Jeg tænkte ikke over, at jeg blev præget, mens det skete.

Ikke over de ord, der blev sagt i sjov.
Ikke over de små bemærkninger, der fløj gennem luften i skolegården, i hjemmet, på arbejdspladsen.
Ikke over de blikke, de smil og den tavshed, der fulgte, når nogen sagde noget, der ikke skulle modsiges.

Jeg tænkte ikke over, at det betød noget, når en dreng blev kaldt en ‘tøsedreng’, hvis han var bange.
At det betød noget, når jeg lærte, at det var pinligt at klæde sig ud som en kvinde.
At det betød noget, når mine søstre tog sig af huslige pligter, mens jeg slap.

Jeg tænkte ikke over, at det betød noget, når vi lo af bemærkninger om, at “en kvinde, der var tre meter væk fra køkkenet, var på flugt”.
At det betød noget, når koner blev omtalt som “chefen”, “kranen” eller “kontroltårnet”.
At det betød noget, når en mandlig leder opfordrede kolleger til at gå ned og kigge på en nyansat kvinde.

Jeg tænkte ikke over, at det betød noget, når actionheltene altid var mænd.
At det betød noget, når ungdomsbladene lærte mig, hvad en “rigtig mand” var – og viste letpåklædte kvinder.
At det betød noget, når vi altid blev opfordret til at tage vasketøjet med hjem til mor – ikke til far.

Men jeg ved, at ingen har gjort det bevidst.
At ingen bevidst har præget mig med stereotype kønsroller, en kulturel arv fra “Den historiske mand” eller bias. De har selv været ubevidst påvirket af den arv, de har båret videre.

Jeg tænkte ikke over, at jeg lærte noget. At jeg blev præget.

Om at være en “rigtig dreng”

Tøsedreng

Jeg tænkte ikke over, at det formede mit syn på, at drenge skal turde, ikke sige fra og altid være modige – for ellers var man en tøsedreng.

Jeg hørte ordet allerede som barn.
Hvis en dreng tøvede med at klatre højere op i træet. Hvis han trak sig fra en slåskamp i skolegården. Hvis han ikke turde hoppe fra den øverste kant i svømmehallen;

“Ej, hvor er du en tøsedreng!”

Det kom hurtigt, uden at nogen tænkte videre over det.
Men jeg forstod, hvad det betød.

At en tøsedreng var svag.
At han ikke var en “rigtig dreng”.
At de, der tøvede, ikke hørte til blandt de “rigtige drenge”.

Jeg tænkte ikke over, at en tøsedreng ikke bare handlede om at være bange – men om, at frygt blev koblet til noget andet.
At det at være bange blev koblet til det at være en tøs. Og at piger åbenbart var noget, man ikke skulle minde for meget om.

Udklædning

Jeg tænkte heller ikke over, at det lærte mig noget om, hvad en dreng måtte og ikke måtte, da jeg engang klædte mig ud som Dronning Margrethe til fastelavn – og blev drillet med det.

Jeg husker ikke præcis, hvem der sagde det først.
Om det var en voksen, der lo let og sagde: ‘Ej, skulle du ikke hellere være en konge?’
Eller om det var de andre børn, der grinede og spurgte, hvorfor jeg ville klæde mig ud med kjole og make up.

Men jeg husker følelsen.
Den der pludselige fornemmelse af at have gjort noget forkert.
Noget, jeg burde have vidst i forvejen – at der var ting, drenge bare ikke gjorde.
At det var pinligt at vælge noget, der var ‘piget’.

Jeg tænkte ikke over det – jeg tænkte bare, at jeg nok hellere måtte vælge noget andet næste gang – noget af hankøn.

Om at få ansvar, pligter og ledelse

Pligter

Da jeg var barn, lå der en bog derhjemme.
Min mor skrev opgaver i den – små opgaver, vi gerne måtte løse, når vi kom hjem fra skole.
Den lå altid fremme. Opgaverne var der, men det var sjældent mig, der stregede noget ud.

Mine søstre gjorde.

De ryddede op, satte vasketøj over og hjalp med madlavningen.
Opgaver, der skulle gøres hver dag.
Opgaver, der aldrig rigtig blev færdige.

Jeg slap.

