Kvinder begyndte ikke af sig selv at barbere ben og armhuler.

Kropsbehåring hos kvinder var ikke noget, der blev opfattet som et problem – før det blev gjort til et. Ikke af kvinder i fællesskab. Ikke på baggrund af sundhedsfaglige råd.
Men gennem økonomiske interesser, der havde behov for nye markeder.

Barbering opstod derfor ikke som et indre behov hos kvinder. Behovet blev skabt udefra.

Gennem reklamer og kulturelle signaler blev kvinders kropsbehåring gradvist forbundet med noget uønsket. Noget, man burde tage sig af. Noget, man kunne fremstå forkert eller utilstrækkelig ved ikke at have styr på.
Ikke gennem tvang, men gennem gentagelser, idealer og forventninger.

I begyndelsen af 1900-tallet var det mænd, der sad på de positioner, hvor produkter blev udviklet, normer formuleret og billeder distribueret. Ikke fordi mænd som gruppe bevidst ønskede at forme kvinders selvbillede, men fordi samfundets strukturer gav dem adgang til kapital, stemme og indflydelse – og fratog kvinder den.

Historien om kvinders barbering er derfor et konkret eksempel på, hvordan lineære, kapitalistiske interesser kan skabe behov, som med tiden opleves som personlige.
Hvordan ydre forventninger kan flytte ind og blive til selvregulering.
Og hvordan disse behov ikke kun former kvinders forhold til egen krop, men også kulturens bredere blik på kvindekroppen.

For selv om barbering i dag ofte omtales som et frit og personligt valg, lever forventningen videre.
Som norm. Som blik. Som noget, der stadig kan mærkes, når man afviger.

Dette blogindlæg bruger historien om kvinders barbering som et indblik i Den historiske mand – ikke som individ, men som struktur. En måde at forstå, hvordan ønsket om vækst og afkast har været med til at forme både kroppe, kulturer og behov.

Ikke for at placere skyld.
Men for at undersøge, hvordan et behov kan blive skabt – og efterfølgende blive en kulturel norm og en personlig “naturlighed”.

De strukturelle rammer omkring år 1900

For at forstå, hvordan et nyt behov for barbering kunne opstå, er det nødvendigt at se på de samfundsmæssige rammer i begyndelsen af det 20. århundrede.

Perioden er præget af industrialisering og hastig økonomisk omstilling.
Produktionen af forbrugsgoder bevæger sig fra småskala og lokal afsætning til masseproduktion og nationale – senere internationale – markeder. Den udvikling ændrer ikke kun, hvad der produceres, men også hvordan efterspørgsel forstås og skabes.

Samtidig vokser reklame og massemedier frem som selvstændige industrier.
Aviser, ugeblade og magasiner får en langt større udbredelse end tidligere og bliver centrale kanaler for formidling af både information og trends (normer). Reklamer begynder ikke blot at informere om produkter, men at forklare, hvorfor de er nødvendige og hvilke problemer de kan løse.

Den udvikling sker i et samfund, hvor adgang til økonomisk magt, produktion og offentlig formidling i primært er koncentreret hos mænd. Det gælder for eksempel ejerskab af virksomheder, ledelse af reklamebureauer, redaktionel kontrol i medierne og den autoritet, der tillægges eksperter og faglige stemmer.

Kvinder deltager i begrænset omfang i disse rum.
De har kun ringe eller ingen adgang til kapital, meget begrænset politisk indflydelse og få muligheder for at præge den offentlige samtale om krop, normer og forbrug. Det betyder, at det syn på og de holdninger til kvindekroppen, der cirkulerer i offentligheden, i vid udstrækning formuleres uden kvinders direkte medvirken.

I den kontekst bliver kroppen gradvist genstand for regulering og forbedring. Ikke nødvendigvis af sundhedsmæssige årsager, men fordi kroppen kan indgå i nye forbrugsmønstre. Når produkter skal afsættes i større skala, bliver det nødvendigt at identificere områder, hvor behov og efterspørgsel kan findes eller skabes.

Det er vigtigt at understrege, at udviklingen ikke, som udgangspunkt, var drevet af et ønske om at forme menneskers (kvinders) selvforståelse. Den var drevet af økonomiske interesser, hvor vækst forudsætter nye markeder og øget efterspørgsel. Kvindekroppen blev central, fordi den rummede et stort, endnu uudnyttet potentiale som et nyt og let påvirkeligt forbrugsmarked.

De strukturelle rammer – industrialisering, reklamekultur, kønnet magtfordeling og en lineær økonomisk logik – udgør forudsætningen for, at noget, der tidligere var neutralt, senere endte som et behov.

Vidnesbyrdet er fiktivt, men baseret på historiske kilder.

Jeg var på besøg hos min søster en varm eftermiddag.
Hun havde taget et magasin frem, som hun havde købt tidligere på ugen, og mens vi sad ved bordet, bladrede hun i det mellem os.

En annonce fyldte næsten hele siden.
En kvinde sad ved stranden, med armene løftet bag hovedet, solen på huden. Hun så ubesværet ud. Fri.
Overskriften var stor og tydelig: You need not be embarrassed.

Jeg læste teksten langsomt.
Der stod noget om sommeren. Om stranden. Om hvordan man kunne undgå de blikke, der ellers let faldt på en, hvis man ikke havde tænkt sig om.

At den moderne kvinde tog vare på sig selv.
At det var mere hygiejnisk.
Mere feminint.

Jeg så på billedet igen.
På hendes bare arme. På den måde hun sad, uden tøven.

Jeg blev opmærksom på mine egne armhuler.
Ikke fordi nogen havde sagt noget. Ikke fordi jeg tidligere havde følt mig forkert. Men fordi det nu var blevet nævnt. Som noget, man burde have styr på. Noget, man kunne undgå at skamme sig over.

Jeg tænkte på sommeren, der nærmede sig.
På udflugter. På hvordan man gerne vil tage sig ordentligt ud, uden at give anledning til bemærkninger. Det hele var formuleret så venligt, som et råd man burde tage imod.

Min søster vendte siden.
Samtalen fortsatte, som den altid gjorde.

Men ordene blev hos mig.

Eleanor Whitman, New York, 1923

Fra neutral krop til nyt behov

Frem til begyndelsen af det 20. århundrede var kvinders kropsbehåring under armene og på benene ikke genstand for systematisk opmærksomhed i den vestlige verden. Hår på kvindekroppen blev generelt betragtet som neutralt og privat. Det indgik hverken som et centralt skønhedsideal eller som et hygiejnisk problem.

Når hårfjernelse forekom, var det typisk begrænset til ansigtet og rettet mod markante afvigelser, ikke mod kroppen som helhed. Der eksisterede således ingen bred norm om, at kvinder burde fjerne kropsbehåring fra ben eller armhuler.
Heller ikke mænds forventninger pegede i den retning; samtidens kulturelle og erotiske idealer fokuserede primært på kropsform, hudens udseende og beklædning.

