Jeg tænkte ikke over, at jeg blev præget, mens det skete.

Ikke over de ord, der blev sagt i sjov.
Ikke over de små bemærkninger, der fløj gennem luften i skolegården, i hjemmet, på arbejdspladsen.
Ikke over de blikke, de smil og den tavshed, der fulgte, når nogen sagde noget, der ikke skulle modsiges.

Jeg tænkte ikke over, at det betød noget, når en dreng blev kaldt en ‘tøsedreng’, hvis han var bange.
At det betød noget, når jeg lærte, at det var pinligt at klæde sig ud som en kvinde.
At det betød noget, når mine søstre tog sig af huslige pligter, mens jeg slap.

Jeg tænkte ikke over, at det betød noget, når vi lo af bemærkninger om, at “en kvinde, der var tre meter væk fra køkkenet, var på flugt”.
At det betød noget, når koner blev omtalt som “chefen”, “kranen” eller “kontroltårnet”.
At det betød noget, når en mandlig leder opfordrede kolleger til at gå ned og kigge på en nyansat kvinde.

Jeg tænkte ikke over, at det betød noget, når actionheltene altid var mænd.
At det betød noget, når ungdomsbladene lærte mig, hvad en “rigtig mand” var – og viste letpåklædte kvinder.
At det betød noget, når vi altid blev opfordret til at tage vasketøjet med hjem til mor – ikke til far.

Men jeg ved, at ingen har gjort det bevidst.
At ingen bevidst har præget mig med stereotype kønsroller, en kulturel arv fra “Den historiske mand” eller bias. De har selv været ubevidst påvirket af den arv, de har båret videre.

Jeg tænkte ikke over, at jeg lærte noget. At jeg blev præget.

Om at være en “rigtig dreng”

Tøsedreng

Jeg tænkte ikke over, at det formede mit syn på, at drenge skal turde, ikke sige fra og altid være modige – for ellers var man en tøsedreng.

Jeg hørte ordet allerede som barn.
Hvis en dreng tøvede med at klatre højere op i træet. Hvis han trak sig fra en slåskamp i skolegården. Hvis han ikke turde hoppe fra den øverste kant i svømmehallen;

“Ej, hvor er du en tøsedreng!”

Det kom hurtigt, uden at nogen tænkte videre over det.
Men jeg forstod, hvad det betød.

At en tøsedreng var svag.
At han ikke var en “rigtig dreng”.
At de, der tøvede, ikke hørte til blandt de “rigtige drenge”.

Jeg tænkte ikke over, at en tøsedreng ikke bare handlede om at være bange – men om, at frygt blev koblet til noget andet.
At det at være bange blev koblet til det at være en tøs. Og at piger åbenbart var noget, man ikke skulle minde for meget om.

Udklædning

Jeg tænkte heller ikke over, at det lærte mig noget om, hvad en dreng måtte og ikke måtte, da jeg engang klædte mig ud som Dronning Margrethe til fastelavn – og blev drillet med det.

Jeg husker ikke præcis, hvem der sagde det først.
Om det var en voksen, der lo let og sagde: ‘Ej, skulle du ikke hellere være en konge?’
Eller om det var de andre børn, der grinede og spurgte, hvorfor jeg ville klæde mig ud med kjole og make up.

Men jeg husker følelsen.
Den der pludselige fornemmelse af at have gjort noget forkert.
Noget, jeg burde have vidst i forvejen – at der var ting, drenge bare ikke gjorde.
At det var pinligt at vælge noget, der var ‘piget’.

Jeg tænkte ikke over det – jeg tænkte bare, at jeg nok hellere måtte vælge noget andet næste gang – noget af hankøn.

Om at få ansvar, pligter og ledelse

Pligter

Da jeg var barn, lå der en bog derhjemme.
Min mor skrev opgaver i den – små opgaver, vi gerne måtte løse, når vi kom hjem fra skole.
Den lå altid fremme. Opgaverne var der, men det var sjældent mig, der stregede noget ud.

Mine søstre gjorde.

