Det vi kalder det, former det vi ser

Vi kalder det partnerdrab.
Eller kvindedrab.
Og vi taler om hende, der blev dræbt.

Men vi burde tale om det, som det er:
Mænd, der dræber.

Når vi navngiver volden ud fra offeret, flytter vi automatisk blikket væk fra gerningsmanden.
Vi fokuserer på hende – hvad hun gjorde, hvorfor hun blev, hvad hun burde have set.

Men vi spørger sjældent:
Hvad er årsagen til at han slog ihjel?

Og vi ser sjældent det mønster, der burde være tydeligt for os alle:
At det igen og igen er mænd, der slår kvinder ihjel.
Ikke tilfældigt. Ikke sjældent. Ikke uden grund.

Dette blogindlæg handler ikke kun om ofrene.
Det handler om dem, der dræber – og hvorfor.

Det handler om maskulin eskalering, om kontrol som strategi og om en kultur, der lærer drenge at være stærke, men ikke sårbare.

Hvis vi skal forhindre det næste drab, skal vi begynde at tale om det forrige – som det, det var:
En mand, der dræbte.
Og et samfund, der stadig lader ham vokse op uden adgang til andre svar end styrke, kamp og kontrol.

Det er mænd, der dræber – og det er et mønster

Når vi taler om de mange kvindedrab i Danmark, taler vi oftest om de kvinder, der er blevet dræbt.
Vi ser på omstændighederne. 
Vi opgør statistikken. 
Vi taler om ofrene.
Men vi taler næsten aldrig om gerningsMÆNDENE.

For det er mænd, der slår kvinder ihjel – det er mænd, der i stort set alle tilfælde har trykket på aftrækkeren, løftet kniven eller kværket den kvinde, de hævdede at elske.

Det er drabsmænd, der ikke kunne håndtere, at kvinden sagde nej, gik sin vej eller brød kontakten.

Og det sker ikke sjældent.
Når én kvinde bliver dræbt, er det en tragedie.
MEN når det sker 20 gange på under ét år – så er det et mønster.

Og mønstre er ikke tilfældige. 
De udspringer af noget. 
De fortæller os noget. 
De afslører noget.

Alligevel insisterer vi som samfund på at tale om det, som afvigelser. 
Som om det er enkeltstående hændelser. 
Som om det bare var noget galt i den pågældende situation – og ikke med os som samfund.

Men det her handler ikke kun om den enkelte drabsmand, som person.
Det handler om en kultur, en opdragelse og en forståelse af maskulinitet, som stadig sætter spor i mænds måde at reagere på, når de føler sig afmægtige, forladte eller følelsesmæssige udfordret.

Det er det mønster, vi bliver nødt til at turde se i øjnene.

Og det starter med at sige det højt:

Det er mænd, der dræber. Og det er ikke et tilfælde. 
Det er et kulturelt mønster, der bærer ansvaret sammen med individet.

Maskulin eskalering – når kontrol er den eneste strategi

Maskulin eskalering er ikke en undskyldning.
Det er et forsøg på at forklare det mønster, vi bliver nødt til at se i øjnene, hvis vi vil forebygge volden – og forstå, hvorfor nogle mænd dræber.

Maskulin eskalering er det, der sker, når en mand presses følelsesmæssigt – og han ikke har adgang til andre de maskuline strategier, end dem han er opdraget med og præget af:

• At tage styring
• At genvinde kontrollen
• At kæmpe sig tilbage
• At få det, han føler, han har gjort sig fortjent til

Han har lært, at styrke er at handle – ikke at mærke.
At vise sig stærk – ikke sårbar.
At klare sig selv – ikke række ud.
At kæmpe – ikke græde.

Og når han rammes af afmagt, sorg, tab eller svigt, så griber han til det, han har lært:

Mere kontrol. Mere styring. Mere handling. 

Han forsøger at presse, overtale, kontrollere, true – og hvis det heller ikke virker, kan det eskalere til dominans, vold og i yderste konsekvens: drab.

Det er det, jeg kalder maskulin eskalering.

Et mønster, hvor mandens manglende adgang til sine følelser, manglende evne til at navigere i sin sårbarhed og ensidige træning i maskuline egenskaber (kontrol, konkurrence og kamp) gør ham ude af stand til at håndtere en situation, hvor han mister det, han ønsker at beholde – relationen, kvinden, status.

Det er ikke, fordi han mangler følelser.
Det er, fordi han mangler adgang til dem.
Og fordi han aldrig har lært, at sårbarhed også er en styrke – og at sorg ikke skal besejres, men erkendes.

Han har lært at navigere i kontrol, kamp og styrke – men ikke sorg, savn og afmagt.

Vi individualiserer vold, når den udøves af mænd

Vi taler ikke om mønstret i mænd, der slår kvinder ihjel.
Hvis vi overhovedet flytter fokus fra offeret – så kigger vi på gerningsmanden som individ.

Vi undres ikke ved:
Hvad det er for fællestræk, vi ser i mænd, der dræber?

Vi sætter i stedet mere fokus på:
Hvad gik der galt for ham – lige ham?

Og fremhæver eventuelle individuelle forklaringer:

• Han havde det svært.
• Han blev forladt.
• Han var psykisk syg.
• Han elskede hende for meget.
• Han mistede kontrollen.

Vi gør det til hans personlige sammenbrud. 
En individuel tragedie. 
En individuel ulykke.

Vi isolerer handlingen fra kulturen – fra at se sammenhænge.
Vi undgår derfor at se det, som det er:

• Som gentagelser. 
• Som et mønster.
• Som noget vi har set før – og noget vi burde genkende.

Når mænd igen og igen dræber kvinder, de har haft relation til, er det ikke tilfælde.
Det er et kulturelt symptom – et strukturelt mønster.
Det er prægning. Forventninger. Manglende følelsesmæssige redskaber.

Og det er et udtryk for en forståelse af maskulinitet, hvor kontrol og handling trumfer sorg og selvindsigt.

For når vi gør volden til et individuelt problem, slipper vi for at stille de svære spørgsmål:

• Hvad lærer vi vores drenge om afmagt
• Hvorfor har han kun lært at reagere med kontrol?
• Hvad sker der, når en mand aldrig har lært at være i det, der gør ondt – uden at forsøge at dominere det?

Hvis vi for alvor vil forhindre, at mænd slår kvinder ihjel, så skal vi turde se på den maskuline kultur, vi har arvet – og som vi stadig giver videre.