Jeg husker at min mor sagde, at det var fordi mine søstre, som oftest, var lettere at få til det – de var mere pligtopfyldende.
Men måske slap jeg også, fordi jeg fandt ud af, at de jo bare gjorde det. Hvis jeg ikke var lige dér, når noget skulle gøres, så blev det jo gjort alligevel.

Og uden at tænke over det havde jeg lært noget.
Om at der var opgaver, man kunne undgå – og at de stadig blev løst.
Om at det at være pligtopfylden var noget piger var.

Ansvar

Når vi var alene hjemme, var det ikke en af mine søstre – de mest pligtopfyldende af os – der fik ansvaret.
Det var enten min bror eller mig.

Var det fordi vi var drenge?
Det var ikke noget, vi tænkte over.

Og det var ikke kun derhjemme, jeg oplevede det. Jeg oplevede det også som spejder.

Jeg var den nyeste i min trop.
Ikke den ældste.
Ikke den mest erfarne.
Men jeg var den eneste dreng.
Og jeg blev tropfører.

Jeg tænkte ikke over, hvorfor det var mig.
Ingen sagde det højt. Ingen argumenterede for, at en dreng selvfølgelig skulle lede.

Men det skete alligevel.

Ingen stillede spørgsmål ved det – heller ikke mig.
Det virkede bare… naturligt?

Jeg tænkte ikke over, at jeg i det øjeblik havde lært noget om ledelse og ansvar.
At selv når piger var flere, ældre og mere erfarne, så kunne en enkelt dreng stadig være den “naturlige” leder

Om at “græde som en pige”

Jeg tænkte ikke over, hvor tidligt vi lærer at se forskelligt på drenge og piger.
Ikke som en regel, nogen forklarer os – men som noget, vi bare ved.

Jeg så det en dag til en familiemiddag.

Min 6-årige niece blev pludselig stille.
Hendes øjne blev blanke, og tårerne begyndte at trille ned ad kinderne.
Min bror, hendes far, spurgte blidt: “Hvad er der galt, skat?”

Før hun nåede at svare, lød det hurtigt fra hendes 8-årige bror: “Hun græder bare, fordi hun er en pige.”

Bum.

Piger græder bare.
Piger er bare sårbare.
Piger er bare skrøbelige.

Og ingen af os sagde noget.
Ingen modsagde det.
Så det blev hængende i luften – som en uimodsagt sandhed.

Om at sætte værdi på sit indsats

Jeg tænkte ikke over, at jeg lærte noget om værdi – ikke om hvem jeg var, men om hvad jeg var værd.

Jeg blev opfordret til at huske at få betaling for min indsats. At sikre mig, at det, jeg bidrog med, blev anerkendt – og helst gav et afkast.

Min far vidste altid, hvem der skyldte ham en tjeneste.
Ikke på en beregnende eller krævende måde – men som en selvfølge. En indsats skulle værdisættes, huskes og måske gengældes senere.

Jeg tror ikke, mine søstre lærte det samme.
Jeg tror ikke, de blev opfordret til at tænke i betaling og tjenester – men snarere til bare at hjælpe og bidrage.
Uden at forvente noget igen.

Om maskulinitet og kønsroller

Pikken er Gud

Jeg tænkte ikke over, hvad det gjorde ved mig, da jeg første gang hørte Karl Mar sige:
“Pikken er Gud.”

Jeg grinede. Vi grinede.
For det var sjovt. Det var vildt. Det var råt.
Og det satte sig fast.

Vi gentog det for hinanden.
Vi lo af det.
Vi sagde det med en vis stolthed.

Jeg tænkte ikke over, at det var mere end en joke.
At det ikke bare var sjov – men en sætning, der bekræftede en forståelse af mit køn.
At vi som drenge var noget særligt. Noget større.

Jeg tænkte ikke over, at den slags ord havde formet min forståelse af, hvad det betød at være mand;
At være født som dreng i sig selv var noget, der gav status.

Jeg tænkte ikke over, at den slags ord ikke bare blev sagt – de satte sig fast.

“En kvindes plads er i køkkenet”

Jeg tænkte heller ikke over, hvad det gjorde ved mig, når voksne mænd lo og sagde:
“En kvinde, der er mere end tre meter væk fra køkkenet, er på flugt.”

Jeg tænkte ikke over, hvordan den slags bemærkninger sneg sig ind i min forståelse af mænd og kvinder.
Det var jo bare sjov – og jeg grinte med.
Og når man griner af noget nok gange, bliver det en sandhed, der ikke behøver at blive sagt direkte.