De ryddede op, satte vasketøj over og hjalp med madlavningen.
Opgaver, der skulle gøres hver dag.
Opgaver, der aldrig rigtig blev færdige.

Jeg slap.

Jeg husker at min mor sagde, at det var fordi mine søstre, som oftest, var lettere at få til det – de var mere pligtopfyldende.
Men måske slap jeg også, fordi jeg fandt ud af, at de jo bare gjorde det. Hvis jeg ikke var lige dér, når noget skulle gøres, så blev det jo gjort alligevel.

Og uden at tænke over det havde jeg lært noget.
Om at der var opgaver, man kunne undgå – og at de stadig blev løst.
Om at det at være pligtopfylden var noget piger var.

Ansvar

Når vi var alene hjemme, var det ikke en af mine søstre – de mest pligtopfyldende af os – der fik ansvaret.
Det var enten min bror eller mig.

Var det fordi vi var drenge?
Det var ikke noget, vi tænkte over.

Og det var ikke kun derhjemme, jeg oplevede det. Jeg oplevede det også som spejder.

Jeg var den nyeste i min trop.
Ikke den ældste.
Ikke den mest erfarne.
Men jeg var den eneste dreng.
Og jeg blev tropfører.

Jeg tænkte ikke over, hvorfor det var mig.
Ingen sagde det højt. Ingen argumenterede for, at en dreng selvfølgelig skulle lede.

Men det skete alligevel.

Ingen stillede spørgsmål ved det – heller ikke mig.
Det virkede bare… naturligt?

Jeg tænkte ikke over, at jeg i det øjeblik havde lært noget om ledelse og ansvar.
At selv når piger var flere, ældre og mere erfarne, så kunne en enkelt dreng stadig være den “naturlige” leder

Om at “græde som en pige”

Jeg tænkte ikke over, hvor tidligt vi lærer at se forskelligt på drenge og piger.
Ikke som en regel, nogen forklarer os – men som noget, vi bare ved.

Jeg så det en dag til en familiemiddag.

Min 6-årige niece blev pludselig stille.
Hendes øjne blev blanke, og tårerne begyndte at trille ned ad kinderne.
Min bror, hendes far, spurgte blidt: “Hvad er der galt, skat?”

Før hun nåede at svare, lød det hurtigt fra hendes 8-årige bror: “Hun græder bare, fordi hun er en pige.”

Bum.

Piger græder bare.
Piger er bare sårbare.
Piger er bare skrøbelige.

Og ingen af os sagde noget.
Ingen modsagde det.
Så det blev hængende i luften – som en uimodsagt sandhed.

Om at sætte værdi på sit indsats

Jeg tænkte ikke over, at jeg lærte noget om værdi – ikke om hvem jeg var, men om hvad jeg var værd.

Jeg blev opfordret til at huske at få betaling for min indsats. At sikre mig, at det, jeg bidrog med, blev anerkendt – og helst gav et afkast.

Min far vidste altid, hvem der skyldte ham en tjeneste.
Ikke på en beregnende eller krævende måde – men som en selvfølge. En indsats skulle værdisættes, huskes og måske gengældes senere.

Jeg tror ikke, mine søstre lærte det samme.
Jeg tror ikke, de blev opfordret til at tænke i betaling og tjenester – men snarere til bare at hjælpe og bidrage.
Uden at forvente noget igen.

Om maskulinitet og kønsroller

Pikken er Gud

Jeg tænkte ikke over, hvad det gjorde ved mig, da jeg første gang hørte Karl Mar sige:
“Pikken er Gud.”

Jeg grinede. Vi grinede.
For det var sjovt. Det var vildt. Det var råt.
Og det satte sig fast.

Vi gentog det for hinanden.
Vi lo af det.
Vi sagde det med en vis stolthed.

Jeg tænkte ikke over, at det var mere end en joke.
At det ikke bare var sjov – men en sætning, der bekræftede en forståelse af mit køn.
At vi som drenge var noget særligt. Noget større.

Jeg tænkte ikke over, at den slags ord havde formet min forståelse af, hvad det betød at være mand;
At være født som dreng i sig selv var noget, der gav status.

