Debatten om ligestilling og ligeværd løber ofte af sporet.

Skyld bliver kastet frem og tilbage, som om vi kan placere den et sted og derved løse problemet.

Skam siver ind, når vi opdager, at vi ubevidst har videreført gamle normer eller handlet på en måde, der strider mod vores værdier.

Vi peger fingre, vi trækker os, vi går i forsvar.

Men kunne vi, i stedet for at lede efter skyldige, fokuserede på det, der virkelig betyder noget – ansvaret for at gøre det bedre?

For vi er alle formet af den kultur, vi er født ind i.

Vi bærer på en kulturel arv fra “Den historiske mand“ – en arv, der har formet vores normer, forventninger og den måde, vi ser os selv og hinanden på.

Ingen af os har valgt den arv.
Ingen af os har bevidst bidraget til de skævheder, der stadig præger vores samfund i dag.
Vi har bare arvet det.

Derfor er det vigtigt at slå fast:
Det er ikke nulevende mænds skyld, at vi stadig lever i et samfund, hvor ligeværd ikke er en selvfølge. Det er heller ikke kvinders.

Skyld og skam hjælper os ikke videre

Jeg har lært, at hvis jeg bliver provokeret af noget i en debat, kan det være et signal om, at jeg skal reflektere over hos mig selv.

Måske rammer det noget, jeg godt ved er sandt, men som skurrer mod det, jeg er vant til at tænke.
Måske provokerer det mig, fordi det taler til en kerneværdi i mig, der er blevet overdøvet af arvens ekkoer og bias.

Det er en svær øvelse.

Provokation giver os lyst til at handle, til at forsvare os.
Og nogle gange forsvarer vi ikke vores værdier, men blot et mønster, vi har arvet. Et ekko af, hvordan tingene plejer at være.

Jeg prøver at huske på det, når jeg mærker modstanden i mig selv.
Hvad er det egentlig, jeg reagerer på?
Er det min overbevisning – eller er det bare en refleks?

Mænd er ikke altid alle mænd

Og så skal vi være bevidste om, at generaliseringen mænd i debatten ikke nødvendigvis betyder os alle.

Men det kan være en anledning til at overveje, om vi faktisk kan se os selv i det billede, der bliver tegnet – men det gavner sjældent debatten, hvis vi har behov for at fortælle, at vi eller nogle mænd ikke passer ind i generaliseringen.

For generaliseringer rammer aldrig præcist.

Det er deres natur. Men vi har brug for dem for at kunne synliggøre strukturelle og kulturelle udfordringer. Hvis vi kun må tale i individuelle eksempler, mister vi evnen til at se mønstrene.

Så i stedet for at afvise generaliseringen bør vi spørge os selv:
Hvorfor bliver jeg ramt af den?
Er det, fordi jeg kan genkende noget i den?
Eller er det, fordi jeg føler, at jeg bliver gjort ansvarlig for noget, jeg ikke har valgt?

Forstå arven fra “Den historiske mand”

Forestil dig en skygge, der har fulgt os gennem århundreder – skyggen fra “Den historiske mand”

Og hans skygge følger os fortsat.

Ikke kun i samfundets strukturer og kultur, men også i de små valg, vi træffer hver dag – ofte uden at være bevidste om det. Hans idealer er blevet vores bias, vores automatreaktioner.

Han er ikke en mand af kød og blod, men en skikkelse skabt af historien, et resultat af de maskuline egenskaber, der er blevet ophøjet til normer og idealer.
Han repræsenterer nemlig idealerne og normerne kontrol, konkurrence, hierarki og kamp, og en lineær tankegang.

Han har ikke blot sat rammerne for det at være mand, men også for hele vores samfund, kultur og måden vi ser på hinanden.

Hans arv er ikke kun en fortælling om fortiden

Den kulturelle arv er en usynlig strømning. Den flyder under overfladen i vores økonomiske systemer, vores arbejdsmarked, vores institutioner – og i os selv.

“Den historiske mands” værdier har defineret, hvad vi anser for værdifuldt og succesfuldt. Han har skabt en verden, hvor resultater og vækst måles i tal, mens omsorg, empati og helhedstænkning ofte marginaliseres.