Jeg tænkte ikke over, hvordan den slags jokes lærte mig noget;
Om at mænd og kvinder havde hver deres plads.
Om at en kvinde, der fyldte for meget, var ude af position.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i de øjeblikke blev præget.
At humoren ikke bare var harmløs – men en måde, hvorpå vi lærte, hvem vi var.

Om at blive præget af medier

Reklamer

Jeg tænkte ikke over, at de reklamer, jeg voksede op med, ikke bare solgte produkter – men også idéer om vores roller, som mand og kvinde.

• Rengøringsmidler var til kvinder.
• Biler og elektronik til mænd.
• Banker og investeringer – mænd.
• Børneudstyr og husholdning – kvinder.

Jeg tænkte ikke over, at de også fortalte, hvem der havde ansvaret for økonomi og teknik – og hvem der havde ansvaret for hjemmet.

Det var bare sådan, verden så ud.

Ungdomsblade

Ligesom det var med ungdomsbladene.
Jeg voksede op med M! – et blad, der fortalte, hvordan man var en rigtig mand.

Forsiden var altid den samme.
En letpåklædt kvinde – slank, med sexede former.

Indeni var siderne spækket med det samme budskab.

• Mænd var seje, stærke og selvstændige.
• Kvinder var slanke, sexede og tilgængelige.
• Mænd tog, kvinder blev taget.

Der var guides til, hvordan man blev mere attraktiv.
Hvordan man trænede sig til en maskulin krop.
Hvordan man scorede kvinder – hvilke replikker, hvilke tricks, hvordan man læste deres signaler.

Men der var ingen artikler om, hvordan man forstod dem.
Hvordan man respekterede et nej.
Hvordan man kunne være usikker eller tvivlende som mand.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i det øjeblik lærte noget.
At kvinder var noget, man kunne vinde.
At det handlede om at være stærk, handlekraftig, dominant.
At usikkerhed eller tøven ikke var maskulint.
Og at kvindekroppe ikke bare var deres egne – de var noget, der kunne vurderes, fremvises og bedømmes.

Actionsfilm

Og det samme så jeg i filmene.

Actionheltene var næsten altid mænd.
De handlede. De slog fra sig. De var fokuserede, beslutsomme og vidste altid, hvad de skulle gøre.

De reddede det hele og de vandt kvinden til sidst – hvis de da ikke “nedlagde” en masse kvinder undervejs.

Det var ikke noget, man stillede spørgsmål ved.
Det var bare sådan, det var.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i det øjeblik lærte noget.
At kvinder var noget, man kunne vinde.
At en mand var stærk, beslutsom og altid vidste, hvad han skulle gøre.
At det var ham, der handlede – og hende, der blev handlet for.

Om at der er noget piger gør og noget drenge gør

Pige- og drengefag

Jeg tænkte ikke over, at vi allerede på efterskolen lærte, hvad der var mest naturligt for drenge og piger.
Ikke fordi nogen sagde det direkte – men fordi det lidt subtilt blev fortalt os.

Når vi valgte valgfag, blev nogle omtalt som mere for piger;

• Håndarbejde og design.
• Kreative fag med æstetik og detaljer.

Andre blev omtalt som mere for drenge;

• Værkstedsfag med motor og teknik.
• Lyd og lys til sceneshows.

Jeg tænkte ikke over, at det sagde noget om, hvad vi hver især blev opfordret til at interessere os for.

Drenge- og pigeopgaver

Ligesom jeg heller ikke tænkte over, hvordan opgaverne blev fordelt, da skolen skulle lave årets store teatershow;

• Drenge byggede scenen og stod for sceneskifte.
• Pigerne lavede kostumer og stod for sminke.

Vi stillede ikke spørgsmål ved det. Sådan fordelte lærerne det bare.

Og jeg tænkte heller ikke over, at det var sådan, vi blev præget.
At vi ubevidst lærte, hvem der hørte til hvor.

Om at mor er primære omsorgsperson

Vasketøj er til mor

Jeg tænkte ikke over, at vi på efterskolen også lærte, hvem der tog sig af hvad i hjemmet.
Ikke fordi nogen sagde det direkte – mere i små sætninger og hentydninger.

Når weekenden nærmede sig, og vi skulle pakke sammen, lød det ofte:
“Husk at tage vasketøjet med hjem til mor.”