Jeg tænkte ikke over, at den slags ord ikke bare blev sagt – de satte sig fast.

“En kvindes plads er i køkkenet”

Jeg tænkte heller ikke over, hvad det gjorde ved mig, når voksne mænd lo og sagde:
“En kvinde, der er mere end tre meter væk fra køkkenet, er på flugt.”

Jeg tænkte ikke over, hvordan den slags bemærkninger sneg sig ind i min forståelse af mænd og kvinder.
Det var jo bare sjov – og jeg grinte med.
Og når man griner af noget nok gange, bliver det en sandhed, der ikke behøver at blive sagt direkte.

Jeg tænkte ikke over, hvordan den slags jokes lærte mig noget;
Om at mænd og kvinder havde hver deres plads.
Om at en kvinde, der fyldte for meget, var ude af position.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i de øjeblikke blev præget.
At humoren ikke bare var harmløs – men en måde, hvorpå vi lærte, hvem vi var.

Om at blive præget af medier

Reklamer

Jeg tænkte ikke over, at de reklamer, jeg voksede op med, ikke bare solgte produkter – men også idéer om vores roller, som mand og kvinde.

• Rengøringsmidler var til kvinder.
• Biler og elektronik til mænd.
• Banker og investeringer – mænd.
• Børneudstyr og husholdning – kvinder.

Jeg tænkte ikke over, at de også fortalte, hvem der havde ansvaret for økonomi og teknik – og hvem der havde ansvaret for hjemmet.

Det var bare sådan, verden så ud.

Ungdomsblade

Ligesom det var med ungdomsbladene.
Jeg voksede op med M! – et blad, der fortalte, hvordan man var en rigtig mand.

Forsiden var altid den samme.
En letpåklædt kvinde – slank, med sexede former.

Indeni var siderne spækket med det samme budskab.

• Mænd var seje, stærke og selvstændige.
• Kvinder var slanke, sexede og tilgængelige.
• Mænd tog, kvinder blev taget.

Der var guides til, hvordan man blev mere attraktiv.
Hvordan man trænede sig til en maskulin krop.
Hvordan man scorede kvinder – hvilke replikker, hvilke tricks, hvordan man læste deres signaler.

Men der var ingen artikler om, hvordan man forstod dem.
Hvordan man respekterede et nej.
Hvordan man kunne være usikker eller tvivlende som mand.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i det øjeblik lærte noget.
At kvinder var noget, man kunne vinde.
At det handlede om at være stærk, handlekraftig, dominant.
At usikkerhed eller tøven ikke var maskulint.
Og at kvindekroppe ikke bare var deres egne – de var noget, der kunne vurderes, fremvises og bedømmes.

Actionsfilm

Og det samme så jeg i filmene.

Actionheltene var næsten altid mænd.
De handlede. De slog fra sig. De var fokuserede, beslutsomme og vidste altid, hvad de skulle gøre.

De reddede det hele og de vandt kvinden til sidst – hvis de da ikke “nedlagde” en masse kvinder undervejs.

Det var ikke noget, man stillede spørgsmål ved.
Det var bare sådan, det var.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i det øjeblik lærte noget.
At kvinder var noget, man kunne vinde.
At en mand var stærk, beslutsom og altid vidste, hvad han skulle gøre.
At det var ham, der handlede – og hende, der blev handlet for.

Om at der er noget piger gør og noget drenge gør

Pige- og drengefag

Jeg tænkte ikke over, at vi allerede på efterskolen lærte, hvad der var mest naturligt for drenge og piger.
Ikke fordi nogen sagde det direkte – men fordi det lidt subtilt blev fortalt os.

Når vi valgte valgfag, blev nogle omtalt som mere for piger;

• Håndarbejde og design.
• Kreative fag med æstetik og detaljer.

Andre blev omtalt som mere for drenge;

• Værkstedsfag med motor og teknik.
• Lyd og lys til sceneshows.

Jeg tænkte ikke over, at det sagde noget om, hvad vi hver især blev opfordret til at interessere os for.