Behovet for hårfjernelse opstod derfor ikke som en reaktion på kvinders ønsker.
Det blev introduceret udefra.

I 1910’erne stod producenter af barberingsudstyr, herunder Gillette, over for et velkendt problem i en voksende forbrugskultur: herremarkedet var ved at være mættet.
Produkterne fandtes, og produktionskapaciteten var på plads, men mulighederne for yderligere vækst var begrænsede, hvis man fortsat udelukkende henvendte sig til mænd.

Kvinder blev derfor identificeret som et potentielt nyt marked.

I 1915 lancerede Gillette deres første skraber målrettet kvinder, Milady Décolleté.
Reklamekampagnerne tog ikke udgangspunkt i kvinders oplevede behov, men i en ny definition af kvindekroppen. Fokus blev rettet mod armhulerne; et område, der for alvor var ved at blive synligt i offentligheden i takt med modeudviklingen mod kortere ærmer og mere åbne kjoler.

Reklameindustrien arbejdede, i samme periode, målrettet med at udpege nye kropslige “opmærksomhedszoner”. Områder af kroppen, der tidligere havde været uden særlig betydning, blev nu gjort til genstand for vurdering, forbedring og pleje.

Kropsbehåring blev i den sammenhæng fremstillet som noget uønsket: pinligt, sjusket eller uhygiejnisk. Fremstillingerne var ikke baseret på sundhedsfaglig evidens, men på kulturelle associationer, som reklamerne selv var med til at etablere.

Barbering blev præsenteret som løsningen.

Markedsføringen ændrede både kvinders syn på egen krop og mænds forventninger til kvinders pleje af sig selv. Områder, der tidligere havde været neutrale, blev nu gjort til noget, man burde tage ansvar for, i takt med at nye idealer blev normaliseret i reklamer, magasiner og populærkultur.

Den udvikling fandt sted i rum domineret af mænd: virksomheder, reklamebureauer og medier.
Kvinder havde kun meget begrænset mulighed for at påvirke fortællingerne eller definere deres egne kroppe i offentligheden.

Behovet for barbering blev dermed ikke skabt i dialog med kvinder, men defineret for dem – som en konsekvens af økonomiske interesser og en markedslogik, der gjorde kvindekroppen til et nyt territorium for vækst.

Vidnesbyrdet er fiktivt, men baseret på historiske kilder.

Vi har et ansvar over for vores læsere.
Det er noget, jeg ofte minder redaktionen om. Kvinder vender sig mod vores magasin, fordi de ønsker vejledning i, hvordan man fører sig i tiden, uden at falde igennem.

Meget har forandret sig de seneste år.
Kjolerne er blevet lettere. Ærmerne kortere.
Det stiller nye krav, og det ville være uærligt at lade som om, de ikke findes.

Når vi bringer annoncer og artikler om personlig pleje, er det ikke for at skabe uro, men for at give kvinder mulighed for at tage vare på sig selv.
Ingen ønsker at fremstå sjusket eller ubetænksom, især ikke når der i dag findes enkle midler til at undgå det.

Jeg ser det ikke som noget kontroversielt.
Tværtimod. Det er en del af den moderne kvindes dannelse at være opmærksom på sit ydre, på samme måde som hun er opmærksom på sit hjem, sin fremtoning og sin omgang med andre.

Vores opgave er ikke at diktere, men at vejlede.
At vise, hvad der forventes, så ingen behøver at stå uforberedt.

Hvis vi kan hjælpe kvinder til at føle sig mere sikre i deres fremtræden, så har vi gjort vores arbejde ordentligt.

Charles H. Bennett, redaktør, dameblad i New York, 1923

Fra markedsføring til shaming, norm og kønnet forstærkning

Markedsføringer til kvinder, der i 1910’erne og 1920’erne bland andet introducerede barbering til kvinder, blev altså formuleret i et samfund, hvor ejerskab, strategisk kommunikation og adgang til offentlig formidling i primær grad var styret af mænd. Det betød, at både problemformuleringen og idealerne for kvindekroppen i vid udstrækning blev defineret i rum, hvor kvinder havde begrænset mulighed for at få indflydelse.

Markedsføringen af barbering til kvinder spillede systematisk på to sammenvævede spor.
For det første på udseende og renhed: kropsbehåring blev fremstillet som noget, der stod i vejen for at fremstå velplejet og ordentlig.
For det andet på social anerkendelse: hårfrihed blev koblet til det at være en moderne, respektabel og feminin kvinde.

Samlet set fungerede dette som shaming.

Shaming i denne sammenhæng skal ikke forstås som individuelle angreb, men som en strukturel mekanisme, der gør afvigelse synlig og uønsket. Når noget fremstilles som pinligt, forkert eller utilstrækkeligt, opstår et pres for at korrigere det – ikke gennem tvang, men gennem behovet for accept og anerkendelse.

Den mekanisme blev forstærket af de lineære, maskuline magtformer, der prægede perioden.
Den økonomiske drivkraft var vækst og afkast, og i et mere og mere konkurrencepræget erhvervsliv blev succes målt i markedsandele, salg og position.

Samtidig havde samme markedskræfter i meget høj grad kontrol med de kanaler, hvor normer kunne udbredes. Når bestemte billeder og fortællinger blev gentaget gennem reklamer og medier, begyndte de at fremstå som selvfølgelige standarder. At definere, hvad der var moderne, korrekt og ønskværdigt, gav derfor ikke kun økonomisk gevinst, men også kulturel magt: mulighed for at sætte dagsorden for, hvad der trends (norm).

Det betød også at shamingen bevægede sig fra markedsføring og ind i sociale strukturer.
Kvinder begyndte i stigende grad at regulere sig selv i forhold til idealet om den velplejede, hårfri krop. Samtidig begyndte mænd at opfatte idealet som normalt og forventeligt – ikke som et historisk nyt fænomen, men som en selvfølgelighed.

Den kønsmæssige skævvridning bliver dermed selvforstærkende.
Kvinder forventes at leve op til normer, de ikke har haft reel indflydelse på at definere. Mænds forventninger formes af de samme normer og bidrager til at vedligeholde dem. Og det oprindelige økonomiske motiv, ønsket om afkast, forsvinder bag det, der nu opleves som almindelige sociale spilleregler.

Det er i den proces, at Den historiske mand bliver synlig som struktur: en måde at organisere økonomi, magt og normer på, hvor lineære interesser i konkurrence, kontrol og magt får direkte konsekvenser for kvinders kroppe og ligeværd – uden at kvinder har haft mulighed for at definere præmisserne.