Ikke fordi nogen bevidst designet det sådan, men fordi det sådan det er blevet videreført fra generation til generation.

Men vi har et valg

Vi kan fortsætte som hidtil og lade arven bestemme. Eller vi kan vælge at se den, forstå den – og tage et opgør med den – og det valg kræver, at vi tør tage ansvar. Ikke kun for os selv, men for de strukturer, vi er en del af.

Skyld skaber forsvar – ansvar skaber forandring

Skyldens vægt er tung at bære.

Når vi bebrejder eller peger fingre af hinanden, bygger vi mure i stedet for broer.
Skyld skaber afstand, forsvar og distancering.

Ansvar åbner døre. Hvis vi ønsker at ændre den arv, vi har fået overleveret, må vi slippe skylden og række ud efter ansvaret.

Vi er alle rundet af den kultur og de normer, vi er vokset op i

Ingen af os er undtaget fra at være påvirket af bias eller ekkoer af gamle værdier og indgroede syn på, hvad der er rigtigt og forkert, værdifuldt og værdiløst.

Vi skal ikke føle skam over at opdage, at vi har adopteret nogle af disse synspunkter, vi nu ønsker at bryde med.

Vi skal ikke føle skyld over at have handlet på en måde, der strider mod vores egentlige værdier, fordi vi ubevidst har fulgt en norm eller et ideal, vi ikke stillede spørgsmål ved.

At opdage vores bias er ikke en fejl – det er en mulighed

En mulighed for at blive bevidste og tage ansvar for, hvordan vi vil handle fremover.

Det kræver både accept og mod at se disse mønstre i øjnene. Det kræver, at vi tør stå i ubehaget ved at erkende, at vi er formet af en arv, vi måske ikke ønsker at videreføre.

Men det kræver også, at vi er tilgivende over for os selv og hinanden. For hvis vi gør skyld og skam til en del af arbejdet for ligeværd, lukker vi ned for refleksionen – og dermed grundlaget for at skabe forandringer.

Og når vi taler om ansvar, handler det ikke kun om handlinger, men også om, hvordan vi tænker.

“Den historiske mand” har lært os at tænke lineært – målorienteret, resultatorienteret, konkurrencepræget.

Men vi har brug for noget mere.

Vi har brug for at genopdage cirkulær tænkning – en måde at se verden på, hvor langsigtede relationer, bæredygtighed og helhedstænkning har en lige så stor plads.

Læs mere om cirkulær og lineær tankegang her.

Hvor starter vi?

Vi starter med at lytte.

Spørg de kvinder, du kender, hvordan de oplever verden.
Hvordan ser de på de strukturer, vi andre måske tager for givet?
Spørg uden at afbryde, uden at forsvare dig.

Lyt for at forstå – ikke for at svare tilbage.

Men det stopper ikke der.

Når vi har lyttet, må vi handle.
Vi må bruge vores refleksioner til at skabe forandring.
Stille spørgsmål.
Udfordre normer.
Insistere på, at vi kan gøre det bedre.

For ansvar uden handling er blot ord.

Jeg hedder Kim, og jeg er biased

Jeg ved, at det ikke er min skyld. Det er noget, jeg har arvet.

Men jeg ved også, at det er mit ansvar – at acceptere og blive bevidst om mine bias.

Jeg ved, at hvis jeg fornægter dem, får de mere magt. Hvis jeg undertrykker dem, styrer de mig i det skjulte.

Men hvis jeg tør se dem i øjnene, acceptere dem, reflektere over dem – så har jeg en mulighed for at handle anderledes.

Og det er det ansvar, jeg tager.

Jeg vil gerne dele noget, der føles lidt sårbart – noget, der måske blotter mig lidt.
Men jeg tror også, at det er noget, mange mænd kan genkende.
Det er bare sjældent, vi taler åbent om det.

Når jeg møder kvinder – også i professionelle sammenhænge – kan jeg opleve små brudstykker eller fragmenter af tanker dukke op i mit sind.
Det kan handle om deres udseende eller tiltrækning, og nogle gange ubevidste vurderinger af deres kompetencer baseret på deres udseende. Disse fragmenter er ikke nødvendigvis seksuelle eller romantiske, og de afspejler hverken mine værdier eller holdninger.

