Det vi kalder det, former det vi ser

Vi kalder det partnerdrab.
Eller kvindedrab.
Og vi taler om hende, der blev dræbt.

Men vi burde tale om det, som det er:
Mænd, der dræber.

Når vi navngiver volden ud fra offeret, flytter vi automatisk blikket væk fra gerningsmanden.
Vi fokuserer på hende – hvad hun gjorde, hvorfor hun blev, hvad hun burde have set.

Men vi spørger sjældent:
Hvad er årsagen til at han slog ihjel?

Og vi ser sjældent det mønster, der burde være tydeligt for os alle:
At det igen og igen er mænd, der slår kvinder ihjel.
Ikke tilfældigt. Ikke sjældent. Ikke uden grund.

Dette blogindlæg handler ikke kun om ofrene.
Det handler om dem, der dræber – og hvorfor.

Det handler om maskulin eskalering, om kontrol som strategi og om en kultur, der lærer drenge at være stærke, men ikke sårbare.

Hvis vi skal forhindre det næste drab, skal vi begynde at tale om det forrige – som det, det var:
En mand, der dræbte.
Og et samfund, der stadig lader ham vokse op uden adgang til andre svar end styrke, kamp og kontrol.

---

Det er mænd, der dræber – og det er et mønster

Når vi taler om de mange kvindedrab i Danmark, taler vi oftest om de kvinder, der er blevet dræbt.
Vi ser på omstændighederne. 
Vi opgør statistikken. 
Vi taler om ofrene.
Men vi taler næsten aldrig om gerningsMÆNDENE.

For det er mænd, der slår kvinder ihjel – det er mænd, der i stort set alle tilfælde har trykket på aftrækkeren, løftet kniven eller kværket den kvinde, de hævdede at elske.

Det er drabsmænd, der ikke kunne håndtere, at kvinden sagde nej, gik sin vej eller brød kontakten.

Og det sker ikke sjældent.
Når én kvinde bliver dræbt, er det en tragedie.
MEN når det sker 20 gange på under ét år – så er det et mønster.

Og mønstre er ikke tilfældige. 
De udspringer af noget. 
De fortæller os noget. 
De afslører noget.

Alligevel insisterer vi som samfund på at tale om det, som afvigelser. 
Som om det er enkeltstående hændelser. 
Som om det bare var noget galt i den pågældende situation – og ikke med os som samfund.

Men det her handler ikke kun om den enkelte drabsmand, som person.
Det handler om en kultur, en opdragelse og en forståelse af maskulinitet, som stadig sætter spor i mænds måde at reagere på, når de føler sig afmægtige, forladte eller følelsesmæssige udfordret.

Det er det mønster, vi bliver nødt til at turde se i øjnene.

Og det starter med at sige det højt:

Det er mænd, der dræber. Og det er ikke et tilfælde. 
Det er et kulturelt mønster, der bærer ansvaret sammen med individet.

---

Maskulin eskalering – når kontrol er den eneste strategi

Maskulin eskalering er ikke en undskyldning.
Det er et forsøg på at forklare det mønster, vi bliver nødt til at se i øjnene, hvis vi vil forebygge volden – og forstå, hvorfor nogle mænd dræber.

Maskulin eskalering er det, der sker, når en mand presses følelsesmæssigt – og han ikke har adgang til andre de maskuline strategier, end dem han er opdraget med og præget af:

• At tage styring
• At genvinde kontrollen
• At kæmpe sig tilbage
• At få det, han føler, han har gjort sig fortjent til

Han har lært, at styrke er at handle – ikke at mærke.
At vise sig stærk – ikke sårbar.
At klare sig selv – ikke række ud.
At kæmpe – ikke græde.

Og når han rammes af afmagt, sorg, tab eller svigt, så griber han til det, han har lært:

Mere kontrol. Mere styring. Mere handling. 

Han forsøger at presse, overtale, kontrollere, true – og hvis det heller ikke virker, kan det eskalere til dominans, vold og i yderste konsekvens: drab.

Det er det, jeg kalder maskulin eskalering.

Et mønster, hvor mandens manglende adgang til sine følelser, manglende evne til at navigere i sin sårbarhed og ensidige træning i maskuline egenskaber (kontrol, konkurrence og kamp) gør ham ude af stand til at håndtere en situation, hvor han mister det, han ønsker at beholde – relationen, kvinden, status.

Det er ikke, fordi han mangler følelser.
Det er, fordi han mangler adgang til dem.
Og fordi han aldrig har lært, at sårbarhed også er en styrke – og at sorg ikke skal besejres, men erkendes.