Kroppen i en lineær og cirkulær forståelse

Ser man på historien om kvinders barbering i et bredere perspektiv, peger den på mere end en enkelt norm eller praksis. Den synliggør to grundlæggende måder at forstå kroppen på, som fortsat præger vores samfund.

Den lineære kropsforståelse, som tog form i begyndelsen af det 20. århundrede, er kendetegnet ved opdeling, vurdering og forbedring. Kroppen betragtes som noget, der kan analyseres i dele, identificeres gennem mangler og justeres i forhold til bestemte idealer. Oprindeligt blev denne logik formuleret gennem markedsføring, men den har siden bevæget sig ind i kulturen og fremstår i dag som sociale normer.

I den forståelse vurderes kroppen i høj grad udefra.
Det centrale bliver, hvordan den ser ud, hvordan den kan sammenlignes, og hvordan den lever op til synlige standarder. Funktion, kropserfaringer og indre velvære får sekundær betydning i forhold til det målbare og det vurderbare.

Over for dette står en cirkulær kropsforståelse.
Her betragtes kroppen ikke som et projekt med et endemål, men som en proces. Forandringer kan finde sted, men de udspringer indefra, af oplevet velvære, funktionalitet og kropserfaring, fremfor af ydre krav. Kroppen har værdi i sit udgangspunkt og sine evner – ikke i sin overensstemmelse med idealer.

Den historiske udvikling omkring barbering viser, hvordan den lineære kropsforståelse fik forrang.
Ikke fordi den var mere rigtig, men fordi den var mere kompatibel med en kapitalistisk logik præget af vækst, konkurrence og afkast. Den cirkulære forståelse tilbyder ikke samme mulighed for standardisering, gentagende forbrug eller ekstern kontrol – og marginaliseres derfor.

Forskydningen mod mere lineær kropsforståelse, havde en kønnet slagside mod kvinder.
Når normer for kvindekroppen blev formuleret i strukturer domineret af mænd, blev bestemte lineære perspektiver normaliseret, mens cirkulære blev fraværende. Kvinder blev gjort ansvarlige for at leve op til idealer, de ikke selv havde haft reel mulighed for at definere, og mænds perspektiver blev indlejret som “neutrale” standarder.

Her bliver Den historiske mand igen synlig som struktur: en samfundsform, hvor lineær tænkning, kapitalinteresser og indflydelse samles i bestemte rum og får lov til at definere normer, som rækker langt ud over deres oprindelige formål.
Ikke kun for forbrug, men for relationer, krop og ligeværd.

Vidnesbyrdet er fiktivt, men baseret på historiske kilder.

Jeg gør det om morgenen, inden jeg klæder mig på.
Det tager ikke lang tid. Det er bare noget, der skal gøres, ligesom at vaske ansigtet eller sætte håret.

Jeg har gjort det i årevis nu.
Jeg kan ikke helt huske, hvornår jeg begyndte. Det var bare sådan, det blev.

Når jeg ser mig selv i spejlet, tænker jeg ikke over det.
Det ville føles forkert at lade være. Ikke fordi nogen har sagt noget – men fordi man jo gerne vil se ordentlig ud.
Velplejet. Som man bør.

Alle kvinder, jeg kender, gør det.
Det er ikke noget, vi taler om. Det er bare en del af hverdagen.
Noget man selv tager ansvar for.

Jeg har aldrig rigtig overvejet, hvorfor det er nødvendigt.
Det er bare sådan, man gør.

Ruth Miller, Brooklyn, New York, 1934

Hvad historien lærer os

Historien om kvinders barbering handler ikke kun om hår, reklamer og forbrug i en bestemt historisk periode. Men dens betydning rækker langt ud over sin samtid.

Den viser, hvordan Den historiske mand virker – og stadig påvirker.
Ikke som en enkelt person eller en bevidst aktør, men som en struktur, hvor lineær tænkning, kapitalinteresser og magt sætter rammen for, hvordan problemer defineres, løsninger formuleres og normer udbredes – ofte uden at dem, det handler om, har reel mulighed for at deltage eller have indflydelse.

Historien viser også, hvad der sker, når det lineære perspektiv får overvægt.
Når fokus på vækst, afkast, kontrol og konkurrence ikke blot former økonomi, men også kultur og krop. Når menneskekroppe forenkles til noget, der kan forbedres, justeres og standardiseres.

Men den cirkulære kraft forsvinder ikke.
Den mister blot plads og indflydelse. Ikke fordi den er mindre vigtig, men fordi den ikke passer ind i systemer, der belønner målbarhed, kontrol og afkast.

Den ubalance har ikke kun konsekvenser for forholdet mellem menneske og krop.
Den har også konsekvenser for ligeværdet mellem kønnene.

Når normer for kvindekroppen historisk er blevet formuleret i strukturer domineret af mænd, opstår der ikke blot lineære idealer, men også en skævhed i, hvem der har haft mulighed for at definere, hvad der er normalt, ønskværdigt og rigtigt.

Denne skævhed forsvinder ikke af sig selv. Den bliver en del af den kulturelle arv, som både mænd og kvinder vokser op i og orienterer sig efter.

Det er derfor vigtigt at forstå, at de strukturer, vi i dag lever med, ikke er opstået i et tomrum.
De er resultatet af kapitalistiske interesser, snævre perspektiver og magtforhold, som stadig kaster lange skygger. Vi har ikke selv skabt dem – men vi lever i dem.

At gøre op med strukturel og kulturel uligeværd kræver derfor mere end individuelle valg.
Det kræver bevidsthed. En forståelse af, hvordan normer er blevet til, hvem der har haft mulighed for at definere dem, og hvilke logikker de udspringer af.

Historier som denne kan ikke give færdige svar.
Men den kan gøre noget andet: den kan åbne vores øjne og udvide vores perspektiv.

Og måske er det netop her, forandring begynder.
Ikke i fordømmelse eller skyld, men i erkendelsen af, at både mænd og kvinder bærer en fælles arv, og et fælles ansvar, for at gentænke balancen mellem lineær og cirkulær kraft, magt og ligeværd i det samfund, vi former videre.

Udvalgte kilder:

• Rebecca M. Herzig, Plucked: A History of Hair Removal
• Kathy Peiss, Hope in a Jar
• Roland Marchand, Advertising the American Dream
• Susan Bordo, Unbearable Weight
• Sandra Bartky, Femininity and Domination

Familielivet i vores samfund er i dag indrettet med arbejdslivet i centrum.

Børn skal passes, så voksne kan arbejde.
Barselsordninger, institutionspladser og støtteordninger er bygget op omkring én grundlæggende antagelse: at det vigtigste, vi som samfund kan få, er voksne, der hurtigt vender tilbage til arbejdsmarkedet.

Men er børn ikke værdifulde for samfundet?