Ikke hjem til far.
Ikke bare hjem.
Til mor.

Det var ikke første gang, jeg hørte det. Det var heller ikke sidste.

Som barn hørte jeg det også andre steder – at vasketøj, det var noget, man tog med hjem til mor.
Ligesom hvis noget tøj var gået i stykker, kunne vi jo ‘få mor til at lappe det’.

Og som værnepligtig hørte jeg det igen;
“Har du ikke lært at lægge tøj sammen af din mor?”
“Din mor har vel vist dig, hvordan man gør rent?”

Da jeg senere selv blev sergent, gentog jeg de samme ord til de værnepligtige – nærmest på automatpilot og ukritisk.

Jeg tænkte ikke over, at det aldrig var far, vi skulle tage vasketøjet med hjem til.
At det aldrig var ham, der skulle lappe tøjet.
At omsorg og husholdning altid blev forbundet med kvinder.

Jeg tænkte ikke over, at jeg i de øjeblikke havde lært noget.
At der var opgaver, der naturligt hørte til mødre.

Og at jeg gav det videre – uden at tænke over det.

Ringe hjem til mor

Og det var ikke kun vasketøjet, der skulle hjem til mor.

Hvis jeg havde hjemve på en spejderlejr, sagde de voksne:
“Vil du ikke prøve at ringe hjem til din mor?”
Som om det var en selvfølge, at det var hende, der skulle give mig tryghed.

Jeg hørte det ikke kun dér.
Jeg husker det også fra lejrskoler i folkeskolen. Og fra skiture med efterskolen.
Hvis vi var lidt kede af det, hvis vi havde hjemve, hvis vi havde brug for en voksen derhjemme – så var det altid mor, vi blev opfordret til at ringe til.

Jeg tænkte ikke over, at vi aldrig blev opfordret til at ringe til vores fædre.
At vi lærte, at omsorg ikke var noget, man fandt hos mænd.

Det var bare sådan, det var.

Om at score i byen

Piger, scoringer og sex

Jeg tænkte ikke over, at det lærte mig noget om, hvordan kvinder kunne ses som objekter, da jeg som ung gik i byen og klappede pigerne i røven uden samtykke.
For narrativet blandt os drenge var, at “de godt kunne lide det” – det var jo et kompliment.

Jeg tænkte heller ikke over, at jeg lærte at se sex som et spørgsmål om indsats, resultat og afkast, når vi talte om at score i byen.

Det handlede ikke om tiltrækning eller kemi.
Det handlede om at gøre en indsats.
Lægge en plan, være charmerende nok, sjov nok, insisterende nok – for at få det rigtige resultat;
En scoring.

Afkast? Sex.

Det var målstyring.
En lineær tankegang, hvor vi lærte, at kvinders ja var noget, der skulle opnås – ikke noget, der opstod naturligt og gensidigt..

Jeg tænkte ikke over, at det havde lært mig noget.
Noget om initiativ.
Noget om, hvem der tog styringen – og hvem, der skulle overtales.

Men det gjorde det.

Om værdisætningen af kvinders og mænds arbejde

Kvinder laver mad og mænd kokkerer

Jeg tænkte ikke over, at det farvede mit syn på værdien af kvinders arbejde i forhold til mænd, da jeg som teenager oplevede, hvordan køkkenet på den højskole, hvor min mor arbejdede, fungerede.

Min mor og hendes kvindelige kolleger var køkkenassistenter. De lavede mad hver dag, planlagde måltider og sikrede, at alting kørte.

Men hver sommer kom en mand og hjalp i køkkenet.

Og når han lavede mad, blev det pludselig omtalt som kokkemad.
Selvom han lavede præcis det samme som min mor og de andre kvinder.
Han blev omtalt som kokken, mens de forblev køkkenassistenter – selv køkkenlederen, en kvinde, blev ikke kaldt kok.

Og der var også forskel på, hvordan oprydningen efter madlavningen blev håndteret.
Min mor og hendes kolleger ryddede altid godt op efter sig, så der var mindre arbejde til os, der stod for opvasken.

Men “kokken”? Han lod det stå.
For det var ligesom ikke hans opgave. 