Vi skal gentænke mandekulturen, så den også rummer evnen til at mærke følelser og navigere i sårbarhed.

Vi skal give vores drenge flere strategier end kontrol, konkurrence og kamp.
De skal lære at håndtere sorg, savn og afmagt – uden at eskalere.
Uden at miste sig selv.

Uden at tage livet fra et andet menneske – eller sig selv.

Når vi fokuserer på ofret, forskyder vi ansvaret

Når vi taler om kvindedrab, taler vi oftest om kvinden.
Det er hende, vi tager udgangspunkt i. 
Hende, vi viser billeder af. 
Hende, vi fortæller om.
Hende, vi formulere ud fra.

Og med det fokus følger også – ofte ubevidst – en vurdering af, hvad hun gjorde.
Eller hvad hun ikke gjorde.

• “Hun var også lige gået fra ham.”
• “Hun blev jo i det forhold alt for længe.”
• “Hun havde vist fået forældremyndigheden.”
• “Hun burde have anmeldt det.”
• “Hun kom også økonomisk bedre ud af forholdet.”

Vi leder efter forklaringer i hendes handlinger.
Men det burde være indlysende:
Det er ikke hendes handlinger, der skal forklares.
Det er hans.

Vi burde være mere fokuseret på at kende årsagerne til hans handlinger – og hvad vi kan lære af det.

Også vores sprogbrug i disse sager, medvirker til at forskyde fokus og ansvaret.
Vi bruger passiv sprog brug som “hun blev slået ihjel” eller “hun blev udsat for dødsvold”.
I stedet for at sætte gerningsmanden i centrum og sige “han slog hende ihjel” eller “han udsatte hende for dødsvold”

Det medvirker igen til at gøre volden og drabet til noget der sker mod hende – og ikke af ham.

Men vold og drab er ikke noget der ske mod én – det udføres af nogen.
Det har en afsender. En intention. Et formål.

Derfor skal vi turde ændre fokus:
Fra den, der blev dræbt – til den, der slog ihjel.
Ikke for at gøre offeret usynligt.

Men for at holde gerningsmanden – og den kultur, han kommer fra – ansvarlig.

Kvindedrab er toppen af et større mønster

Mænd der dræber kvinder, er et voldsomt og brutalt symptom på en langt dybere udfordring;
Størstedelen af den vold, der udøves i vores samfund, udøves af mænd. 
Mod kvinder.
Mod andre mænd.
Og mod dem selv.

Der er et mønster i drabene, vi sjældent sætter ord på:

• Mænd slår kvinder ihjel, når de ikke kan få den kontrol eller relation, de føler sig berettiget til.
• Mænd slår mænd ihjel, når de oplever, at deres ære, status eller dominans er truet.
• Mænd tager deres eget liv, når de ikke navigere og håndtere egne følelser, sorg, afmagt eller savn.

Det er ikke de samme mænd – men det er den samme kultur.
Det er den samme ensidige træning og prægning i styrke, handling, kamp og kontrol.

Det er den samme mangel på sprog for følelser, på adgang til sårbarhed og accept af at være i det, der gør ondt.

Kvindedrab er den mest ekstreme udgave af denne maskuline ubalance – men bag det ligger en række andre sammenbrud, som også har rødder i den samme kultur – i samme mønster:

• Mænd dør tidligere end kvinder.
• Mænd har højere risiko for misbrug, hjemløshed og fængselsstraf.
• Mænd er markant overrepræsenteret i selvmordsstatistikkerne.
• Mænd søger i langt mindre grad hjælp, når de har det svært.

Det er ikke en biologisk nødvendighed.
Det er resultatet af, hvad vi lærer drenge om, hvad det vil sige at være mand.
Og det er resultatet af, hvad vi ikke lærer dem.

Derfor handler opgøret med mænd der dræber ikke kun om at beskytte kvinder.
Det handler også om at forandre den kultur, der gør mænd farlige – for andre og for sig selv.

Lineær maskulinitet og retten til afkast

Mange mænd er vokset op med en kulturel forståelse af livet som en investering – som noget lineært.
Man gør en indsats – og så kommer belønningen.

Det er den logik, jeg kalder lineær maskulinitet:
“Hvis jeg gør en indsats, så opnår jeg et gevinst”

Vi ser det i arbejdslivet: 
Gør en indsats, skab resultat → opnå succes.

Vi ser det i relationer: 
Skab relation, bidrag til relationen → bliv elsket.

Vi ser det i sex: 
Forfør, tag føring → opnå sex.

Vi ser det i samfundssynet: 
Ud på arbejdsmarkedet, arbejd hårdt → bliv anerkendt og belønnet.

Men livet – og mennesker – er ikke lineære.
Kærlighed kan ikke kræves. 
Relationer kan ikke planlægges. 
Følelser kan ikke forhandles frem.

Og når virkeligheden ikke svarer til forventningen, opstår et tomrum.
I det tomrum opstår skuffelse, vrede og afmagt.

Og for nogle mænd bliver det starten på en eskalering.

For hvis man tror, man har gjort sig fortjent til kærlighed – og ikke får den – så føles det som et tab, en uretfærdighed, en nedværdigelse eller en krænkelse.

Og når følelser ikke må mærkes, og sårbarheden er lukket land, så er der kun handlingen tilbage:

• Først som kontrol: beskeder, pres, fysisk kontakt.
• Så som desperation: trusler, stalking, vold.
• Og i de mest ekstreme tilfælde: drab.

Det er ikke nødvendigvis indsatsen, der er problemet.
Det er forventningen om ret til afkast – og fraværet af følelsesmæssig modenhed, når livet ikke leverer det, man havde forventet.

Det er derfor, mandekulturen skal forstås og trænes som noget mere end handlekraft og præstation – mere end blot maskulin styrke.
Det må også være evnen til at bære det, der ikke lykkes – evnen til at kunne navigere i sin egen sårbarhed.

Det starter med, hvad vi tør se – og hvad vi tør ændre

Vi kan ikke blive ved med at kalde det partnerdrab.
Eller kvindedrab.
Når det i virkeligheden handler om mænd, der dræber.

Vi kan ikke blive ved med at tale om, hvad hun gjorde.
Når det burde være hans handlinger, vi forsøger at forstå og forebygge.