At få børn er ikke en pause fra at bidrage til samfundet.
Det er en investering i fremtiden. Et ansvar og en opgave, der kræver tid, nærvær og stabilitet – og som burde mødes med samme anerkendelse og rettigheder som ethvert andet værdisat samfundsbidrag.

Opfattelsen af, at forældreskab er et privat anliggende, skaber en strukturel skævhed i vores velfærdssamfund. For når vi ikke som samfund anerkender den værdiskabelse, det er at få børn – og det ansvar og arbejde, der følger med – ender vi med at marginalisere en af de vigtigste samfundsopgaver, vi har.

Det skævvrider både økonomien og anerkendelsen:
Vi lønner dem, der går på arbejde, men vi nedprioriterer dem, der skaber de mennesker, der en dag skal gå på arbejde.

Det skaber et samfund, hvor vi prioriterer hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet over muligheden for at give børn en tryg, nærværende og stabil start på livet – noget, det er lige så reelt, lige så vigtigt og burde værdisættes på linje med alt andet arbejde, vi som samfund belønner.

Måske er det tid til at gentænke vores udgangspunkt.

I stedet for at tilpasse barnets behov til arbejdsmarkedets krav, kunne vi vende perspektivet om:
Lad os forestille os et samfund, hvor pengene følger barnet – og hvor tilliden følger familien.

Et system, hvor det at få og have børn betragtes som en værdifuld samfundsopgave.
Hvor dem, der tager ansvar for børn, ikke betaler med pension, status og fremtidsmuligheder.
Og hvor barnets trivsel ikke er noget, vi forsøger at sikre på sidelinjen – men noget, vi indretter samfundet omkring.

Barnet som samfundsbærende ressource

Børn er ikke bare en privat sag.
De er fundamentet for fremtidens samfund – for vores fællesskab, økonomi, velfærd, kultur og innovation. Alligevel betragtes det at blive forælder i dag ikke som en samfundsmæssig investering.

Vi taler om forældreskab som en personlig livsfase – ikke som det arbejde, det i virkeligheden er:
at skabe fremtidens samfundsborgere med tryghed, trivsel og tilknytning.
I stedet bliver det betragtet som et fravær fra det “rigtige” arbejde.

Den idé bør vi udfordre.

Vi kunne vælge at lade pengene følge barnet.
I stedet for at fragmentere støtten gennem ordninger som institutionspladser, barselsdagpenge, barselsrefusioner og børnepenge, kunne vi samle ressourcerne i én fleksibel ramme – med barnet som udgangspunkt og familien som beslutningstager.

Et fleksibelt system med barnet i centrum

Vi kunne forestille os et system, hvor barnet – ikke institutionen eller forældrenes arbejdsmarkedstilknytning – er udgangspunktet.
Ved fødslen tildeles barnet en medfølgende økonomisk ramme, som kan konverteres fleksibelt – ud fra familiens ønsker, værdier og behov.

Denne ramme kan anvendes på flere måder:

• Forældreløn: En forælder vælger at være hjemme med barnet og modtager barnets ramme som løn. Det er ikke en pause fra arbejdsmarkedet – det er en anerkendt beskæftigelse. Der indbetales til pension, optjenes ferie og registreres erhvervserfaring på lige fod med andre former for arbejde.
• Omsorg i familien: Hvis barnet i perioder passes af en bedsteforælder eller en anden nærtstående person, mens forældrene arbejder, kan en del af barnets ramme konverteres til løn for den, der yder omsorgen. På den måde understøtter vi, at barnet er omgivet af trygge, kendte voksne – og at ressourcerne styrker relationer i stedet for at fjerne barnet fra dem.
• Fleksibel institutionsbetaling: Ønsker familien institutionsplads, kan de bruge barnets ramme til dette – men kun for de timer, de faktisk har brug for. Resten af tiden kan barnet være hjemme, og den økonomiske ramme konverteres til forældreløn. Det giver mulighed for mere balancerede hverdage, hvor forældreskab og arbejdsliv kan forenes – uden at skulle vælge enten/eller.
• Frit valg og kombination: Familien kan frit sammensætte løsningerne, så de matcher barnets udvikling og familiens livsfase. Det er ikke systemet, der dikterer, hvordan man skal være forældre – det er familien, der vælger, hvad der giver mening.

Fra kontrol til tillid – fra lineært til cirkulært

Denne model er ikke bare en teknisk justering.
Det er et grundlæggende opgør med den måde, vi i dag organiserer samfundet på. I stedet for at styre ud fra lineære parametre som arbejdsudbud, effektivitet og økonomisk afkast, foreslår modellen en cirkulær tilgang, hvor menneskelige relationer og omsorg bliver bærende principper.

Det handler om at skifte fra styring til tillid. Fra kontrol til balance.

• Hvor relationer ses som et fundament – ikke som en pause fra arbejdet.

• Hvor tålmodighed, nærvær og tilknytning anerkendes som samfundsværdier.

• Hvor omsorg ikke opfattes som et fravalg, men som et aktivt tilvalg, der bidrager til fællesskabet.

Fremtidssikrede og bæredygtige samfund skabes gennem sammenhængskraft og menneskelig trivsel – ikke kun gennem vækst og afkast.
Modellen kunne også give os et nyt sprog for, hvordan vi værdisætter det usynlige arbejde, der i vores samfund i dag bliver taget for givet.

Ligeværd starter i strukturen

I dag nærmest “straffer” vi – ofte ubevidst – de forældre, der tager størst ansvar for omsorgen af deres børn.
Det er fortsat oftest kvinder, der betaler regningen: lavere løn, lavere pension, langsommere karriere og mindre anerkendelse.
Og det sker samtidig med, at samfundet nyder godt af deres indsats – de medvirker til at sikre fremtidige skattebetalere.

Det er en strukturel skævhed, som ingen individuel indsats alene kan rette op på.

Med en model, hvor pengene følger barnet, ændrer vi selve udgangspunktet.
Vi flytter værdisætningen fra afkast i kroner til værdi i relationer. Vi giver plads til forskellige livsformer og valg – og vi anerkender, at det at tage ansvar for et barn er et bidrag til samfundet.

På den måde skaber vi ikke bare fleksibilitet – vi skaber fundamentet for reelt ligeværd.
Både for de voksne, der tager sig af børnene, og for de børn, der får lov at vokse op med stabilitet, tilknytning og tid.

En idé med et andet udgangspunkt

Det her er ikke en færdig politisk plan – endnu.

Det er en idé. Et perspektiv.
Et bud på, hvordan vi kan begynde at tænke vores samfund indefra og ud – med barnet som centrum, med omsorg som en investering og med ligeværd som en strukturel forudsætning.

Og et vigtigt input: modellen behøver ikke være begrænset til perioden fra fødsel til skolestart.
Tanken om, at barnet er bærer af en samfundsværdi, kan foldes ud over en langt større tidsramme.