Drenge- og pigeopgaver

Ligesom jeg heller ikke tænkte over, hvordan opgaverne blev fordelt, da skolen skulle lave årets store teatershow;

• Drenge byggede scenen og stod for sceneskifte.
• Pigerne lavede kostumer og stod for sminke.

Vi stillede ikke spørgsmål ved det. Sådan fordelte lærerne det bare.

Og jeg tænkte heller ikke over, at det var sådan, vi blev præget.
At vi ubevidst lærte, hvem der hørte til hvor.

Om at mor er primære omsorgsperson

Vasketøj er til mor

Jeg tænkte ikke over, at vi på efterskolen også lærte, hvem der tog sig af hvad i hjemmet.
Ikke fordi nogen sagde det direkte – mere i små sætninger og hentydninger.

Når weekenden nærmede sig, og vi skulle pakke sammen, lød det ofte:
“Husk at tage vasketøjet med hjem til mor.”

Ikke hjem til far.
Ikke bare hjem.
Til mor.

Det var ikke første gang, jeg hørte det. Det var heller ikke sidste.

Som barn hørte jeg det også andre steder – at vasketøj, det var noget, man tog med hjem til mor.
Ligesom hvis noget tøj var gået i stykker, kunne vi jo ‘få mor til at lappe det’.

Og som værnepligtig hørte jeg det igen;
“Har du ikke lært at lægge tøj sammen af din mor?”
“Din mor har vel vist dig, hvordan man gør rent?”

Da jeg senere selv blev sergent, gentog jeg de samme ord til de værnepligtige – nærmest på automatpilot og ukritisk.

Jeg tænkte ikke over, at det aldrig var far, vi skulle tage vasketøjet med hjem til.
At det aldrig var ham, der skulle lappe tøjet.
At omsorg og husholdning altid blev forbundet med kvinder.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i de øjeblikke havde lært noget.
At der var opgaver, der naturligt hørte til mødre.

Og at jeg gav det videre – uden at tænke over det.

Ringe hjem til mor

Og det var ikke kun vasketøjet, der skulle hjem til mor.

Hvis jeg havde hjemve på en spejderlejr, sagde de voksne:
“Vil du ikke prøve at ringe hjem til din mor?”
Som om det var en selvfølge, at det var hende, der skulle give mig tryghed.

Jeg hørte det ikke kun dér.
Jeg husker det også fra lejrskoler i folkeskolen. Og fra skiture med efterskolen.
Hvis vi var lidt kede af det, hvis vi havde hjemve, hvis vi havde brug for en voksen derhjemme – så var det altid mor, vi blev opfordret til at ringe til.

Jeg tænkte ikke over, at vi aldrig blev opfordret til at ringe til vores fædre.
At vi lærte, at omsorg ikke var noget, man fandt hos mænd.

Det var bare sådan, det var.

Om at score i byen

Piger, scoringer og sex

Jeg tænkte ikke over, at det lærte mig noget om, hvordan kvinder kunne ses som objekter, da jeg som ung gik i byen og klappede pigerne i røven uden samtykke.
For narrativet blandt os drenge var, at “de godt kunne lide det” – det var jo et kompliment.

Jeg tænkte heller ikke over, at jeg lærte at se sex som et spørgsmål om indsats, resultat og afkast, når vi talte om at score i byen.

Det handlede ikke om tiltrækning eller kemi.
Det handlede om at gøre en indsats.
Lægge en plan, være charmerende nok, sjov nok, insisterende nok – for at få det rigtige resultat;
En scoring.

Afkast? Sex.

Det var målstyring.
En lineær tankegang, hvor vi lærte, at kvinders ja var noget, der skulle opnås – ikke noget, der opstod naturligt og gensidigt..

Jeg tænkte ikke over, at det havde lært mig noget.
Noget om initiativ.
Noget om, hvem der tog styringen – og hvem, der skulle overtales.

Men det gjorde det.