Om at snakke om kvinder og gå på barsel

“Kranen, chefen og kontroltårnet”

Jeg tænkte ikke over, hvad det gjorde ved mig, når jeg hørte måden, mænd talte om kvinder på arbejdspladsen.
Koner blev ofte omtalt med et grin som “kranen”, “chefen” eller “kontroltårnet”.

Hvis nogen skulle ud med kollegerne, jokede de om, at de lige skulle bede om udgangstilladelse derhjemme.

Jeg lo med – helt ukritisk.

Jeg tænkte ikke over, at de her vendinger også formede mit syn på relationer mellem mænd og kvinder.
At de bekræftede et billede af kvinder som nogen, der begrænsede os mænd.
At en kone var en, man skulle liste sig udenom, have tilladelse af eller tage sig i agt for.

Jeg tænkte ikke over, at den slags sprog også lærte mig noget;
Om at mænd er frie, hvis ikke kvinder holder dem i snor.
Om at kvinder er nogen, man skulle snyde lidt, manipulere lidt, vinde lidt over – som om ægteskabet er kvindes kontrol med manden.

Kvinder er noget man kigger på

Jeg tænkte heller ikke over, hvad det gjorde ved min opfattelse af kvinder på arbejdspladsen, når jeg hørte ledere sige:
“Ej, I skal lige gå ned og kigge på hende, vi lige har ansat i afdeling X.”

Ikke “møde hende”.
Ikke “høre, hvad hun kan”.
Men “kigge på”.

Jeg tænkte ikke over, hvordan det placerede hende i rummet.
Som noget at betragte.
Som noget, der skulle vurderes.
Som noget, hvis værdi først og fremmest lå i hendes udseende.

Jeg tænkte ikke over, at når vi lo og kiggede, var vi en del af en sexistisk kultur.

Barsel og “rigtige mænd”

Jeg tænkte ikke over, hvad det gjorde ved mig, når jeg hørte den måde, vi talte om barsel på.
Barsel var noget “rigtige mænd” ikke tog – i hvert fald ikke mere end de 14 dage, man fik efter fødslen;
“Barnet har jo en mor.”

Hvis en mand ville have længere barsel, blev det omtalt som “ferie” eller som noget, han var blevet overtalt til.
Der kunne blive sagt ting som;
“Han er da under tøflen.”
“Så må vi håbe, du ikke går glip af noget imens.”
“Barsel er jo ikke karrierefremmende.”

Jeg hørte det.
Nogle gange sagt til mig.
Nogle gange sagt til kolleger.
Nogle gange sagt af en leder til en medarbejder.
Andre gange sagt fra kolleger til kolleger.

Jeg tænkte ikke over, at det var med til at forme eller forstærke min oplevelse af, hvad en “rigtig mand” bør gøre;
Om at arbejde kom først.
Om at en mands rolle var at tjene penge – ikke at tage sig af små børn..
Om at omsorg ikke var en del af det at være mand.

Jeg er præget

Jeg troede, jeg bare var mig.
At mine valg, mine holdninger, min måde at være mand på – var noget, jeg selv havde skabt.

Men jeg kan se nu, at jeg blev formet.
Af ord, der blev sagt i sjov.
Af blikke, smil og stilhed.
Af de ting, vi grinede af, og de ting, vi aldrig stillede spørgsmål ved.

Jeg blev præget – ikke af én stor fortælling, men af hundredevis af små.
Nogle har jeg fået øje på. Andre ligger stadig gemt i mig, ubemærket.

Men jeg ved, at ingen har præget mig bevidst med denne kulturelle arv.
Ingen har bevidst givet mig stereotype kønsroller, maskuline idealer og en dominerende lineær tankegang. De har selv været en del af den arv, de ubevidst har båret videre.

Men jeg er bevidst nu.
Og med bevidstheden følger muligheden for at bryde noget.
For at sende mindre af den kulturelle arv videre.
For at være med til at nedbryde stereotype kønsroller og forældede maskuline idealer – i min samtid og for dem, der kommer efter mig.

Det starter med bevidsthed.
Med at se prægningen.
Med at forstå den.
Med at tage ansvar for, hvordan jeg handler nu.

For nylig kom det frem, at op mod 70.000 mænd deltog i tyske Telegram-grupper, hvor de delte voldtægtsinstruktioner og opfordrede til seksuel vold mod kvinder.

Grupperne blev ikke kun brugt til at udveksle detaljerede beskrivelser af, hvordan kvinder kunne udsættes for ydmygelse og straf, men fungerede også som et fællesskab, hvor medlemmerne opildnede hinanden til yderligere eskalation.