Den økonomiske ramme kunne begynde allerede i graviditeten – så en kommende mor kan gå hjemme i sidste del af forløbet uden at miste pension, ferie eller tilknytning. Den kunne fortsætte efter skolestart – måske i reduceret form – som en støtte til deltidsforældreskab, fritidsordninger eller netværksbaseret omsorg.

Jeg ved godt, at der er detaljer, der skal regnes på.
Jeg ved, at det udfordrer vaner, systemer og institutioner.

Men jeg tror på, at hvis vi skal opnå reel ligeværd og et fremtidssikret samfund, så skal vi inddrage meget mere cirkulær perspektiv i vores samfundsplanlægning og design.

Det handler om, hvordan vi indretter os som samfund omkring det mest grundlæggende vi har: relationer, ansvar og fremtid.

Ligeværd skal ikke være noget, vi forsøger at reparere eller lappe os til –
det skal være et udgangspunkt.

Debatten om ligestilling og ligeværd løber ofte af sporet.

Skyld bliver kastet frem og tilbage, som om vi kan placere den et sted og derved løse problemet.

Skam siver ind, når vi opdager, at vi ubevidst har videreført gamle normer eller handlet på en måde, der strider mod vores værdier.

Vi peger fingre, vi trækker os, vi går i forsvar.

Men kunne vi, i stedet for at lede efter skyldige, fokuserede på det, der virkelig betyder noget – ansvaret for at gøre det bedre?

For vi er alle formet af den kultur, vi er født ind i.

Vi bærer på en kulturel arv fra “Den historiske mand“ – en arv, der har formet vores normer, forventninger og den måde, vi ser os selv og hinanden på.

Ingen af os har valgt den arv.
Ingen af os har bevidst bidraget til de skævheder, der stadig præger vores samfund i dag.
Vi har bare arvet det.

Derfor er det vigtigt at slå fast:
Det er ikke nulevende mænds skyld, at vi stadig lever i et samfund, hvor ligeværd ikke er en selvfølge. Det er heller ikke kvinders.

Skyld og skam hjælper os ikke videre

Jeg har lært, at hvis jeg bliver provokeret af noget i en debat, kan det være et signal om, at jeg skal reflektere over hos mig selv.

Måske rammer det noget, jeg godt ved er sandt, men som skurrer mod det, jeg er vant til at tænke.
Måske provokerer det mig, fordi det taler til en kerneværdi i mig, der er blevet overdøvet af arvens ekkoer og bias.

Det er en svær øvelse.

Provokation giver os lyst til at handle, til at forsvare os.
Og nogle gange forsvarer vi ikke vores værdier, men blot et mønster, vi har arvet. Et ekko af, hvordan tingene plejer at være.

Jeg prøver at huske på det, når jeg mærker modstanden i mig selv.
Hvad er det egentlig, jeg reagerer på?
Er det min overbevisning – eller er det bare en refleks?

Mænd er ikke altid alle mænd

Og så skal vi være bevidste om, at generaliseringen mænd i debatten ikke nødvendigvis betyder os alle.

Men det kan være en anledning til at overveje, om vi faktisk kan se os selv i det billede, der bliver tegnet – men det gavner sjældent debatten, hvis vi har behov for at fortælle, at vi eller nogle mænd ikke passer ind i generaliseringen.

For generaliseringer rammer aldrig præcist.

Det er deres natur. Men vi har brug for dem for at kunne synliggøre strukturelle og kulturelle udfordringer. Hvis vi kun må tale i individuelle eksempler, mister vi evnen til at se mønstrene.

Så i stedet for at afvise generaliseringen bør vi spørge os selv:
Hvorfor bliver jeg ramt af den?
Er det, fordi jeg kan genkende noget i den?
Eller er det, fordi jeg føler, at jeg bliver gjort ansvarlig for noget, jeg ikke har valgt?

Forstå arven fra “Den historiske mand”

Forestil dig en skygge, der har fulgt os gennem århundreder – skyggen fra “Den historiske mand”

Og hans skygge følger os fortsat.

Ikke kun i samfundets strukturer og kultur, men også i de små valg, vi træffer hver dag – ofte uden at være bevidste om det. Hans idealer er blevet vores bias, vores automatreaktioner.

Han er ikke en mand af kød og blod, men en skikkelse skabt af historien, et resultat af de maskuline egenskaber, der er blevet ophøjet til normer og idealer.
Han repræsenterer nemlig idealerne og normerne kontrol, konkurrence, hierarki og kamp, og en lineær tankegang.

Han har ikke blot sat rammerne for det at være mand, men også for hele vores samfund, kultur og måden vi ser på hinanden.

Hans arv er ikke kun en fortælling om fortiden

Den kulturelle arv er en usynlig strømning. Den flyder under overfladen i vores økonomiske systemer, vores arbejdsmarked, vores institutioner – og i os selv.

“Den historiske mands” værdier har defineret, hvad vi anser for værdifuldt og succesfuldt. Han har skabt en verden, hvor resultater og vækst måles i tal, mens omsorg, empati og helhedstænkning ofte marginaliseres.

Ikke fordi nogen bevidst designet det sådan, men fordi det sådan det er blevet videreført fra generation til generation.

Men vi har et valg

Vi kan fortsætte som hidtil og lade arven bestemme. Eller vi kan vælge at se den, forstå den – og tage et opgør med den – og det valg kræver, at vi tør tage ansvar. Ikke kun for os selv, men for de strukturer, vi er en del af.

Skyld skaber forsvar – ansvar skaber forandring

Skyldens vægt er tung at bære.

Når vi bebrejder eller peger fingre af hinanden, bygger vi mure i stedet for broer.
Skyld skaber afstand, forsvar og distancering.

Ansvar åbner døre. Hvis vi ønsker at ændre den arv, vi har fået overleveret, må vi slippe skylden og række ud efter ansvaret.

Vi er alle rundet af den kultur og de normer, vi er vokset op i

Ingen af os er undtaget fra at være påvirket af bias eller ekkoer af gamle værdier og indgroede syn på, hvad der er rigtigt og forkert, værdifuldt og værdiløst.

Vi skal ikke føle skam over at opdage, at vi har adopteret nogle af disse synspunkter, vi nu ønsker at bryde med.

Vi skal ikke føle skyld over at have handlet på en måde, der strider mod vores egentlige værdier, fordi vi ubevidst har fulgt en norm eller et ideal, vi ikke stillede spørgsmål ved.

At opdage vores bias er ikke en fejl – det er en mulighed

En mulighed for at blive bevidste og tage ansvar for, hvordan vi vil handle fremover.

Det kræver både accept og mod at se disse mønstre i øjnene. Det kræver, at vi tør stå i ubehaget ved at erkende, at vi er formet af en arv, vi måske ikke ønsker at videreføre.