Om værdisætningen af kvinders og mænds arbejde

Kvinder laver mad og mænd kokkerer

Jeg tænkte ikke over, at det farvede mit syn på værdien af kvinders arbejde i forhold til mænd, da jeg som teenager oplevede, hvordan køkkenet på den højskole, hvor min mor arbejdede, fungerede.

Min mor og hendes kvindelige kolleger var køkkenassistenter. De lavede mad hver dag, planlagde måltider og sikrede, at alting kørte.

Men hver sommer kom en mand og hjalp i køkkenet.

Og når han lavede mad, blev det pludselig omtalt som kokkemad.
Selvom han lavede præcis det samme som min mor og de andre kvinder.
Han blev omtalt som kokken, mens de forblev køkkenassistenter – selv køkkenlederen, en kvinde, blev ikke kaldt kok.

Og der var også forskel på, hvordan oprydningen efter madlavningen blev håndteret.
Min mor og hendes kolleger ryddede altid godt op efter sig, så der var mindre arbejde til os, der stod for opvasken.

Men “kokken”? Han lod det stå.
For det var ligesom ikke hans opgave. 

Om at snakke om kvinder og gå på barsel

“Kranen, chefen og kontroltårnet”

Jeg tænkte ikke over, hvad det gjorde ved mig, når jeg hørte måden, mænd talte om kvinder på arbejdspladsen.
Koner blev ofte omtalt med et grin som “kranen”, “chefen” eller “kontroltårnet”.

Hvis nogen skulle ud med kollegerne, jokede de om, at de lige skulle bede om udgangstilladelse derhjemme.

Jeg lo med – helt ukritisk.

Jeg tænkte ikke over, at de her vendinger også formede mit syn på relationer mellem mænd og kvinder.
At de bekræftede et billede af kvinder som nogen, der begrænsede os mænd.
At en kone var en, man skulle liste sig udenom, have tilladelse af eller tage sig i agt for.

Jeg tænkte ikke over, at den slags sprog også lærte mig noget;
Om at mænd er frie, hvis ikke kvinder holder dem i snor.
Om at kvinder er nogen, man skulle snyde lidt, manipulere lidt, vinde lidt over – som om ægteskabet er kvindes kontrol med manden.

Kvinder er noget man kigger på

Jeg tænkte heller ikke over, hvad det gjorde ved min opfattelse af kvinder på arbejdspladsen, når jeg hørte ledere sige:
“Ej, I skal lige gå ned og kigge på hende, vi lige har ansat i afdeling X.”

Ikke “møde hende”.
Ikke “høre, hvad hun kan”.
Men “kigge på”.

Jeg tænkte ikke over, hvordan det placerede hende i rummet.
Som noget at betragte.
Som noget, der skulle vurderes.
Som noget, hvis værdi først og fremmest lå i hendes udseende.

Jeg tænkte ikke over, at når vi lo og kiggede, var vi en del af en sexistisk kultur.

Barsel og “rigtige mænd”

Jeg tænkte ikke over, hvad det gjorde ved mig, når jeg hørte den måde, vi talte om barsel på.
Barsel var noget “rigtige mænd” ikke tog – i hvert fald ikke mere end de 14 dage, man fik efter fødslen;
“Barnet har jo en mor.”

Hvis en mand ville have længere barsel, blev det omtalt som “ferie” eller som noget, han var blevet overtalt til.
Der kunne blive sagt ting som;
“Han er da under tøflen.”
“Så må vi håbe, du ikke går glip af noget imens.”
“Barsel er jo ikke karrierefremmende.”

Jeg hørte det.
Nogle gange sagt til mig.
Nogle gange sagt til kolleger.
Nogle gange sagt af en leder til en medarbejder.
Andre gange sagt fra kolleger til kolleger.

Jeg tænkte ikke over, at det var med til at forme eller forstærke min oplevelse af, hvad en “rigtig mand” bør gøre;
Om at arbejde kom først.
Om at en mands rolle var at tjene penge – ikke at tage sig af små børn..
Om at omsorg ikke var en del af det at være mand.

Jeg er præget

Jeg troede, jeg bare var mig.
At mine valg, mine holdninger, min måde at være mand på – var noget, jeg selv havde skabt.