Men de eksisterer – og jeg tror, de eksisterer hos mange af os.

Jeg tror, at disse fragmenter opstår, fordi vi lever i en kultur, hvor kvinder historisk set er blevet vurderet på deres udseende frem for deres kompetencer.
“Den historiske mand” har efterladt os med en arv, hvor kvinden i høj grad er blevet defineret gennem det, hun repræsenterede visuelt. Det er en arv, med en anskuelse af at kvinder ikke kunne tænke logisk eller rationelt og derfor ikke skulle bestride væsentlige roller.

Selvom vi er kommet langt, lever arven stadig i os – ubevidst og gennem små ting som disse fragmenter.

Hvis vi ikke er bevidste om det, kan disse små fragmenter vokse til egentlige tanker og anskuelser – og ende med at farve vores opfattelse af dem vi møder.
De kan føre til, at vi vurderer eller behandler f.eks. en kvindelig kollega eller samarbejdspartner ringere, end vi ellers ville have gjort.

Jeg deler dette, fordi jeg mener, vi skal tale om det.

For det er ikke tankerne i sig selv, der er problemet.
Det er, hvordan vi forholder os til dem. For mig handler det om at acceptere de små fragmenter, og ikke give dem fokus til at vokse og påvirke min adfærd.

For hvis jeg ikke gør det, risikerer jeg, at de bidrager til en kultur, jeg ikke ønsker at være en del af.

Når fragmenterne får plads

Disse små fragmenter – de flygtige tanker, der dukker op – er i sig selv ikke problematiske.

Men de kan udvikle sig til noget, der får konsekvenser, hvis vi ikke er opmærksomme. Hvis jeg accepterer, at de er der, men vælger ikke at lade mig rive med, forbliver de netop fragmenter – små, flygtige indtryk, som ikke påvirker mit syn på en kvindelig kollega eller samarbejdspartner.

Den kulturelle arv med værdisættelse af kvinders evner i forhold til deres udseende lever stadig dybt i os.
Vi har alle ubevidst arvet lidt fra den tid, hvor kvinder blev anset som mindre værd end mænd – som nogen, der ikke kunne tænke logisk og rationelt, var hysteriske og følelsesstyret, og derfor ikke skulle bestride væsentlige roller i samfundet.

Hvis jeg giver disse fragmenter plads til at udfolde sig, får den arv lov til at ekko i mig. Jeg begynder måske ubevidst at koble hendes faglighed til hendes fremtoning – og risikerer at lade disse tanker farve min vurdering af hende.

Og det stopper ikke der.

Selv en tilsyneladende banal bemærkning til en kollega kan være med til at forstærke det ekko.
Hvis jeg nævner, at jeg har lagt mærke til hendes beklædning, kommenterer på en kropsdel, eller bare siger: “Hun er da meget lækker” manifesterer jeg min egen kobling mellem hendes udseende og hendes kompetencer.

Det virker måske harmløst, men det er det ikke.

For i det øjeblik, jeg deler denne tanke, skaber jeg en dynamik, hvor fragmenterne ikke bare forstærkes – de normaliseres. De bliver en del af, hvordan vi taler om hende, og det farver ikke bare min opfattelse, men også min kollegas.

Konsekvensen?

Den kulturelle arv får endnu mere plads, og vi risikerer at behandle den kvindelige kollega ringere. Ikke nødvendigvis bevidst, men gennem små handlinger, kommentarer eller holdninger, der udspringer af normaliseringen af den kulturelle arv. Det påvirker ikke kun, hvordan vi ser på hende, men også hvordan hun oplever sin plads i arbejdsfællesskabet.

Hun kan begynde at føle sig vurderet på sit udseende frem for sine kompetencer, hvilket kan påvirke hendes trivsel, faglige selvtillid og lyst til at bidrage. Og når vi ubevidst ser og behandler hende som mindre værd, begrænser vi hendes muligheder – ikke kun i vores opfattelse, men også i de reelle muligheder, hun får for at udfolde sit potentiale.

