer eller behandler f.eks. en kvindelig kollega eller samarbejdspartner ringere, end vi ellers ville have gjort.

 

Jeg deler dette, fordi jeg mener, vi skal tale om det.

For det er ikke tankerne i sig selv, der er problemet.
Det er, hvordan vi forholder os til dem. For mig handler det om at acceptere de små fragmenter, og ikke give dem fokus til at vokse og påvirke min adfærd.

 

For hvis jeg ikke gør det, risikerer jeg, at de bidrager til en kultur, jeg ikke ønsker at være en del af.

 

---

Når fragmenterne får plads

Disse små fragmenter – de flygtige tanker, der dukker op – er i sig selv ikke problematiske.

Men de kan udvikle sig til noget, der får konsekvenser, hvis vi ikke er opmærksomme. Hvis jeg accepterer, at de er der, men vælger ikke at lade mig rive med, forbliver de netop fragmenter – små, flygtige indtryk, som ikke påvirker mit syn på en kvindelig kollega eller samarbejdspartner.

Den kulturelle arv med værdisættelse af kvinders evner i forhold til deres udseende lever stadig dybt i os.
Vi har alle ubevidst arvet lidt fra den tid, hvor kvinder blev anset som mindre værd end mænd – som nogen, der ikke kunne tænke logisk og rationelt, var hysteriske og følelsesstyret, og derfor ikke skulle bestride væsentlige roller i samfundet.

Hvis jeg giver disse fragmenter plads til at udfolde sig, får den arv lov til at ekko i mig. Jeg begynder måske ubevidst at koble hendes faglighed til hendes fremtoning – og risikerer at lade disse tanker farve min vurdering af hende.

 

Og det stopper ikke der.

Selv en tilsyneladende banal bemærkning til en kollega kan være med til at forstærke det ekko.
Hvis jeg nævner, at jeg har lagt mærke til hendes beklædning, kommenterer på en kropsdel, eller bare siger: “Hun er da meget lækker” manifesterer jeg min egen kobling mellem hendes udseende og hendes kompetencer.

Det virker måske harmløst, men det er det ikke.

For i det øjeblik, jeg deler denne tanke, skaber jeg en dynamik, hvor fragmenterne ikke bare forstærkes – de normaliseres. De bliver en del af, hvordan vi taler om hende, og det farver ikke bare min opfattelse, men også min kollegas.

 

Konsekvensen?

Den kulturelle arv får endnu mere plads, og vi risikerer at behandle den kvindelige kollega ringere. Ikke nødvendigvis bevidst, men gennem små handlinger, kommentarer eller holdninger, der udspringer af normaliseringen af den kulturelle arv. Det påvirker ikke kun, hvordan vi ser på hende, men også hvordan hun oplever sin plads i arbejdsfællesskabet.

Hun kan begynde at føle sig vurderet på sit udseende frem for sine kompetencer, hvilket kan påvirke hendes trivsel, faglige selvtillid og lyst til at bidrage. Og når vi ubevidst ser og behandler hende som mindre værd, begrænser vi hendes muligheder – ikke kun i vores opfattelse, men også i de reelle muligheder, hun får for at udfolde sit potentiale.

 

---

Kollegernes rolle i at bryde kæden

Når jeg deler mine tanker om en kvindelig kollegas udseende – uanset hvor harmløst det kan virke – skaber det en social dynamik, som kan forstærke og legitimere mine egne og andres koblinger mellem hendes udseende og hendes kompetencer.

 

Og her spiller kollegerne en afgørende rolle.

Hvis en kollega nikker, griner, eller måske selv tilføjer en kommentar, bliver mine ord ikke bare bekræftet – de bliver normaliseret.
Det, der kunne være blevet ved en flygtig tanke, er nu blevet en del af en social accept. En accept, der gør det nemmere at gentage. På den måde bidrager vi som mænd til en kultur, hvor kvinder bliver reduceret til deres udseende og behandlet derefter – ikke nødvendigvis bevidst, men gennem små handlinger og ord, som vi ser som uskyldige.

Men kollegerne har også magten til at bryde denne kæde – til at stoppe op og vælge ikke at gå med.

Når en kollega vælger ikke at nikke, ikke at grine, ikke at kommentere med noget lignende, bliver der sat en stopper for forstærkningen. Og hvis han endda siger fra, kan det være med til at skabe en pause – et øjebliks refleksion – hvor vi som mænd kan blive mere opmærksomme på, hvad vi gør, og hvorfor det er problematisk.

 

At sige fra er ikke altid nemt.