Og vi kan ikke blive ved med at se vold som et individuelt sammenbrud,
når det gang på gang følger de samme mønstre – født ud af de samme maskuline idealer:
Kontrol, konkurrence og kamp.

Mænd slår kvinder ihjel.
Ikke fordi de mangler følelser – men fordi de mangler adgang til dem.
Fordi de aldrig har lært at navigere i sorg, savn, sårbarhed og afmagt – uden at gribe til handling, dominans eller vold.

Det er ikke en biologisk skæbne.
Det er noget, vi har lært.
Og derfor er det også noget, vi kan gøre op med.

Vi skal turde se på den maskuline kultur, vi har arvet – og stadig fører videre.
Vi skal give vores drenge andre strategier end styrke og kontrol.

Og vi skal vise, at ægte mandighed ikke handler om at vinde – men om at kunne være menneske.
Først dér kan vi for alvor begynde at forebygge volden.

Ikke kun ved at beskytte kvinder.

Men ved at forandre mænds forhold til sig selv – og til det, der gør ondt.

Han tænker lineært

Enhver indsats skal føre til et resultat, der sikrer ham et afkast – hvad enten det er status, anerkendelse eller materielle goder.
For ham er ressourcerne ubegrænsede, men afkastet er begrænset, hvilket skaber en konstant konkurrence eller kamp.
Relationer er ikke værdifulde i sig selv, men fungerer som strategiske alliancer, der kan styrke hans kontrol.

Han har skabt de strukturer, vi lever under i dag – systemer indrettet til mænd af mænd, ofte på bekostning af kvinder, minoriteter og feminine egenskaber.
Han har også formet vores opfattelse af, hvad vi vurderer som værdifuldt, og hvordan vi definerer succes.

Den økonomiske tankegang, han har skabt, lever videre i dag som “the economic man”: en idealiseret figur, der handler rationelt og altid søger at maksimere personligt afkast.
Kun det, der skaber økonomisk gevinst, vurderes som værdifuldt, mens relationer, omsorg og fællesskab ofte nedprioriteres.

Men han er mere end en konstruktion. 

Han er personificeringen af de magtfulde mænd, der gennem historien har båret og forstærket hans idealer. Han er høvdingen, kongen, krigeren, opfinderen, kapitalisten og tech-giganten.

Hans arv er indlejret i vores strukturer, vores normer og vores ubevidste bias.

Hvordan blev “Den historiske mand” skabt og styrket?

Historien om “Den historiske mand” er historien om en figur, der er blevet formet gennem århundreder.
Fra landbrugets fremkomst til industrialiseringens gennembrud og videre til nutidens digitale æra, har han udviklet sig og konsolideret sin magt.

Centrale nedslagspunkter i hans historie

Oldtiden: Landbruget, handel og hierarkier

Kimen til “Den historiske mand” blev lagt med landbruget i bondestenalderen.
Mænd trådte frem som forsørgere, beskyttere og jordejere, og styrke og kontrol blev idealer.

I bronzealderen udviklede han sig yderligere, da handel og hierarkier gjorde bronzestøbere, storbønder og høvdinge til nøglefigurer.

I jernalderen manifesterede han sig som kriger og leder, og de strukturer, han skabte, blev fundamentet for samfundet.

Vikingetiden: Kriger, erobrer og kongemagt

I vikingetiden blev hans rolle som kriger forstærket, men nu også som erobrer.
Med alliancer, togter og strategisk tænkning udvidede han sin magt.

Hans ambition voksede, og under Gorm Den Gamle blev hans magt hævet til nye højder med skabelsen af et samlet kongerige i Danmark.

Middelalderen: Gud, lov og historieskrivning

I middelalderen blev han konsolideret gennem religion.
Som konge og kirkeleder blev han forbundet med Gud, hvilket cementerede hans autoritet og marginaliserede kvinder yderligere.

Kvinder blev set som svage og blev begrænset i deres muligheder gennem lovgivning og normer.

Med religionen fik han også magt over historien og historieskrivningen, hvilket sikrede, at patriarkalske strukturer for alvor blev indlejret i samfundet.

Oplysningstiden og industrialiseringen: Videnskab, kapitalisme og kontrol

Renæssancen og oplysningstiden gav ham nye roller som videnskabsmand, kapitalist og opfinder.

Han ekskluderede kvinder og lavere klasser fra uddannelse og forskning, og opnåede dermed magt til at definere sandheden.

Industrialiseringen forstærkede hans kontrol og lineære tankegang, mens kvinder blev fastholdt i hjemmet trods øget adgang til arbejdsmarkedet.

Kolonitiden: Global magt og udnyttelse

Kolonitiden udvidede hans magt globalt.

Han blev imperialist og industrialiserede slavehandel, mens han udnyttede andre kulturer som ressourcer i sin lineære økonomi.

Hans dominans skabte globale hierarkier og cementerede hans overherredømme over store dele af verden.

Verdenskrigene og den kolde krig: Magt, økonomi og frygt

Under 1. og 2. Verdenskrig cementerede han sin rolle som forsvarer af friheden.

Hans kapitalistiske system blomstrede under genopbygningen, og han sikrede kontrol over markeder og øgede sin økonomiske magt.

Under Den kolde krig skabte han kontrol gennem frygt, hvor truslen om atomkrig og militær oprustning sikrede hans indflydelse på verdensscenen.

Den digitale tidsalder: Teknologi, data og overvågning

I dag har han fundet nye veje til kontrol gennem teknologi.

Internettet og digitale systemer har skabt en ny arena, hvor data er blevet den nye valuta.
Tech-giganterne er hans redskaber til at forme informationsstrømme, økonomiske systemer og sociale hierarkier.

Algoritmer styrker hans dominans, da de fastholder eksisterende magtstrukturer, kønsstereotyper og favoriserer kontrol, konkurrence og afkast.

Hvor har “Den historiske mand” mistet indflydelse?

Selvom han har domineret gennem århundreder, har hans greb om samfundet ikke været uden modstand.
De første brud i hans magt kom som små revner, der gradvist udvidede sig, indtil de begyndte at true den struktur, han havde bygget.

I begyndelsen af 1800-tallet begyndte idéen om lighed at spire. 
Folkeskoleloven i 1814 sikrede, at både drenge og piger fik adgang til undervisning, og for første gang blev viden ikke forbeholdt ham alene.