Men jeg kan se nu, at jeg blev formet.
Af ord, der blev sagt i sjov.
Af blikke, smil og stilhed.
Af de ting, vi grinede af, og de ting, vi aldrig stillede spørgsmål ved.

Jeg blev præget – ikke af én stor fortælling, men af hundredevis af små.
Nogle har jeg fået øje på. Andre ligger stadig gemt i mig, ubemærket.

Men jeg ved, at ingen har præget mig bevidst med denne kulturelle arv.
Ingen har bevidst givet mig stereotype kønsroller, maskuline idealer og en dominerende lineær tankegang. De har selv været en del af den arv, de ubevidst har båret videre.

Men jeg er bevidst nu.
Og med bevidstheden følger muligheden for at bryde noget.
For at sende mindre af den kulturelle arv videre.
For at være med til at nedbryde stereotype kønsroller og forældede maskuline idealer – i min samtid og for dem, der kommer efter mig.

Det starter med bevidsthed.
Med at se prægningen.
Med at forstå den.
Med at tage ansvar for, hvordan jeg handler nu.

Vi kunne også sige, at historien er skrevet af “Den historiske mand”

Vores historie er skrevet af mænd, som har oplevet, tolket og nedfældet den ud fra deres maskuline idealer og verdenssyn. Vel at mærke mænd, der var sejrende og indflydelsesrige. Og sidenhen er det den samme type historiske mænd, der har læst, fortolket og videreformidlet historien.

Denne ensidighed har ikke kun formet vores forståelse af fortiden, men også, hvilke perspektiver og nuancer der blev anerkendt som værdifulde. Historien er ofte blevet fortalt ud fra et lineært og resultatorienteret fokus – på konger, krige og magtens resultater. Det cirkulære arbejde og de menneskelige egenskaber, der lagde grundlaget for succeserne, er blevet glemt. De relationer, det vedholdende arbejde og de processer, der sikrede hjulene bag kulisserne, forsvandt ud af fortællingen.

Kvinders stemmer og perspektiver har i århundreder enten været fraværende eller marginaliseret. Indtil for halvandet århundrede siden var det kun mænd, der havde adgang til at læse, fortolke og skrive historien. Det betyder, at vores fælles historie er fortalt gennem et begrænset verdensbillede – et verdensbillede præget af magt, kontrol og konkurrence.

En fremtid med balance

Problematikken omkring vores historie handler ikke kun om, at den er skrevet af mænd, men om de idealer, normer og tankegange, som disse historiske mænd har haft. De mænd, der skrev historien, var ofte præget af snævre maskuline idealer som kontrol, hierarki, konkurrence og kamp. Disse idealer blev anset som nødvendige for at skabe orden og opretholde magt, men de efterlod samtidig andre perspektiver og værdier som sekundære eller uvæsentlige.

Det verdensbillede har farvet både, hvad der blev anset som vigtigt at dokumentere, og hvordan samtiden blev fortolket og nedskrevet. Når historien eksempelvis fremstilles som en række krige, sejre og nederlag, udelades ofte de langsomme, cirkulære processer, der også formede begivenhederne – handlinger og indsatser, som samarbejde, relationer og vedligeholdelse.

Et eksempel er Saxos krønike fra 1208, hvor Danmarks storhed blev knyttet til kongers og krigeres bedrifter, fortalt ud fra et maskulint ideal synspunkt og en lineær tankegang. Historien fokuserer på kongernes og krigenes resultater og afkast, mens de mange nuancer i baggrunden overses – alt det cirkulære arbejde, der sikrede kongens virke, og de menneskelige egenskaber, som relationer, omsorg og vedligeholdelse, der gjorde indsatsen mulig. De, der lagde forarbejdet, holdt hjulene i gang og skabte grundlaget for kongens succes, glemmes i fortællingen.

I dag ser vi stadig, hvordan nutidens historieskrivning er præget af de samme normer.
Historier, der vægter kontrol og resultater, dominerer stadig i undervisning og populærkultur, mens fortællinger, der fokuserer på relationer og helhedstænkning, har sværere ved at få plads. Dette skyldes ikke nødvendigvis, hvem der skriver historierne, men hvordan vores samfund fortsat prioriterer de maskuline idealer og en lineær tankegang.