Kollegernes rolle i at bryde kæden

Når jeg deler mine tanker om en kvindelig kollegas udseende – uanset hvor harmløst det kan virke – skaber det en social dynamik, som kan forstærke og legitimere mine egne og andres koblinger mellem hendes udseende og hendes kompetencer.

Og her spiller kollegerne en afgørende rolle.

Hvis en kollega nikker, griner, eller måske selv tilføjer en kommentar, bliver mine ord ikke bare bekræftet – de bliver normaliseret.
Det, der kunne være blevet ved en flygtig tanke, er nu blevet en del af en social accept. En accept, der gør det nemmere at gentage. På den måde bidrager vi som mænd til en kultur, hvor kvinder bliver reduceret til deres udseende og behandlet derefter – ikke nødvendigvis bevidst, men gennem små handlinger og ord, som vi ser som uskyldige.

Men kollegerne har også magten til at bryde denne kæde – til at stoppe op og vælge ikke at gå med.

Når en kollega vælger ikke at nikke, ikke at grine, ikke at kommentere med noget lignende, bliver der sat en stopper for forstærkningen. Og hvis han endda siger fra, kan det være med til at skabe en pause – et øjebliks refleksion – hvor vi som mænd kan blive mere opmærksomme på, hvad vi gør, og hvorfor det er problematisk.

At sige fra er ikke altid nemt.

Det kan føles akavet eller skræmmende i situationen.
Men det er her, vi som mænd kan tage et fælles ansvar. For hvis vi ikke gør det, bliver vi en del af problemet. Vi risikerer at bidrage til en arbejdsplads eller en kultur, hvor kvinder ikke bliver mødt som ligeværdige kolleger, men som nogen, der først og fremmest vurderes på deres udseende.

Fra fragmenter til #MeToo

Når vi lader små fragmenter og flygtige tanker få plads, og når vi normaliserer dem gennem sociale dynamikker på arbejdspladsen, er vi med til at skabe en kultur, hvor grænserne for, hvad der er acceptabelt, flytter sig.

Det er præcis den kultur, #MeToo har sat en vigtig lup på.

#MeToo handler ikke kun om de store og åbenlyse overgreb.
Det handler også om de små ting, der ligger til grund for dem; de små kommentarer, de subtile blikke, de ubevidste handlinger, der tilsammen skubber til, hvordan vi ser på og behandler kvinder – både som individer og som professionelle.

Når disse handlinger får lov at gentage sig, opstår der en social dynamik, hvor det gradvist føles mere acceptabelt at handle på de fragmenter, vi måske kunne have stoppet da de blot var fragmenter og brudstykker.

Det er her, den kulturelle arv fra “Den historiske mand” for alvor får spillerum.

En arv, der fortæller os, at kvinder, der klæder sig feminint eller på en måde, der opfattes som sexet eller udfordrende, “ønsker opmærksomhed”.
Den forestilling er måske ikke noget, vi formulerer bevidst, men den lever i os – og den får lov at påvirke vores handlinger, hvis vi ikke aktivt udfordrer den.

Når fragmenterne får plads, når de deles, og når de normaliseres, kan det skubbe til vores moralske kompas.

Og i værste fald kan det føre til handlinger, som upassende kommentarer, flirt eller berøringer uden samtykke.
Det er ofte sådan, vi ender med de situationer, der er blevet synliggjort af #MeToo-bevægelsen. Ikke fordi mænd nødvendigvis vil krænke, men fordi en kultur, der er præget af normalisering og social accept, gør det lettere at ignorere de små grænser – indtil de store overskrides.

Mit ansvar – og vores fælles ansvar

Jeg er biased over for kvinder.

Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det er heller ikke noget, jeg kan ignorere.
For jeg ved, at jeg ikke er alene. Og jeg ved, at vi som mennesker har et ansvar – både for de små fragmenter og brudstykker, der dukker op i os selv, og for den kultur, vi skaber sammen.

Vi kan ikke kontrollere, hvilke tanker der dukker op i vores sind.