Han har lært at navigere i kontrol, kamp og styrke – men ikke sorg, savn og afmagt.

---

Vi individualiserer vold, når den udøves af mænd

Vi taler ikke om mønstret i mænd, der slår kvinder ihjel.
Hvis vi overhovedet flytter fokus fra offeret – så kigger vi på gerningsmanden som individ.

Vi undres ikke ved:
Hvad det er for fællestræk, vi ser i mænd, der dræber?

Vi sætter i stedet mere fokus på:
Hvad gik der galt for ham – lige ham?

Og fremhæver eventuelle individuelle forklaringer:

• Han havde det svært.
• Han blev forladt.
• Han var psykisk syg.
• Han elskede hende for meget.
• Han mistede kontrollen.

Vi gør det til hans personlige sammenbrud. 
En individuel tragedie. 
En individuel ulykke.

Vi isolerer handlingen fra kulturen – fra at se sammenhænge.
Vi undgår derfor at se det, som det er:

• Som gentagelser. 
• Som et mønster.
• Som noget vi har set før – og noget vi burde genkende.

 

Når mænd igen og igen dræber kvinder, de har haft relation til, er det ikke tilfælde.
Det er et kulturelt symptom – et strukturelt mønster.
Det er prægning. Forventninger. Manglende følelsesmæssige redskaber.

Og det er et udtryk for en forståelse af maskulinitet, hvor kontrol og handling trumfer sorg og selvindsigt.

For når vi gør volden til et individuelt problem, slipper vi for at stille de svære spørgsmål:

• Hvad lærer vi vores drenge om afmagt
• Hvorfor har han kun lært at reagere med kontrol?
• Hvad sker der, når en mand aldrig har lært at være i det, der gør ondt – uden at forsøge at dominere det?

Hvis vi for alvor vil forhindre, at mænd slår kvinder ihjel, så skal vi turde se på den maskuline kultur, vi har arvet – og som vi stadig giver videre.

Vi skal gentænke mandekulturen, så den også rummer evnen til at mærke følelser og navigere i sårbarhed.

Vi skal give vores drenge flere strategier end kontrol, konkurrence og kamp.
De skal lære at håndtere sorg, savn og afmagt – uden at eskalere.
Uden at miste sig selv.

Uden at tage livet fra et andet menneske – eller sig selv.

---

Når vi fokuserer på ofret, forskyder vi ansvaret

Når vi taler om kvindedrab, taler vi oftest om kvinden.
Det er hende, vi tager udgangspunkt i. 
Hende, vi viser billeder af. 
Hende, vi fortæller om.
Hende, vi formulere ud fra.

Og med det fokus følger også – ofte ubevidst – en vurdering af, hvad hun gjorde.
Eller hvad hun ikke gjorde.

• “Hun var også lige gået fra ham.”
• “Hun blev jo i det forhold alt for længe.”
• “Hun havde vist fået forældremyndigheden.”
• “Hun burde have anmeldt det.”
• “Hun kom også økonomisk bedre ud af forholdet.”

Vi leder efter forklaringer i hendes handlinger.
Men det burde være indlysende:
Det er ikke hendes handlinger, der skal forklares.
Det er hans.

Vi burde være mere fokuseret på at kende årsagerne til hans handlinger – og hvad vi kan lære af det.

Også vores sprogbrug i disse sager, medvirker til at forskyde fokus og ansvaret.
Vi bruger passiv sprog brug som “hun blev slået ihjel” eller “hun blev udsat for dødsvold”.
I stedet for at sætte gerningsmanden i centrum og sige “han slog hende ihjel” eller “han udsatte hende for dødsvold”

Det medvirker igen til at gøre volden og drabet til noget der sker mod hende – og ikke af ham.

Men vold og drab er ikke noget der ske mod én – det udføres af nogen.
Det har en afsender. En intention. Et formål.

Derfor skal vi turde ændre fokus:
Fra den, der blev dræbt – til den, der slog ihjel.
Ikke for at gøre offeret usynligt.

Men for at holde gerningsmanden – og den kultur, han kommer fra – ansvarlig.

---

Kvindedrab er toppen af et større mønster

Mænd der dræber kvinder, er et voldsomt og brutalt symptom på en langt dybere udfordring;
Størstedelen af den vold, der udøves i vores samfund, udøves af mænd. 
Mod kvinder.
Mod andre mænd.
Og mod dem selv.

Der er et mønster i drabene, vi sjældent sætter ord på:

• Mænd slår kvinder ihjel, når de ikke kan få den kontrol eller relation, de føler sig berettiget til.
• Mænd slår mænd ihjel, når de oplever, at deres ære, status eller dominans er truet.
• Mænd tager deres eget liv, når de ikke navigere og håndtere egne følelser, sorg, afmagt eller savn.