Hvis vi ønsker at bryde med denne tradition og skabe en historieskrivning, der afspejler en mere balanceret forståelse, kræver det et samfund, der selv er i balance. Først når vi anerkender værdien af både maskuline og feminine egenskaber og prioriterer både lineær og cirkulær tænkning, kan vi begynde at skrive en historie, der rummer hele spektret af menneskelige erfaringer og perspektiver.

Hvorfor vi skal genbesøge historien

Det hedder sig, at vi skal lære af historien, så den ikke gentager sig.
Men hvad nu, hvis den historie, vi lærer, ikke er hele historien?
Hvad nu, hvis den kun afspejler et snævert eller skævt verdenssyn – et syn præget af “Den historiske mand”s idealer og normer?
Lærer vi så af historien, eller lærer vi kun at reproducere det samme verdensbillede, som vi ønsker at ændre?

Når vi ser historien gennem dette snævre perspektiv, risikerer vi, at historien forstærker “Den historiske mand”s arv i stedet for at udfordre den. Vi lærer måske om magt, kontrol og konkurrence, men ikke om de andre menneskelige egenskaber – både maskuline og feminine – som også har formet vores samfund. Vi overser, hvordan cirkulær tankegang har påvirket vores forhistorie, og hvordan dens fravær har haft konsekvenser. Og vi mister muligheden for at forstå, hvordan kvinders bidrag og perspektiver har skabt alternative narrativer, der kan berige vores fælles historie.

At lære af historien kræver nye perspektiver

For virkelig at lære af historien – og ikke blot gentage den – har vi brug for at se vores fortid med nye øjne.
Det handler om at stille spørgsmål ved, hvilke værdier og normer der har præget historieskrivningen, og om at søge efter de stemmer og perspektiver, der blev ignoreret eller undertrykt. Som historiker og forfatter Gry Jexen siger: “Det er på tide, vi fejer argumentet om, at kvinder ikke har haft en særlig rolle i historien, af bordet.”

Kvinder har altid været en del af historien, men deres bidrag er ofte blevet usynliggjort.

Ved at inddrage kvinders erfaringer og menneskelige egenskaber som omsorg, empati og helhedstænkning kan vi få en dybere forståelse af, hvordan samfund har udviklet sig – ikke kun gennem krig og magtkampe, men også gennem samarbejde, fællesskab og langsigtede processer.
Arbejdermuseet understreger, at kvinder har været med til at forme den danske arbejderbevægelse, men ofte er blevet skrevet ud af fortællingen. Deres historier viser os en anden side af historien, som er mindst lige så vigtig som fortællingerne om magtens top.

Historie som et spejl

Historien fungerer som et spejl, der reflekterer de værdier, vi lægger vægt på i vores samtid.
Hvis vi kun værdsætter de maskuline idealer og lineære tankemønstre, vil vi fortsætte med at fortælle historien på en måde, der udelukker andre perspektiver. Det betyder, at vi ikke bare gentager fortidens fejl, men også frarøver os selv muligheden for at lære af de alternative veje, som måske kunne have ført til mere balancerede og bæredygtige samfund.

Hvordan genbesøger vi historien?

For at udfordre det snævre verdenssyn, som “Den historiske mand” har skabt, og for at sikre, at historien bliver et læringsredskab for fremtiden, skal vi:

1. Se historien med kvinders øjne
   For at forstå deres erfaringer og bidrag – både de synlige og de oversete – og hvordan de har været med til at forme vores fortid.
2. Søge efter menneskelige egenskaber, som ikke blev værdsat af samtiden
   For at belyse, hvordan egenskaber som omsorg, tålmodighed, helhedstænkning eller empati også har haft indflydelse på historiens gang. Måske i det skjulte eller glemt, fordi de ikke blev set som værdifulde i deres samtid, men som alligevel har spillet en afgørende rolle.
3. Analysere historien med cirkulær tankegang
   For at forstå langsigtede relationer, bæredygtige processer og sammenhænge, der ikke nødvendigvis kan måles i magt eller kontrol, men som har været lige så vigtige for samfundets udvikling.