Med tiden blev kvinders juridiske position styrket. 
I 1857 blev ugifte kvinder fuldt myndige og fik ret til at drive egen virksomhed og arve på lige fod med mænd.
Selvom disse rettigheder stadig var begrænsede, markerede de en begyndende opblødning af hans eksklusive juridiske dominans.

Den virkelige rystelse kom dog i begyndelsen af 1900-tallet.
Kvinder begyndte at organisere sig og kræve en plads ved bordet. 
I 1908-1915 blev kvindernes stemmeret en realitet, og for første gang blev de en del af den politiske beslutningsproces.
Hans politiske monopol på magten i samfundets højeste organer var brudt.

Men det var ikke kun kvinderne, der begyndte at udfordre ham. 

Økonomiske kriser i 1920’erne rystede hans verdensorden.
Kapitalismen – et af hans største redskab til at styre samfundet – viste sig at være sårbar.
Banker lukkede, arbejdsløsheden steg, og hans status som økonomisk forsørger blev sat under pres.

Samtidig ændrede verdenskrigene balancen i arbejdsmarkedet.
Mens mænd var i krig, trådte kvinderne ind på fabrikkerne, i administrationen og i produktionen. Da krigene var ovre, kunne han ikke uden videre sende dem tilbage til hjemmet.

I 1960’erne og 70’erne brød ungdomsoprøret og feminismen for alvor med hans normer.
Kvinder krævede frihed og ligestilling, unge nægtede at følge hans hierarkiske systemer, og autoriteter blev udfordret. 

Retten til prævention og fri abort gav kvinder kontrol over deres egen krop, hvilket fratog ham endnu et greb om deres liv. 

Ligeløn og øget adgang til erhvervslivet underminerede hans økonomiske overherredømme, og ligestillingslovgivning begyndte at bryde hans monopol på magtpositioner.

Disse bevægelser satte en ny dagsorden, hvor hans idealer ikke længere var uanfægtede.
Gennem det 20. århundrede blev hans værdier gradvist udfordret – retten til selvbestemmelse, lige rettigheder og frihed fra hans hierarkiske strukturer voksede sig stærkere.

Kvinder og minoriteter trådte frem som ledere, aktivister og magthavere, og hans rolle som den ubestridte leder af samfundet blev svækket.

Hvordan spørger “Den historiske mand” stadig i dag?

Selvom hans magt er blevet udfordret, lever hans arv stadig videre – nogle steder skjult i systemer og strukturer, andre steder åbenlys i modstand mod forandring.
Han har ikke længere det samme greb om samfundet som før, men han navigerer stadig i vores normer, institutioner og forventninger.

Hans magt ligger i at skabe uligeværd ved at idealisere og navigere efter maskuline egenskaber som kontrol, konkurrence, hierarki og kamp.
Han fremmer en verden, hvor kun det målbare tæller, og hvor magt altid er noget, der skal besiddes og forsvares. Han styrer også gennem den lineære tankegang, hvor ressourcer anses for ubegrænsede, men afkastet er begrænset – hvilket fastholder idéen om, at konkurrence og kamp om indflydelse og afkast er nødvendig og uundgåelig.

Han favoriserer mænd over kvinder i samfundets indretning – fysisk, strukturelt og mentalt.
Samfundet er designet efter hans behov, arbejdsmarkedet belønner hans værdier, og magtens sprog er hans.

Hans idealer gennemsyrer stadig vores dagligdag:

På arbejdsmarkedet

Traditionelle maskuline normer præger ledelsesroller, hvor målstyring, konkurrence og resultatorientering dominerer, mens omsorgsfulde, empatiske og samarbejdende ledelsesformer stadig kæmper for reel indflydelse.

I politik

Hierarkier og magtkampe er stadig dominerende, og feminine egenskaber fylder fortsat mindre i politiske diskussioner og beslutninger. Magtstrukturerne er formet af hans principper, hvor kompromis og dialog ofte opfattes som svaghed.

I tech-industrien

Algoritmer og digitale strukturer reproducerer de samme skævvridninger, han har skabt gennem historien, og fortsætter med at favorisere de stemmer og perspektiver, der passer ind i hans verdensbillede.

Jo mere spillerum disse mekanismer får, jo stærkere står han.

Men det betyder også, at vi kan minimere hans magt ved at skabe balance:

• Balance mellem maskuline og feminine egenskaber, hvor vi anerkender og værdsætter både kontrol og omsorg, konkurrence og samarbejde.
Når alle mennesker får adgang til hele spektret af egenskaber – uanset køn – mister han sit greb.

• Balance mellem lineær og cirkulær tankegang, så vi ikke kun tænker i målstyring og konkurrence, men også i fællesskaber, langsigtede bæredygtige løsninger og værdien af relationer.

• Udfordring af hans samfundsindretning, så vi gør op med “default male” – det implicitte udgangspunkt, hvor alt er designet ud fra hans behov og præferencer.
Når vi skaber løsninger, der tager højde for både mænds og kvinders behov, fjerner vi et af grundlagene for hans magt.

Men vi ser også, hvordan hans greb løsnes. 

Sociale bevægelser for ligestilling, ligeværd og mangfoldighed vokser, og flere begynder at udfordre hans normer.
Nye generationer stiller spørgsmål ved hans systemer og søger at bygge noget andet – noget mere retfærdigt, mere inkluderende og mere bæredygtigt.

At gøre op med hans arv kræver, at vi tør gentænke vores værdier.
Vi må skabe et samfund, hvor både maskuline og feminine egenskaber værdsættes, hvor relationer og omsorg prioriteres, og hvor ingen længere skal tilpasse sig hans gamle hierarkier.

Han har formet vores verden – men vi har magten til og ansvaret for at forme den på ny.

Kilder

Jeg vil gerne dele noget, der føles lidt sårbart – noget, der måske blotter mig lidt.
Men jeg tror også, at det er noget, mange mænd kan genkende.
Det er bare sjældent, vi taler åbent om det.

Når jeg møder kvinder – også i professionelle sammenhænge – kan jeg opleve små brudstykker eller fragmenter af tanker dukke op i mit sind.
Det kan handle om deres udseende eller tiltrækning, og nogle gange ubevidste vurderinger af deres kompetencer baseret på deres udseende. Disse fragmenter er ikke nødvendigvis seksuelle eller romantiske, og de afspejler hverken mine værdier eller holdninger.

Men de eksisterer – og jeg tror, de eksisterer hos mange af os.