Men vi kan kontrollere, hvad vi gør med dem.
Det handler om at vælge ikke at give fragmenterne fokus til at udvikle sig til egentlige tanker, der farver vores opfattelse af andre – uanset om det er kvinder, vi ubevidst vurderer på baggrund af deres udseende, eller andre, vi ubevidst farver med vores fordomme.

For mekanismen gælder ikke kun kvinder og deres udseende.

Vi ser den også i vores møde med andre mennesker:

• Når vi vurderer en handicappet persons faglighed ud fra deres handicap.
• Når vi antager noget om en indvandrers kompetencer baseret på deres accent eller mulige kultur.
• Når vi ser en overvægtig person og tænker, at de må være dovne.

Fragmenter og brudstykker – små, flygtige brudstykker af kulturelle fordomme – kan farve vores opfattelse, hvis vi giver dem fokus.
Og det kan føre til, at vi behandler mennesker uretfærdigt, uden at vi selv lægger mærke til det.

Men der er håb.

Når vi bliver bevidste om disse fragmenter og vælger at acceptere deres eksistens uden at give dem vores opmærksomhed, kan vi langsomt ændre deres greb i os.

Fragmenterne kan med tiden blive færre og mindre påtrængende, og måske forsvinder de helt. På den måde kan vi også være med til at mindske den ubevidste kulturelle arv i os fra “Den historiske mand”. For når vi nægter at lade den arv få plads i os selv, begynder vi at bygge noget andet – en kultur, der værdsætter mennesker for deres kompetencer, værdier og handlinger, ikke for vores ubevidste forestillinger om dem.

Så hvad kan vi gøre?

Vi kan starte med at tale åbent om det.
Ved at dele mine egne refleksioner håber jeg at starte en samtale – ikke bare om, hvad vi oplever som mænd, men om, hvordan vi kan udfordre os selv og hinanden til at bryde med disse mekanismer.

For forandring starter ikke med de store overgreb eller de åbenlyse fejltrin. Den starter med de små ting, vi vælger at tage ansvar for i os selv og i vores fællesskaber.

Har du nogensinde følt, at det er farligt at vise, hvordan du virkelig har det?
Måske har du frygtet at blive dømt, svag eller utilstrækkelig. Men hvad nu, hvis netop den følelse kan føre dig til mere frihed og autenticitet?

For noget tid siden stod jeg i en potentielt konfliktfyldt situation på arbejdet. En uoverensstemmelse var ved at eskalere, og min første impuls var at hæve stemmen og forsøge at kontrollere samtalen – en klassisk “maskulin eskalering”. Men midt i det hele stoppede jeg op og mærkede efter. Hvad var det egentlig, jeg følte? Bag frustrationen lå en usikkerhed og en frygt for ikke at blive hørt eller forstået.

I stedet for at reagere med mere kontrol, valgte jeg at dele, hvordan jeg egentlig havde det. Jeg sagde: “Jeg føler mig frustreret, fordi jeg ikke føler, vi når hinanden i denne samtale. Jeg vil gerne forstå dig bedre, men jeg har brug for, at vi også kan finde en løsning, der fungerer for os begge.”

Til min overraskelse ændrede det øjeblikkeligt dynamikken. Min ærlighed åbnede for en ærlig dialog, og vi fandt en løsning sammen. Denne oplevelse mindede mig om, at sårbarhed ikke er svaghed – det er modet til at møde det svære og bruge det til at skabe forbindelse og forståelse.

Sårbarhedens styrke

Sårbarhed kræver mod. Det kræver, at vi tør stå ved de følelser og stemninger, vi oplever – selv dem, der kan føles ubehagelige eller uværdige. Når vi lærer at navigere i vores sårbarhed, finder vi en styrke, der ikke kommer af at dominere eller kontrollere, men af at kunne rumme og acceptere os selv, som vi er.

I stedet for at forsøge at skubbe vores følelser væk eller ignorere dem, kan vi bruge dem som værdifulde pejlemærker. Følelser er flygtige, ja, men de fortæller os ofte, hvor vi står i forhold til vores værdier. Når vi føler os frustrerede, triste eller urolige, kan det være en påmindelse om, at noget i vores liv er ude af balance. Ignorerer vi disse signaler, risikerer vi at miste forbindelsen til os selv – og dermed også vores trivsel.