 Det starter i skolerne

Det er ikke kun forskernes ansvar at gentænke historien med nye perspektiver. Vores folkeskoler og uddannelsesinstitutioner har også et vigtigt ansvar.
De skal sikre, at elever og studerende lærer at tolke historien ud fra de tre vinkler:

• At forstå historien fra både maskuline og feminine perspektiver.
• At søge efter de menneskelige egenskaber, som ikke var værdsat af samtiden, men som alligevel spillede en rolle.
• At analysere historien ud fra både lineære og cirkulære tankemønstre.

Når historien præsenteres på denne måde, lærer eleverne at tænke kritisk, at se bag om de etablerede fortællinger og at stille spørgsmål ved de normer, som har præget vores forståelse af fortiden. Dette giver dem værktøjer til at skabe en mere nuanceret og ligeværdig tilgang til historien – og til fremtiden.

En fremtid med balance

Det er positivt, at vi i dag begynder at udfordre de traditionelle perspektiver, som historien tidligere er blevet skrevet, læst og fortolket ud fra. Ved at inddrage bredere spektrum af maskuline og feminine egenskaber og vægte cirkulær tankegang lige så meget som lineær, kan vi skabe en mere nuanceret og retvisende forståelse af fortiden.

Men hvis vi virkelig skal bryde med den skævhed, der har præget historien, kræver det mere end blot at tilføje nye perspektiver.
Det kræver, at vi aktivt skaber et samfund, der selv er i balance. Først når vi anerkender værdien af både maskuline og feminine egenskaber, og når lineær og cirkulær tænkning vægtes ligeligt, kan vi begynde at skrive en historie, der er fri for tidligere tiders forvrængninger.

Hvis vi fortsætter med at fortælle historien, som vi har arvet den – præget af kontrol, magt og resultater – risikerer vi at forstærke “Den historiske mand”s arv. Vi må søge de glemte stemmer, de oversete nuancer og de processer, der tidligere blev ignoreret, fordi de ikke blev anset som værdifulde.

Hvordan sikrer vi, at historien fremover bliver fortalt på en måde, der rummer hele spektret af menneskelige erfaringer og perspektiver?
Det starter i vores undervisning, vores forskning og vores samfundsdebatter.
Det handler om at stille spørgsmål som:
Hvad anser vi som “værdifuldt” i vores fortællinger?
Hvordan skaber vi en historieskrivning, der spejler ligeværd og mangfoldighed – ikke kun i dag, men også for kommende generationer?

Jeg tror, at vejen frem er at anerkende de skævheder, vi har arvet, og aktivt arbejde for at udvide de perspektiver, vi inkluderer i historien. Når vi gør det, åbner vi for en historie, der ikke er statisk, men dynamisk – en fortælling, vi skaber sammen, og som kan lede os mod en mere ligeværdig fremtid.

Kilder

• Kristeligt Dagblad
  • Artikel: Det handler om at give kvinder den plads i historien, de fortjener
  • Link: Kristeligt Dagblad
• Femina
  • Artikel: Gry Jexen: Det er på tide, vi affejer argumentet om, at kvinder ikke har haft en særlig rolle i historien
  • Link: Femina
• Information
  • Artikel: Historieundervisningen skal handle om mere end store mænd og kvinder
  • Link: Information
• Arbejdermuseet
  • Artikel: Arbejdermuseet vil skrive flere kvinder ind i historien
  • Link: Arbejdermuseet
• Gry Jexen – Kend din historie
  • Bog: Kend din historie: 25 kvinder der formede fortiden
  • Link: Gry Jexen
• Saxo – Gesta Danorum
  • Krønike: Saxo Grammaticus, Gesta Danorum (ca. 1200)
  • Link: Danmarkshistorien.dk
  • Anvendt som eksempel på lineær tankegang og maskuline idealer i historiefortællingen.