Det kan føles akavet eller skræmmende i situationen.
Men det er her, vi som mænd kan tage et fælles ansvar. For hvis vi ikke gør det, bliver vi en del af problemet. Vi risikerer at bidrage til en arbejdsplads eller en kultur, hvor kvinder ikke bliver mødt som ligeværdige kolleger, men som nogen, der først og fremmest vurderes på deres udseende.

 

---

Fra fragmenter til #MeToo

Når vi lader små fragmenter og flygtige tanker få plads, og når vi normaliserer dem gennem sociale dynamikker på arbejdspladsen, er vi med til at skabe en kultur, hvor grænserne for, hvad der er acceptabelt, flytter sig.

 

Det er præcis den kultur, #MeToo har sat en vigtig lup på.

#MeToo handler ikke kun om de store og åbenlyse overgreb.
Det handler også om de små ting, der ligger til grund for dem; de små kommentarer, de subtile blikke, de ubevidste handlinger, der tilsammen skubber til, hvordan vi ser på og behandler kvinder – både som individer og som professionelle.

Når disse handlinger får lov at gentage sig, opstår der en social dynamik, hvor det gradvist føles mere acceptabelt at handle på de fragmenter, vi måske kunne have stoppet da de blot var fragmenter og brudstykker.

 

Det er her, den kulturelle arv fra “Den historiske mand” for alvor får spillerum.

En arv, der fortæller os, at kvinder, der klæder sig feminint eller på en måde, der opfattes som sexet eller udfordrende, “ønsker opmærksomhed”.
Den forestilling er måske ikke noget, vi formulerer bevidst, men den lever i os – og den får lov at påvirke vores handlinger, hvis vi ikke aktivt udfordrer den.

 

Når fragmenterne får plads, når de deles, og når de normaliseres, kan det skubbe til vores moralske kompas.

Og i værste fald kan det føre til handlinger, som upassende kommentarer, flirt eller berøringer uden samtykke.
Det er ofte sådan, vi ender med de situationer, der er blevet synliggjort af #MeToo-bevægelsen. Ikke fordi mænd nødvendigvis vil krænke, men fordi en kultur, der er præget af normalisering og social accept, gør det lettere at ignorere de små grænser – indtil de store overskrides.

 

---

Mit ansvar – og vores fælles ansvar

Jeg er biased over for kvinder.

Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det er heller ikke noget, jeg kan ignorere.
For jeg ved, at jeg ikke er alene. Og jeg ved, at vi som mennesker har et ansvar – både for de små fragmenter og brudstykker, der dukker op i os selv, og for den kultur, vi skaber sammen.

 

Vi kan ikke kontrollere, hvilke tanker der dukker op i vores sind.

Men vi kan kontrollere, hvad vi gør med dem.
Det handler om at vælge ikke at give fragmenterne fokus til at udvikle sig til egentlige tanker, der farver vores opfattelse af andre – uanset om det er kvinder, vi ubevidst vurderer på baggrund af deres udseende, eller andre, vi ubevidst farver med vores fordomme.

 

For mekanismen gælder ikke kun kvinder og deres udseende.

Vi ser den også i vores møde med andre mennesker:

• Når vi vurderer en handicappet persons faglighed ud fra deres handicap.
• Når vi antager noget om en indvandrers kompetencer baseret på deres accent eller mulige kultur.
• Når vi ser en overvægtig person og tænker, at de må være dovne.

Fragmenter og brudstykker – små, flygtige brudstykker af kulturelle fordomme – kan farve vores opfattelse, hvis vi giver dem fokus.
Og det kan føre til, at vi behandler mennesker uretfærdigt, uden at vi selv lægger mærke til det.

 

Men der er håb.

Når vi bliver bevidste om disse fragmenter og vælger at acceptere deres eksistens uden at give dem vores opmærksomhed, kan vi langsomt ændre deres greb i os.

Fragmenterne kan med tiden blive færre og mindre påtrængende, og måske forsvinder de helt. På den måde kan vi også være med til at mindske den ubevidste kulturelle arv i os fra “Den historiske mand”. For når vi nægter at lade den arv få plads i os selv, begynder vi at bygge noget andet – en kultur, der værdsætter mennesker for deres kompetencer, værdier og handlinger, ikke for vores ubevidste forestillinger om dem.

 

Så hvad kan vi gøre?

Vi kan starte med at tale åbent om det.
Ved at dele mine egne refleksioner håber jeg at starte en samtale – ikke bare om, hvad vi oplever som mænd, men om, hvordan vi kan udfordre os selv og hinanden til at bryde med disse mekanismer.

For forandring starter ikke med de store overgreb eller de åbenlyse fejltrin. Den starter med de små ting, vi vælger at tage ansvar for i os selv og i vores fællesskaber.