Jeg tror, at disse fragmenter opstår, fordi vi lever i en kultur, hvor kvinder historisk set er blevet vurderet på deres udseende frem for deres kompetencer.
“Den historiske mand” har efterladt os med en arv, hvor kvinden i høj grad er blevet defineret gennem det, hun repræsenterede visuelt. Det er en arv, med en anskuelse af at kvinder ikke kunne tænke logisk eller rationelt og derfor ikke skulle bestride væsentlige roller.

Selvom vi er kommet langt, lever arven stadig i os – ubevidst og gennem små ting som disse fragmenter.

Hvis vi ikke er bevidste om det, kan disse små fragmenter vokse til egentlige tanker og anskuelser – og ende med at farve vores opfattelse af dem vi møder.
De kan føre til, at vi vurderer eller behandler f.eks. en kvindelig kollega eller samarbejdspartner ringere, end vi ellers ville have gjort.

Jeg deler dette, fordi jeg mener, vi skal tale om det.

For det er ikke tankerne i sig selv, der er problemet.
Det er, hvordan vi forholder os til dem. For mig handler det om at acceptere de små fragmenter, og ikke give dem fokus til at vokse og påvirke min adfærd.

For hvis jeg ikke gør det, risikerer jeg, at de bidrager til en kultur, jeg ikke ønsker at være en del af.

Når fragmenterne får plads

Disse små fragmenter – de flygtige tanker, der dukker op – er i sig selv ikke problematiske.

Men de kan udvikle sig til noget, der får konsekvenser, hvis vi ikke er opmærksomme. Hvis jeg accepterer, at de er der, men vælger ikke at lade mig rive med, forbliver de netop fragmenter – små, flygtige indtryk, som ikke påvirker mit syn på en kvindelig kollega eller samarbejdspartner.

Den kulturelle arv med værdisættelse af kvinders evner i forhold til deres udseende lever stadig dybt i os.
Vi har alle ubevidst arvet lidt fra den tid, hvor kvinder blev anset som mindre værd end mænd – som nogen, der ikke kunne tænke logisk og rationelt, var hysteriske og følelsesstyret, og derfor ikke skulle bestride væsentlige roller i samfundet.

Hvis jeg giver disse fragmenter plads til at udfolde sig, får den arv lov til at ekko i mig. Jeg begynder måske ubevidst at koble hendes faglighed til hendes fremtoning – og risikerer at lade disse tanker farve min vurdering af hende.

Og det stopper ikke der.

Selv en tilsyneladende banal bemærkning til en kollega kan være med til at forstærke det ekko.
Hvis jeg nævner, at jeg har lagt mærke til hendes beklædning, kommenterer på en kropsdel, eller bare siger: “Hun er da meget lækker” manifesterer jeg min egen kobling mellem hendes udseende og hendes kompetencer.

Det virker måske harmløst, men det er det ikke.

For i det øjeblik, jeg deler denne tanke, skaber jeg en dynamik, hvor fragmenterne ikke bare forstærkes – de normaliseres. De bliver en del af, hvordan vi taler om hende, og det farver ikke bare min opfattelse, men også min kollegas.

Konsekvensen?

Den kulturelle arv får endnu mere plads, og vi risikerer at behandle den kvindelige kollega ringere. Ikke nødvendigvis bevidst, men gennem små handlinger, kommentarer eller holdninger, der udspringer af normaliseringen af den kulturelle arv. Det påvirker ikke kun, hvordan vi ser på hende, men også hvordan hun oplever sin plads i arbejdsfællesskabet.

Hun kan begynde at føle sig vurderet på sit udseende frem for sine kompetencer, hvilket kan påvirke hendes trivsel, faglige selvtillid og lyst til at bidrage. Og når vi ubevidst ser og behandler hende som mindre værd, begrænser vi hendes muligheder – ikke kun i vores opfattelse, men også i de reelle muligheder, hun får for at udfolde sit potentiale.

Kollegernes rolle i at bryde kæden

Når jeg deler mine tanker om en kvindelig kollegas udseende – uanset hvor harmløst det kan virke – skaber det en social dynamik, som kan forstærke og legitimere mine egne og andres koblinger mellem hendes udseende og hendes kompetencer.

Og her spiller kollegerne en afgørende rolle.

Hvis en kollega nikker, griner, eller måske selv tilføjer en kommentar, bliver mine ord ikke bare bekræftet – de bliver normaliseret.
Det, der kunne være blevet ved en flygtig tanke, er nu blevet en del af en social accept. En accept, der gør det nemmere at gentage. På den måde bidrager vi som mænd til en kultur, hvor kvinder bliver reduceret til deres udseende og behandlet derefter – ikke nødvendigvis bevidst, men gennem små handlinger og ord, som vi ser som uskyldige.

Men kollegerne har også magten til at bryde denne kæde – til at stoppe op og vælge ikke at gå med.

Når en kollega vælger ikke at nikke, ikke at grine, ikke at kommentere med noget lignende, bliver der sat en stopper for forstærkningen. Og hvis han endda siger fra, kan det være med til at skabe en pause – et øjebliks refleksion – hvor vi som mænd kan blive mere opmærksomme på, hvad vi gør, og hvorfor det er problematisk.

At sige fra er ikke altid nemt.

Det kan føles akavet eller skræmmende i situationen.
Men det er her, vi som mænd kan tage et fælles ansvar. For hvis vi ikke gør det, bliver vi en del af problemet. Vi risikerer at bidrage til en arbejdsplads eller en kultur, hvor kvinder ikke bliver mødt som ligeværdige kolleger, men som nogen, der først og fremmest vurderes på deres udseende.

Fra fragmenter til #MeToo

Når vi lader små fragmenter og flygtige tanker få plads, og når vi normaliserer dem gennem sociale dynamikker på arbejdspladsen, er vi med til at skabe en kultur, hvor grænserne for, hvad der er acceptabelt, flytter sig.

Det er præcis den kultur, #MeToo har sat en vigtig lup på.

#MeToo handler ikke kun om de store og åbenlyse overgreb.
Det handler også om de små ting, der ligger til grund for dem; de små kommentarer, de subtile blikke, de ubevidste handlinger, der tilsammen skubber til, hvordan vi ser på og behandler kvinder – både som individer og som professionelle.

Når disse handlinger får lov at gentage sig, opstår der en social dynamik, hvor det gradvist føles mere acceptabelt at handle på de fragmenter, vi måske kunne have stoppet da de blot var fragmenter og brudstykker.