Men det kræver også, at vi er tilgivende over for os selv og hinanden. For hvis vi gør skyld og skam til en del af arbejdet for ligeværd, lukker vi ned for refleksionen – og dermed grundlaget for at skabe forandringer.

Og når vi taler om ansvar, handler det ikke kun om handlinger, men også om, hvordan vi tænker.

“Den historiske mand” har lært os at tænke lineært – målorienteret, resultatorienteret, konkurrencepræget.

Men vi har brug for noget mere.

Vi har brug for at genopdage cirkulær tænkning – en måde at se verden på, hvor langsigtede relationer, bæredygtighed og helhedstænkning har en lige så stor plads.

Læs mere om cirkulær og lineær tankegang her.

Hvor starter vi?

Vi starter med at lytte.

Spørg de kvinder, du kender, hvordan de oplever verden.
Hvordan ser de på de strukturer, vi andre måske tager for givet?
Spørg uden at afbryde, uden at forsvare dig.

Lyt for at forstå – ikke for at svare tilbage.

Men det stopper ikke der.

Når vi har lyttet, må vi handle.
Vi må bruge vores refleksioner til at skabe forandring.
Stille spørgsmål.
Udfordre normer.
Insistere på, at vi kan gøre det bedre.

For ansvar uden handling er blot ord.

Jeg hedder Kim, og jeg er biased

Jeg ved, at det ikke er min skyld. Det er noget, jeg har arvet.

Men jeg ved også, at det er mit ansvar – at acceptere og blive bevidst om mine bias.

Jeg ved, at hvis jeg fornægter dem, får de mere magt. Hvis jeg undertrykker dem, styrer de mig i det skjulte.

Men hvis jeg tør se dem i øjnene, acceptere dem, reflektere over dem – så har jeg en mulighed for at handle anderledes.

Og det er det ansvar, jeg tager.

Er kvinders cyklus kun et personligt anliggende?
Det troede jeg engang.

For mig var det en vild opdagelse at finde ud af, at kvinders menstruation kun er én del af det, der sker i deres krop. At de har en cyklus på omkring 28 dage, som påvirker deres energi, motivation og følelser hele tiden – ikke bare i forbindelse med menstruationen.

Førhen vidste jeg kun, at kvinder fik menstruation cirka en gang om måneden, og at det varede nogle dage. Jeg vidste, at nogle kunne opleve humørsvingninger i forbindelse med det – altså PMS (præmenstruelt syndrom) – og lidt om ægløsning, især da min kone og jeg planlagde at få børn.

Men det var det.
Jeg havde ingen idé om, at hele deres krop og sind følger en rytme, der gentager sig i faser i løbet af ca. 28 dage.

Det var en indsigt, der satte mange tanker i gang.
Det gav mig en ide om, hvorfor nogle kvinder er bedre til cirkulær tankegang – det ligger ligesom i kroppen på dem.

Indsigten fik mig også til at reflektere:

• Hvad med de kvinder, der bruger hormonel prævention som p-piller eller spiral?
• Som ikke har en naturlig cyklus.
• Hvad gør det ved dem?
• Og vil jeg støtte, at mine egne døtre en dag vælger prævention, der kan påvirke deres cyklus?

Fra tabu til bevidsthed

Jeg vil gerne dele den indsigt og bevidsthed, jeg har fået. Jeg vi gerne bidrage til, at kvinders cyklus ikke længere er et tabu.

Jeg håber at mine døtre kommer til at se deres cyklus som en naturlig del af livet – noget, der måske endda kan fejres som en mærkedag, når den kommer første gang.
Jeg føler, at jeg nu kan bidrage til, at de lærer at forstå deres egen cyklus – som noget naturligt, som en styrke og som noget, de kan respektere.

Og jeg vil præge min søn, så han vokser op med en forståelse og en respekt for kvinders cyklus – ikke som noget mystisk eller besværligt, men som en rytme, der er en naturlig del af at være kvinde.

Jeg håber, at jeg ikke er den eneste mand, der er begyndt at få øjnene op for værdien af at have kendskab til kvinders cyklus.

For jeg tror på, at det kendskab kan gøre en kæmpe forskel – både i parforhold, i professionelle relationer og i samfundet som helhed.

Årstiderne i kvinders cyklus

En af de ting, der virkelig har hjulpet mig til at forstå kvinders cyklus, er ved at se de 4 faser, som årstider. Det handler ikke om, at vi mænd skal spørge kvinder, hvor de er i deres cyklus, men om at opnå en større bevidsthed og respekt for, hvordan energier, motivation og følelser kan variere.

Det er baggrundsviden, der kan styrke vores forståelsen og empatien i både relationer og samarbejde.

Vinter

(menstruationsfase, dag 1-6)

I vinteren – menstruationsfasen – kan kvinder opleve lav energi og et øget behov for hvile og restitution.
Kroppen arbejder med at genopbygge sig selv, og det kan føre til træthed eller et ønske om at trække sig lidt tilbage.
Samtidig kan intuitionen være stærk, hvilket gør det til en periode, hvor refleksion og beslutningstagning kan føles naturligt.

Forår

(follikulær fase, dag 7-12)

Foråret – den follikulære fase – er ofte præget af stigende energi og optimisme.
Mange kvinder oplever et større overskud og lyst til at tage fat på nye projekter eller udforske idéer.
Kreativitet og nysgerrighed blomstrer, og der kan være en følelse af at være åben og klar til nye muligheder.

Sommer

(ægløsningsfase, dag 13-21)

I sommeren – ægløsningsfasen – kan kvinder opleve høj energi, selvtillid og stærke sociale evner.
Det er en tid, hvor mange føler sig særligt udadvendte og motiverede til at tage initiativer eller engagere sig i relationer.
Fasen forbindes ofte med et større drive og en følelse af at være på toppen af sit overskud.

Efterår

(lutealfase, dag 22-menstruation)

Efteråret – den luteale fase – er ofte kendetegnet ved et skifte mod ro og fordybelse.
Kvinder kan opleve, at behovet for omsorg og fokus på detaljer bliver mere fremtrædende.
Det er en tid, hvor følelserne kan være mere intense, og hvor energiniveauet kan falde.
Mange føler et behov for at afslutte opgaver og prioritere tid til refleksion og balance.

Hvordan vi mænd kan gøre en forskel

Det er ikke sådan, at vi mænd skal til at spørge kvinder om, hvor de er i deres cyklus – det er en kvindes eget valg, om hun vil dele det. Men vi kan give udtryk for, at vi har forståelse for, at deres energi og fokus kan variere.
Jeg tror på, at det kan medvirke til at skabe en kultur, hvor kvinder føler sig trygge nok til at dele, hvis de har behov for det.