 

Det er ikke de samme mænd – men det er den samme kultur.
Det er den samme ensidige træning og prægning i styrke, handling, kamp og kontrol.

Det er den samme mangel på sprog for følelser, på adgang til sårbarhed og accept af at være i det, der gør ondt.

Kvindedrab er den mest ekstreme udgave af denne maskuline ubalance – men bag det ligger en række andre sammenbrud, som også har rødder i den samme kultur – i samme mønster:

• Mænd dør tidligere end kvinder.
• Mænd har højere risiko for misbrug, hjemløshed og fængselsstraf.
• Mænd er markant overrepræsenteret i selvmordsstatistikkerne.
• Mænd søger i langt mindre grad hjælp, når de har det svært.

Det er ikke en biologisk nødvendighed.
Det er resultatet af, hvad vi lærer drenge om, hvad det vil sige at være mand.
Og det er resultatet af, hvad vi ikke lærer dem.

Derfor handler opgøret med mænd der dræber ikke kun om at beskytte kvinder.
Det handler også om at forandre den kultur, der gør mænd farlige – for andre og for sig selv.

---

Lineær maskulinitet og retten til afkast

Mange mænd er vokset op med en kulturel forståelse af livet som en investering – som noget lineært.
Man gør en indsats – og så kommer belønningen.

Det er den logik, jeg kalder lineær maskulinitet:
“Hvis jeg gør en indsats, så opnår jeg et gevinst”

Vi ser det i arbejdslivet: 
Gør en indsats, skab resultat → opnå succes.

Vi ser det i relationer: 
Skab relation, bidrag til relationen → bliv elsket.

Vi ser det i sex: 
Forfør, tag føring → opnå sex.

Vi ser det i samfundssynet: 
Ud på arbejdsmarkedet, arbejd hårdt → bliv anerkendt og belønnet.

Men livet – og mennesker – er ikke lineære.
Kærlighed kan ikke kræves. 
Relationer kan ikke planlægges. 
Følelser kan ikke forhandles frem.

Og når virkeligheden ikke svarer til forventningen, opstår et tomrum.
I det tomrum opstår skuffelse, vrede og afmagt.

Og for nogle mænd bliver det starten på en eskalering.

For hvis man tror, man har gjort sig fortjent til kærlighed – og ikke får den – så føles det som et tab, en uretfærdighed, en nedværdigelse eller en krænkelse.

Og når følelser ikke må mærkes, og sårbarheden er lukket land, så er der kun handlingen tilbage:

• Først som kontrol: beskeder, pres, fysisk kontakt.
• Så som desperation: trusler, stalking, vold.
• Og i de mest ekstreme tilfælde: drab.

Det er ikke nødvendigvis indsatsen, der er problemet.
Det er forventningen om ret til afkast – og fraværet af følelsesmæssig modenhed, når livet ikke leverer det, man havde forventet.

Det er derfor, mandekulturen skal forstås og trænes som noget mere end handlekraft og præstation – mere end blot maskulin styrke.
Det må også være evnen til at bære det, der ikke lykkes – evnen til at kunne navigere i sin egen sårbarhed.

---

Det starter med, hvad vi tør se – og hvad vi tør ændre

Vi kan ikke blive ved med at kalde det partnerdrab.
Eller kvindedrab.
Når det i virkeligheden handler om mænd, der dræber.

Vi kan ikke blive ved med at tale om, hvad hun gjorde.
Når det burde være hans handlinger, vi forsøger at forstå og forebygge.

Og vi kan ikke blive ved med at se vold som et individuelt sammenbrud,
når det gang på gang følger de samme mønstre – født ud af de samme maskuline idealer:
Kontrol, konkurrence og kamp.

 

Mænd slår kvinder ihjel.
Ikke fordi de mangler følelser – men fordi de mangler adgang til dem.
Fordi de aldrig har lært at navigere i sorg, savn, sårbarhed og afmagt – uden at gribe til handling, dominans eller vold.

Det er ikke en biologisk skæbne.
Det er noget, vi har lært.
Og derfor er det også noget, vi kan gøre op med.

Vi skal turde se på den maskuline kultur, vi har arvet – og stadig fører videre.
Vi skal give vores drenge andre strategier end styrke og kontrol.

Og vi skal vise, at ægte mandighed ikke handler om at vinde – men om at kunne være menneske.
Først dér kan vi for alvor begynde at forebygge volden.

Ikke kun ved at beskytte kvinder.

Men ved at forandre mænds forhold til sig selv – og til det, der gør ondt.