Det er her, den kulturelle arv fra “Den historiske mand” for alvor får spillerum.

En arv, der fortæller os, at kvinder, der klæder sig feminint eller på en måde, der opfattes som sexet eller udfordrende, “ønsker opmærksomhed”.
Den forestilling er måske ikke noget, vi formulerer bevidst, men den lever i os – og den får lov at påvirke vores handlinger, hvis vi ikke aktivt udfordrer den.

Når fragmenterne får plads, når de deles, og når de normaliseres, kan det skubbe til vores moralske kompas.

Og i værste fald kan det føre til handlinger, som upassende kommentarer, flirt eller berøringer uden samtykke.
Det er ofte sådan, vi ender med de situationer, der er blevet synliggjort af #MeToo-bevægelsen. Ikke fordi mænd nødvendigvis vil krænke, men fordi en kultur, der er præget af normalisering og social accept, gør det lettere at ignorere de små grænser – indtil de store overskrides.

Mit ansvar – og vores fælles ansvar

Jeg er biased over for kvinder.

Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det er heller ikke noget, jeg kan ignorere.
For jeg ved, at jeg ikke er alene. Og jeg ved, at vi som mennesker har et ansvar – både for de små fragmenter og brudstykker, der dukker op i os selv, og for den kultur, vi skaber sammen.

Vi kan ikke kontrollere, hvilke tanker der dukker op i vores sind.

Men vi kan kontrollere, hvad vi gør med dem.
Det handler om at vælge ikke at give fragmenterne fokus til at udvikle sig til egentlige tanker, der farver vores opfattelse af andre – uanset om det er kvinder, vi ubevidst vurderer på baggrund af deres udseende, eller andre, vi ubevidst farver med vores fordomme.

For mekanismen gælder ikke kun kvinder og deres udseende.

Vi ser den også i vores møde med andre mennesker:

• Når vi vurderer en handicappet persons faglighed ud fra deres handicap.
• Når vi antager noget om en indvandrers kompetencer baseret på deres accent eller mulige kultur.
• Når vi ser en overvægtig person og tænker, at de må være dovne.

Fragmenter og brudstykker – små, flygtige brudstykker af kulturelle fordomme – kan farve vores opfattelse, hvis vi giver dem fokus.
Og det kan føre til, at vi behandler mennesker uretfærdigt, uden at vi selv lægger mærke til det.

Men der er håb.

Når vi bliver bevidste om disse fragmenter og vælger at acceptere deres eksistens uden at give dem vores opmærksomhed, kan vi langsomt ændre deres greb i os.

Fragmenterne kan med tiden blive færre og mindre påtrængende, og måske forsvinder de helt. På den måde kan vi også være med til at mindske den ubevidste kulturelle arv i os fra “Den historiske mand”. For når vi nægter at lade den arv få plads i os selv, begynder vi at bygge noget andet – en kultur, der værdsætter mennesker for deres kompetencer, værdier og handlinger, ikke for vores ubevidste forestillinger om dem.

Så hvad kan vi gøre?

Vi kan starte med at tale åbent om det.
Ved at dele mine egne refleksioner håber jeg at starte en samtale – ikke bare om, hvad vi oplever som mænd, men om, hvordan vi kan udfordre os selv og hinanden til at bryde med disse mekanismer.

For forandring starter ikke med de store overgreb eller de åbenlyse fejltrin. Den starter med de små ting, vi vælger at tage ansvar for i os selv og i vores fællesskaber.

For nylig kom det frem, at op mod 70.000 mænd deltog i tyske Telegram-grupper, hvor de delte voldtægtsinstruktioner og opfordrede til seksuel vold mod kvinder.

Grupperne blev ikke kun brugt til at udveksle detaljerede beskrivelser af, hvordan kvinder kunne udsættes for ydmygelse og straf, men fungerede også som et fællesskab, hvor medlemmerne opildnede hinanden til yderligere eskalation.

Denne afsløring er ikke blot en skandale i sig selv, men et symptom på en dybere kulturel arv, der fortsat præger vores samfund.

“Den historiske mand” har gennem generationer ophøjet maskuline egenskaber som magt, dominans og kontrol til normer, der former både mænds selvopfattelse og deres syn på kvinder. Samtidig er kvinder ofte blevet reduceret til objekter – som nogen, der skulle tilpasse sig eller understøtte mænds position og behov.

Den kulturelle arv lever i vores fortællinger, institutioner og strukturer, og det påvirker den måde, vi opdrager vores drenge på.
Drenge lærer tidligt, at sårbarhed og empati ikke passer ind i idealet om maskulinitet. I stedet fremhæves styrke, handlekraft og resultater. Disse forventninger begrænser ikke kun mænds evne til at navigere i relationer, men skaber også ubalance i deres forståelse af sig selv og andre.

Jeg mener, at det tvinger os til at overveje:

Hvordan er vi kommet hertil?
Hvad lærer vi vores drenge om maskulinitet, og hvilke billeder giver vi dem af kvinder?

Hvis vi skal bryde med denne destruktive udvikling, må vi begynde med at se kritisk på den kulturelle arv, vi viderefører – og arbejde aktivt for at skabe rammer, hvor både mænd og kvinder kan trives som hele mennesker.

“En rigtig mand”, lineær tankegang og maskulin eskalation

“En rigtig mand”

Vores kultur hylder stadig billedet af “en rigtige mand” – en mand, der udstråler styrke, mod og handlekraft, aldrig viser tvivl og opfattes som en succesfuld vinder, både materialistisk og socialt.

Det ideal er bl.a. dybt forankret i vores populærkultur, hvor manden ofte portrætteres som helten, der overvinder alle udfordringer og erobrer kvinder. Sådanne normer skaber en snæver og ofte urealistisk definition af maskulinitet, som påvirker mænds selvopfattelse og deres verdensbillede.

Fra barndommen lærer drenge primært at navigere i de mest maskuline egenskaber som styrke, kontrol og handlekraft, mens evnen til at udforske mindre maskuline eller feminine egenskaber som sårbarhed, empati og respekt enten svækkes eller aldrig udvikles.
Sårbarhed og følelsesmæssig intelligens ses ofte som modsætninger til maskulinitet, hvilket gør det svært for mange mænd at håndtere deres egne følelser eller opbygge dybere relationer. Dette emotionelle underskud følger dem ind i voksenlivet og skaber en ubalance, hvor de mangler redskaber til at bearbejde f.eks. frustration og modgang på en konstruktiv måde.