For mig har forståelsen for kvinders cyklus givet mig en vigtig indsigt.
Med bevidstheden om de fire årstider, kan jeg bedre møde kvinder med empati i både private og professionelle relationer.

Det giver mig en forståelse, der begrænser mine bias eller min undren, når jeg oplever en kvindelig kollega eller samarbejdspartner have skift i humør eller energi.

I stedet kan jeg møde dem med større empati og respekt.

At udfordre bias og skabe respekt

Mit øgede kendskab til kvinders cyklus har også fået mig til at tage afstand fra de kommentarer og narrativer, der reducerer menstruation og kvinders cyklus til noget nedværdigende.
Udtryk som “Det er nok den tid på måneden” eller “Hun har nok det røde” er ikke bare fordummende at høre på – de fastholder et tabu og en manglende respekt for noget, der er en naturlig del af livet.

Indsigten har fjernet mange af de bias, jeg selv tidligere havde om kvinders menstruation – og deres kroppe i det hele taget. Jeg tror på, at der er meget, vi mænd kan få gavn af, ved at forstå kvinders cyklus bedre.
Ikke fordi vi skal “løse” noget, men fordi det giver os mulighed for at møde kvinder med større empati og støtte – som kolleger, partnere, ledere og forældre.

Når vi lærer at forstå kvinders cyklus, lærer vi også at værdsætte deres unikke rytmer og styrker.
For mig har denne indsigt også været et vigtigt skridt i mit arbejde med at udfordre de bias, jeg stadig har over for kvinder.

Hvis du vil vide mere om, hvordan bias kan præge vores syn på kvinder – og hvad vi kan gøre for at reducere det – henviser jeg til mit tidligere blogindlæg om emnet; “Jeg er biased overfor kvinder”.

Min viden og bevidsthed om kvinders cyklus er en af de ting, der hjælper mig til at sikre, at disse bias om kvinder får mindre og mindre indflydelse.

Inspiration

Dare to Rest – Mette Flindt

Period Power: En gave til din kæreste eller kone

Mette Flindt hjælper kvinder med at genopdage kraften i deres menstruationscyklus og skabe balance mellem krop og sind.

Hendes kursus Period Power guider kvinder til at forstå deres cyklus som en kilde til styrke og vitalitet, samtidig med at det bryder med skam og tabuer.

Hvis du ønsker at støtte din kæreste eller kone i at udforske og omfavne deres cyklus på en transformerende måde, kan kursuset være en meningsfuld anbefaling.

Læs mere om “Period Power”

Laura Grubb – Forstå din cyklus og feminine energi

En ressource til dig, der vil forstå mere

Laura Grubb er en erfaren underviser, der tilbyder viden og indsigt i kvinders cyklus, hormoner og feminine energi.

På hendes hjemmeside kan du finde inspiration og materiale, der gør det lettere at forstå de rytmer, der præger kvinders liv.

Hvis du vil blive klogere på, hvordan kvinders cyklus fungerer, er dette et godt sted at starte.

Besøg Laura Grubb

Kildeliste

Jeg vil gerne dele noget, der føles lidt sårbart – noget, der måske blotter mig lidt.
Men jeg tror også, at det er noget, mange mænd kan genkende.
Det er bare sjældent, vi taler åbent om det.

Når jeg møder kvinder – også i professionelle sammenhænge – kan jeg opleve små brudstykker eller fragmenter af tanker dukke op i mit sind.
Det kan handle om deres udseende eller tiltrækning, og nogle gange ubevidste vurderinger af deres kompetencer baseret på deres udseende. Disse fragmenter er ikke nødvendigvis seksuelle eller romantiske, og de afspejler hverken mine værdier eller holdninger.

Men de eksisterer – og jeg tror, de eksisterer hos mange af os.

Jeg tror, at disse fragmenter opstår, fordi vi lever i en kultur, hvor kvinder historisk set er blevet vurderet på deres udseende frem for deres kompetencer.
“Den historiske mand” har efterladt os med en arv, hvor kvinden i høj grad er blevet defineret gennem det, hun repræsenterede visuelt. Det er en arv, med en anskuelse af at kvinder ikke kunne tænke logisk eller rationelt og derfor ikke skulle bestride væsentlige roller.

Selvom vi er kommet langt, lever arven stadig i os – ubevidst og gennem små ting som disse fragmenter.

Hvis vi ikke er bevidste om det, kan disse små fragmenter vokse til egentlige tanker og anskuelser – og ende med at farve vores opfattelse af dem vi møder.
De kan føre til, at vi vurderer eller behandler f.eks. en kvindelig kollega eller samarbejdspartner ringere, end vi ellers ville have gjort.

Jeg deler dette, fordi jeg mener, vi skal tale om det.

For det er ikke tankerne i sig selv, der er problemet.
Det er, hvordan vi forholder os til dem. For mig handler det om at acceptere de små fragmenter, og ikke give dem fokus til at vokse og påvirke min adfærd.

For hvis jeg ikke gør det, risikerer jeg, at de bidrager til en kultur, jeg ikke ønsker at være en del af.

Når fragmenterne får plads

Disse små fragmenter – de flygtige tanker, der dukker op – er i sig selv ikke problematiske.

Men de kan udvikle sig til noget, der får konsekvenser, hvis vi ikke er opmærksomme. Hvis jeg accepterer, at de er der, men vælger ikke at lade mig rive med, forbliver de netop fragmenter – små, flygtige indtryk, som ikke påvirker mit syn på en kvindelig kollega eller samarbejdspartner.

Den kulturelle arv med værdisættelse af kvinders evner i forhold til deres udseende lever stadig dybt i os.
Vi har alle ubevidst arvet lidt fra den tid, hvor kvinder blev anset som mindre værd end mænd – som nogen, der ikke kunne tænke logisk og rationelt, var hysteriske og følelsesstyret, og derfor ikke skulle bestride væsentlige roller i samfundet.

Hvis jeg giver disse fragmenter plads til at udfolde sig, får den arv lov til at ekko i mig. Jeg begynder måske ubevidst at koble hendes faglighed til hendes fremtoning – og risikerer at lade disse tanker farve min vurdering af hende.

Og det stopper ikke der.

Selv en tilsyneladende banal bemærkning til en kollega kan være med til at forstærke det ekko.
Hvis jeg nævner, at jeg har lagt mærke til hendes beklædning, kommenterer på en kropsdel, eller bare siger: “Hun er da meget lækker” manifesterer jeg min egen kobling mellem hendes udseende og hendes kompetencer.

Det virker måske harmløst, men det er det ikke.

For i det øjeblik, jeg deler denne tanke, skaber jeg en dynamik, hvor fragmenterne ikke bare forstærkes – de normaliseres. De bliver en del af, hvordan vi taler om hende, og det farver ikke bare min opfattelse, men også min kollegas.

Konsekvensen?