Fire nøgleelementer til at navigere i sårbarhed

For at kunne navigere i vores sårbarhed kræves der nogle grundlæggende færdigheder. Her er fire centrale elementer, der kan hjælpe os:

1. Udvikl bevidsthed om dine følelser

Bevidsthed handler om at mærke og anerkende sine følelser uden at dømme dem. Følelser er ikke permanente, og de definerer os ikke som personer – men de kan guide os. Når vi er bevidste om vores følelser, kan vi bruge dem som pejlemærker. Følelser som skuffelse eller frustration kan være tegn på, at vi er ude af kurs med vores værdier, mens glæde og tilfredshed ofte peger på, at vi lever i overensstemmelse med dem.

2. Find modet til at stå ved dig selv

At navigere i sårbarhed kræver modet til at stå ved sine følelser og dele dem, når det er nødvendigt. Mod er ikke fraværet af frygt, men handlingen på trods af frygten. Det kan betyde at sige: “Jeg føler mig usikker lige nu,” eller “Jeg har brug for hjælp.” Det kræver også mod at acceptere de følelser, vi ikke forstår, og stole på, at de har noget vigtigt at fortælle os.

3. Sæt grænser med respekt for dine værdier

Sårbarhed handler ikke om at blotte alt for alle. Det handler om at sætte grænser, der beskytter vores værdighed og integritet. Når vi sætter grænser, respekterer vi os selv og de værdier, vi står for. Integritet betyder at handle i overensstemmelse med vores værdier, også når det kræver, at vi siger nej til ting, der ikke føles rigtige.

4. Lev autentisk og styrk dit selvværd

Autenticitet handler om at respektere sine følelser og bruge dem som pejlemærker uden at lade dem styre os. Når vi accepterer vores følelser som en del af os, bliver vi mere ægte – både over for os selv og andre. Selvværd spiller en vigtig rolle her, for det kræver selvrespekt at stå ved sine følelser og handle i overensstemmelse med dem. Når vi gør det, lever vi mere i tråd med vores værdier, og det gør os mere autentiske og robuste.

Sårbarhedens betydning for trivsel og robusthed

Når vi lærer at navigere i vores sårbarhed, skaber vi et stærkere fundament for trivsel. Vi bliver bedre til at forstå os selv, knytte dybere relationer og håndtere livets op- og nedture. At være i kontakt med vores sårbarhed gør os mere robuste, fordi vi ikke længere kæmper imod os selv – vi arbejder med os selv.

Som det blev sagt i Slædepatruljen på DR:
“Hvis han navigerede lige så godt i sin sårbarhed, som han gør i sin styrke, så ville han virkelig stå stærkt.”

Det er netop i balancen mellem styrke og sårbarhed, at vi finder vores sande kraft og autenticitet. Hvordan har din rejse i denne balance set ud? Del dine tanker eller erfaringer – måske kan din historie inspirere andre.

Kilder:

• Tobias Bartholdy – Citat: “Hvis han navigerede lige så godt i sin sårbarhed, som han gør i sin styrke, så ville han virkelig stå stærkt.”
  Hentet fra LinkedIn-opslaget af Anika Tronier. Tobias Bartholdys LinkedIn-profil: Tobias Bartholdy.
• Anika Tronier – LinkedIn-opslag om selvrespekt og sårbarhed.
  Opslaget kan læses her: Offerrollen? Hell no!. Refleksion over balancen mellem styrke og sårbarhed, herunder inspiration til temaet sårbarhed i blogindlægget.
• Brené Brown – “The Power of Vulnerability” (TED Talk).
  Denne TED Talk giver en dybere forståelse af, hvordan sårbarhed er en styrke, og hvordan den kan bruges til at skabe autentiske relationer og personlig vækst. Kan ses her: TED Talk med Brené Brown.
• Slædepatruljen – Programmet om personlige og gruppepræstationer under ekstreme forhold.
  Kan ses på DR TV.