Lineær tankegang

Ubalancen forstærkes yderligere af, at vores kultur er præget af en lineær tankegang, hvor enhver indsats forventes at føre til et umiddelbart afkast – hvad enten det gælder anerkendelse, status eller relationer. Denne forståelse af succes reducerer værdien af egenskaber som sårbarhed, empati og følelsesmæssig intelligens, mens den fremhæver konkurrence, robusthed og styrke.
Når afkastet udebliver, opstår en voksende følelse af frustration og utilstrækkelighed. For nogle mænd udvikler denne frustration sig til vrede og eskalerer til dominans og vold, rettet mod dem, de opfatter som årsagen til deres manglende succes.

Maskulin eskalering

Kvinder bliver ofte målet for denne eskalation, fordi den kulturelle arv har formet et syn på dem som objekter for mænds begær og som nogen, mænd har ret til at dominere.
Når kvinder ikke tilpasser sig de stereotype forventninger – hvilket de selvfølgelig har ret til og er en vigtig del af at bryde med kønsroller – kan det udfordre mænds forvrængede verdensbillede. For nogle mænd kan det trigge en eskalation, der manifesterer sig i både verbal og fysisk aggression, fordi deres stereotype forventninger til kvinder ikke bliver indfriet.

Dynamik forstærkes yderligere af miljøer, der hylder de stereotype idealer fra “Den historiske mand” – f.eks. de omtalte Telegram-grupper.
I disse miljøer bliver maskuline værdier som kontrol, magt og dominans ikke kun normaliseret, men idealiseret. Her legitimeres idéen om, at mænd har ret til at dominere og kontrollere kvinder, og maskulin eskalation ses som en styrke frem for en svaghed.

Kombinationen af den maskuline arv om “en rigtig mand”, lineær tankegang om afkast for indsats og ekstrem maskuline miljøer, skaber grobund for giftig og voldelig maskulinitet.

Hvad vi giver vores drenge

I opdragelsen

Drenge opdrages ofte med en implicit forventning om, at deres værdi ligger i deres styrke, præstationer og mod. Dette begynder allerede i småbarnsalderen, hvor drenge opmuntres til at være aktive, handlekraftige og risikovillige. De får ros for at være modige og stærke, mens egenskaber som empati, tålmodighed og omsorg ofte overses eller nedvurderes. Sårbarhed kan blive set som et tegn på svaghed, og mange drenge lærer hurtigt at skjule deres følelser for at leve op til idealet om at være “hårdføre.”

Denne prægning understøttes yderligere af forældre, pædagoger og omgivelser, hvor drenge sjældnere inddrages i opgaver, der kræver omsorg og samarbejde. Samtidig møder de ofte færre krav til selvkontrol og ansvar, hvilket kan forstærke en idé om, at de ikke behøver at gøre sig lige så umage som piger.

Disse tidlige normer sætter rammerne for, hvordan drenge navigerer i relationer og møder deres egne følelser. Når sårbarhed og empati ikke værdsættes eller trænes, bliver det svært for mange drenge at udvikle de relationelle og emotionelle færdigheder, der er nødvendige for at indgå i gensidige og respektfulde relationer senere i livet.

I skolen

Drenge mødes ofte med lavere forventninger til deres indsats, især i de boglige fag. Dette skyldes blandt andet en kulturel forståelse af, at drenge naturligt er mindre interesserede i akademiske opgaver og har sværere ved at koncentrere sig. Resultatet er, at de ofte ikke føler behov for at gøre sig lige så umage som pigerne, fordi forventningerne fra lærere og omgivelser er lavere. Dette skaber en ond cirkel, hvor drenges engagement i skolen gradvist falder.

Samtidig opfattes drenge som mere naturligt aktive og impulsive, hvilket kan føre til en accept af, at de er “frække” eller sværere at disciplinere. Denne opfattelse kan få lærere og pædagoger til at bruge mere tid på at håndtere drenges adfærd end på at støtte deres faglige og sociale udvikling. Det kan også betyde, at drenge ikke får samme træning i tålmodighed, samarbejde og emotionel regulering, som piger ofte opmuntres til at udvikle.

Disse dynamikker bidrager til, at mange drenge ikke udvikler de samme relationelle og emotionelle færdigheder som piger. De lærer sjældnere at sætte ord på deres følelser, indgå i gensidige relationer eller forstå andres perspektiver. Over tid kan dette føre til, at de får sværere ved at håndtere konflikter og frustrationer på en konstruktiv måde, både i skolen og senere i livet.

I populærkultur og på sociale medier

Populærkulturen har stor indflydelse på, hvordan drenge opfatter sig selv og deres relationer til andre. I film, serier og reklamer fremstilles mænd ofte som helte, der klarer udfordringer ved hjælp af styrke, konkurrence og dominans. Disse skildringer skaber et maskulint ideal, hvor succes og personlig værdi forbindes med handlekraft og autoritet. Samtidig præsenteres kvinder typisk som præmier, der skal erobres, eller som sekundære karakterer uden egne ambitioner og mål. Dette fremmer en objektivisering, hvor kvinder reduceres til midler i mænds stræben efter succes.

Datingplatforme som Tinder forstærker denne dynamik ved at introducere en “swipe-kultur,” hvor relationer bliver til overfladiske valg, baseret på ydre præferencer. Mænd opmuntres til at tage initiativ og se relationer som transaktioner, hvor deres indsats forventes at føre til et resultat – en match, en date eller sex. Denne tilgang gør det nemt at miste fokus på relationers gensidige og komplekse natur.

Pornografien tilføjer yderligere et lag af problematiske normer, hvor sex ofte fremstilles som noget, mænd tager, og kvinder giver. Kvinder objektiviseres yderligere som seksuelle objekter, der eksisterer for at tilfredsstille mænds ønsker, mens gensidig intimitet og respekt sjældent er i fokus. For mange drenge, der mangler alternativer til at forstå relationer og intimitet, kan pornografi blive en væsentlig kilde til skæve forventninger.

Disse påvirkninger har dybe konsekvenser for, hvordan drenge og mænd ser relationer. De lærer at betragte relationer som mål, der skal opnås, frem for som forbindelser, der kræver gensidig indsats og respekt. Denne reduktion af relationer til præstationer og transaktioner kan skabe frustration og følelse af utilstrækkelighed, når forventningerne ikke opfyldes, hvilket kan føre til eskalation i adfærd.