Den kulturelle arv får endnu mere plads, og vi risikerer at behandle den kvindelige kollega ringere. Ikke nødvendigvis bevidst, men gennem små handlinger, kommentarer eller holdninger, der udspringer af normaliseringen af den kulturelle arv. Det påvirker ikke kun, hvordan vi ser på hende, men også hvordan hun oplever sin plads i arbejdsfællesskabet.

Hun kan begynde at føle sig vurderet på sit udseende frem for sine kompetencer, hvilket kan påvirke hendes trivsel, faglige selvtillid og lyst til at bidrage. Og når vi ubevidst ser og behandler hende som mindre værd, begrænser vi hendes muligheder – ikke kun i vores opfattelse, men også i de reelle muligheder, hun får for at udfolde sit potentiale.

Kollegernes rolle i at bryde kæden

Når jeg deler mine tanker om en kvindelig kollegas udseende – uanset hvor harmløst det kan virke – skaber det en social dynamik, som kan forstærke og legitimere mine egne og andres koblinger mellem hendes udseende og hendes kompetencer.

Og her spiller kollegerne en afgørende rolle.

Hvis en kollega nikker, griner, eller måske selv tilføjer en kommentar, bliver mine ord ikke bare bekræftet – de bliver normaliseret.
Det, der kunne være blevet ved en flygtig tanke, er nu blevet en del af en social accept. En accept, der gør det nemmere at gentage. På den måde bidrager vi som mænd til en kultur, hvor kvinder bliver reduceret til deres udseende og behandlet derefter – ikke nødvendigvis bevidst, men gennem små handlinger og ord, som vi ser som uskyldige.

Men kollegerne har også magten til at bryde denne kæde – til at stoppe op og vælge ikke at gå med.

Når en kollega vælger ikke at nikke, ikke at grine, ikke at kommentere med noget lignende, bliver der sat en stopper for forstærkningen. Og hvis han endda siger fra, kan det være med til at skabe en pause – et øjebliks refleksion – hvor vi som mænd kan blive mere opmærksomme på, hvad vi gør, og hvorfor det er problematisk.

At sige fra er ikke altid nemt.

Det kan føles akavet eller skræmmende i situationen.
Men det er her, vi som mænd kan tage et fælles ansvar. For hvis vi ikke gør det, bliver vi en del af problemet. Vi risikerer at bidrage til en arbejdsplads eller en kultur, hvor kvinder ikke bliver mødt som ligeværdige kolleger, men som nogen, der først og fremmest vurderes på deres udseende.

Fra fragmenter til #MeToo

Når vi lader små fragmenter og flygtige tanker få plads, og når vi normaliserer dem gennem sociale dynamikker på arbejdspladsen, er vi med til at skabe en kultur, hvor grænserne for, hvad der er acceptabelt, flytter sig.

Det er præcis den kultur, #MeToo har sat en vigtig lup på.

#MeToo handler ikke kun om de store og åbenlyse overgreb.
Det handler også om de små ting, der ligger til grund for dem; de små kommentarer, de subtile blikke, de ubevidste handlinger, der tilsammen skubber til, hvordan vi ser på og behandler kvinder – både som individer og som professionelle.

Når disse handlinger får lov at gentage sig, opstår der en social dynamik, hvor det gradvist føles mere acceptabelt at handle på de fragmenter, vi måske kunne have stoppet da de blot var fragmenter og brudstykker.

Det er her, den kulturelle arv fra “Den historiske mand” for alvor får spillerum.

En arv, der fortæller os, at kvinder, der klæder sig feminint eller på en måde, der opfattes som sexet eller udfordrende, “ønsker opmærksomhed”.
Den forestilling er måske ikke noget, vi formulerer bevidst, men den lever i os – og den får lov at påvirke vores handlinger, hvis vi ikke aktivt udfordrer den.

Når fragmenterne får plads, når de deles, og når de normaliseres, kan det skubbe til vores moralske kompas.

Og i værste fald kan det føre til handlinger, som upassende kommentarer, flirt eller berøringer uden samtykke.
Det er ofte sådan, vi ender med de situationer, der er blevet synliggjort af #MeToo-bevægelsen. Ikke fordi mænd nødvendigvis vil krænke, men fordi en kultur, der er præget af normalisering og social accept, gør det lettere at ignorere de små grænser – indtil de store overskrides.

Mit ansvar – og vores fælles ansvar

Jeg er biased over for kvinder.

Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det er heller ikke noget, jeg kan ignorere.
For jeg ved, at jeg ikke er alene. Og jeg ved, at vi som mennesker har et ansvar – både for de små fragmenter og brudstykker, der dukker op i os selv, og for den kultur, vi skaber sammen.

Vi kan ikke kontrollere, hvilke tanker der dukker op i vores sind.

Men vi kan kontrollere, hvad vi gør med dem.
Det handler om at vælge ikke at give fragmenterne fokus til at udvikle sig til egentlige tanker, der farver vores opfattelse af andre – uanset om det er kvinder, vi ubevidst vurderer på baggrund af deres udseende, eller andre, vi ubevidst farver med vores fordomme.

For mekanismen gælder ikke kun kvinder og deres udseende.

Vi ser den også i vores møde med andre mennesker:

• Når vi vurderer en handicappet persons faglighed ud fra deres handicap.
• Når vi antager noget om en indvandrers kompetencer baseret på deres accent eller mulige kultur.
• Når vi ser en overvægtig person og tænker, at de må være dovne.

Fragmenter og brudstykker – små, flygtige brudstykker af kulturelle fordomme – kan farve vores opfattelse, hvis vi giver dem fokus.
Og det kan føre til, at vi behandler mennesker uretfærdigt, uden at vi selv lægger mærke til det.

Men der er håb.

Når vi bliver bevidste om disse fragmenter og vælger at acceptere deres eksistens uden at give dem vores opmærksomhed, kan vi langsomt ændre deres greb i os.

Fragmenterne kan med tiden blive færre og mindre påtrængende, og måske forsvinder de helt. På den måde kan vi også være med til at mindske den ubevidste kulturelle arv i os fra “Den historiske mand”. For når vi nægter at lade den arv få plads i os selv, begynder vi at bygge noget andet – en kultur, der værdsætter mennesker for deres kompetencer, værdier og handlinger, ikke for vores ubevidste forestillinger om dem.

Så hvad kan vi gøre?

Vi kan starte med at tale åbent om det.
Ved at dele mine egne refleksioner håber jeg at starte en samtale – ikke bare om, hvad vi oplever som mænd, men om, hvordan vi kan udfordre os selv og hinanden til at bryde med disse mekanismer.

For forandring starter ikke med de store overgreb eller de åbenlyse fejltrin. Den starter med de små ting, vi vælger at tage ansvar for i os selv og i vores fællesskaber.