Hvordan påvirker det vores drenge?

Den samlede prægning gør det svært for mange drenge at udvikle en sund forståelse af deres egne følelser og relationer.

Når sårbarhed og empati ikke værdsættes, bliver frustration, usikkerhed og følelsen af utilstrækkelighed sværere at håndtere. Mange mænd lærer at maskere disse følelser med styrke og handlekraft, fordi det er, hvad de oplever, bliver anerkendt og værdsat. Det fører til, at de undgår at udforske deres egne sårbarheder og i stedet søger at fremstå kontrolleret og handlingsorienteret.

Den dynamik kan skabe en indre ubalance, hvor mænds følelsesmæssige landskab reduceres til reaktioner som vrede, irritation eller ligegyldighed, fordi andre følelser opfattes som svaghed.
Over tid kan det føre til destruktiv adfærd i relationer – især når deres forventninger til kvinder eller succes ikke indfries.
Kvinder bliver ofte målet for den frustration, fordi de i den kulturelle arv ses som objekter for mænds begær og som bekræftelse på deres maskulinitet.

Når kvinder udfordrer disse forventninger eller bryder med stereotype roller, kan det trigge en følelse af afmagt hos mænd, der ikke har værktøjer til at håndtere denne form for modstand.
Det kan føre til eskalation i form af verbal eller fysisk aggression, hvilket understreger, hvordan kønsroller og forventninger ikke kun skader kvinder, men også hæmmer mænds mulighed for at udvikle sig fuldt ud som mennesker.

Mænd med begrænsede følelsesmæssige værktøjer, fastholdes i en cyklus af uforløst frustration og utilfredshed, der skader både dem selv og deres omgivelser.

Hvordan kan vi ændre det?

I opdragelsen

Fra barndommen bør vi fokusere på at lære drenge at værdsætte og udtrykke sårbarhed, empati og respekt.

Forældre og pædagoger kan bryde med normerne ved at fremhæve, at relationelle færdigheder er lige så vigtige som præstationer. Det kræver, at vi anerkender og værdsætter drenges følelser på lige fod med deres styrker, og at vi skaber rammer, hvor de kan øve sig i at dele tanker og følelser.

I skolen

Trivsel og emotionelle færdigheder bør prioriteres højere i undervisningen.

Normkritisk pædagogik og praktisk orienterede aktiviteter kan hjælpe drenge med at udvikle fællesskabsorienterede evner og ansvar. Det indebærer, at skolerne aktivt arbejder med at bryde kønsstereotyper og fremhæver samarbejde og omsorg som værdifulde færdigheder, der er relevante for alle elever, uanset køn.

I populærkultur og på sociale medier

Vi skal skabe modfortællinger, der udfordrer stereotype kønsroller.

Det kræver både opmærksomhed på, hvordan film og reklamer fremstiller køn, og en bevidsthed om, hvordan sociale medier og datingplatforme påvirker unges selvopfattelse. Platforme som Tinder og Instagram kan bruges til at fremhæve mangfoldige rollemodeller og relationer, der er baseret på ligeværdighed og gensidig respekt.

For voksne mænd

Voksne mænd kan bidrage ved at arbejde med deres egen prægning og være rollemodeller for yngre generationer.

Ved at vise, at styrke og sårbarhed kan sameksistere, kan de inspirere drenge til at udforske hele spektret af menneskelige egenskaber. Det kræver, at mænd selv reflekterer over deres handlinger og arbejder på at integrere empati, respekt og følelsesmæssig intelligens i deres liv og relationer.

Hvad gør vi nu?

Nyheden om de tyske Telegram-grupper er ikke blot en enkeltstående skandale – det er et spejl på, hvordan dybtliggende kulturelle normer og prægninger kan skabe grobund for giftig og destruktiv maskulinitet. Vi ser, hvordan arven fra “Den historiske mand” fortsat præger vores opdragelse, institutioner og populærkultur, og hvordan det begrænser både mænds og kvinders frihed til at udfolde sig som hele mennesker.

Drenge opdrages ofte med et begrænset følelsesmæssigt repertoire, hvor sårbarhed og empati nedvurderes, mens styrke og præstation ophøjes. Det efterlader dem med få værktøjer til at navigere i komplekse relationer og håndtere modgang. Når disse prægninger forstærkes af en populærkultur og sociale platforme, der reducerer relationer til transaktioner og kvinder til objekter, kan der skabes et farligt fundament for frustration, vrede og eskalation.

En vej frem

Men det er muligt at ændre kursen. Det starter med, at vi ser kritisk på, hvad vi lærer vores drenge – ikke kun derhjemme, men også i skolen, i medierne og i vores eget eksempel som voksne mænd.
Vi skal vise, at styrke og sårbarhed ikke er modsætninger, men to sider af samme menneskelige spektrum.

Vi kan skabe en kultur, hvor drenge lærer at værdsætte empati, respekt og gensidighed lige så højt som præstationer og succes. En kultur, hvor relationer ses som forbindelser, der kræver indsats og gensidighed – ikke som præmier eller afkast, der skal opnås.

Ved at tage ansvar for den kulturelle arv, vi viderefører, kan vi bryde med de destruktive mønstre og skabe rammer for en maskulinitet, der fremmer både personlig frihed og ligeværdige relationer.

Kildeliste

• Daily Mail – Rape chat groups sisters mothers advice uncovered
• Yahoo News – Telegram rape chat groups 70,000 members uncovered
• Køn i børnehaven – en forskningsrapport (BUPL, 2023)
• VIVE – Kortlægning af viden om opdragelse
• Kristeligt Dagblad – Piger og drenge opdrages meget forskelligt
• Folkeskolen – Drengene sakker stadig mere bagud i skolen
• KL – Karaktergab mellem drenge og piger ved folkeskolens afgangseksamen
• Danmarks Statistik – Online dating er mest brugt af mænd (2020)
• It’s a Man’s (Celluloid) World (2023)
• Zetland – Vi lærer piger om omsorg og drenge om magt
• Everyday Sexism Project – Hvad er voldtægtskultur?
• Aalborg Universitet – Mænd, maskulinitet og vold
• NFA – Vold mod lærere i skolen sker oftest blandt de yngste elever
• DR – Liderlige mænd og kræsne kvinder: Dating-apps skubber os tilbage i gamle kønsroller