Denne afsløring er ikke blot en skandale i sig selv, men et symptom på en dybere kulturel arv, der fortsat præger vores samfund.

“Den historiske mand” har gennem generationer ophøjet maskuline egenskaber som magt, dominans og kontrol til normer, der former både mænds selvopfattelse og deres syn på kvinder. Samtidig er kvinder ofte blevet reduceret til objekter – som nogen, der skulle tilpasse sig eller understøtte mænds position og behov.

Den kulturelle arv lever i vores fortællinger, institutioner og strukturer, og det påvirker den måde, vi opdrager vores drenge på.
Drenge lærer tidligt, at sårbarhed og empati ikke passer ind i idealet om maskulinitet. I stedet fremhæves styrke, handlekraft og resultater. Disse forventninger begrænser ikke kun mænds evne til at navigere i relationer, men skaber også ubalance i deres forståelse af sig selv og andre.

Jeg mener, at det tvinger os til at overveje:

Hvordan er vi kommet hertil?
Hvad lærer vi vores drenge om maskulinitet, og hvilke billeder giver vi dem af kvinder?

Hvis vi skal bryde med denne destruktive udvikling, må vi begynde med at se kritisk på den kulturelle arv, vi viderefører – og arbejde aktivt for at skabe rammer, hvor både mænd og kvinder kan trives som hele mennesker.

“En rigtig mand”, lineær tankegang og maskulin eskalation

“En rigtig mand”

Vores kultur hylder stadig billedet af “en rigtige mand” – en mand, der udstråler styrke, mod og handlekraft, aldrig viser tvivl og opfattes som en succesfuld vinder, både materialistisk og socialt.

Det ideal er bl.a. dybt forankret i vores populærkultur, hvor manden ofte portrætteres som helten, der overvinder alle udfordringer og erobrer kvinder. Sådanne normer skaber en snæver og ofte urealistisk definition af maskulinitet, som påvirker mænds selvopfattelse og deres verdensbillede.

Fra barndommen lærer drenge primært at navigere i de mest maskuline egenskaber som styrke, kontrol og handlekraft, mens evnen til at udforske mindre maskuline eller feminine egenskaber som sårbarhed, empati og respekt enten svækkes eller aldrig udvikles.
Sårbarhed og følelsesmæssig intelligens ses ofte som modsætninger til maskulinitet, hvilket gør det svært for mange mænd at håndtere deres egne følelser eller opbygge dybere relationer. Dette emotionelle underskud følger dem ind i voksenlivet og skaber en ubalance, hvor de mangler redskaber til at bearbejde f.eks. frustration og modgang på en konstruktiv måde.

Lineær tankegang

Ubalancen forstærkes yderligere af, at vores kultur er præget af en lineær tankegang, hvor enhver indsats forventes at føre til et umiddelbart afkast – hvad enten det gælder anerkendelse, status eller relationer. Denne forståelse af succes reducerer værdien af egenskaber som sårbarhed, empati og følelsesmæssig intelligens, mens den fremhæver konkurrence, robusthed og styrke.
Når afkastet udebliver, opstår en voksende følelse af frustration og utilstrækkelighed. For nogle mænd udvikler denne frustration sig til vrede og eskalerer til dominans og vold, rettet mod dem, de opfatter som årsagen til deres manglende succes.

Maskulin eskalering

Kvinder bliver ofte målet for denne eskalation, fordi den kulturelle arv har formet et syn på dem som objekter for mænds begær og som nogen, mænd har ret til at dominere.
Når kvinder ikke tilpasser sig de stereotype forventninger – hvilket de selvfølgelig har ret til og er en vigtig del af at bryde med kønsroller – kan det udfordre mænds forvrængede verdensbillede. For nogle mænd kan det trigge en eskalation, der manifesterer sig i både verbal og fysisk aggression, fordi deres stereotype forventninger til kvinder ikke bliver indfriet.

Dynamik forstærkes yderligere af miljøer, der hylder de stereotype idealer fra “Den historiske mand” – f.eks. de omtalte Telegram-grupper.
I disse miljøer bliver maskuline værdier som kontrol, magt og dominans ikke kun normaliseret, men idealiseret. Her legitimeres idéen om, at mænd har ret til at dominere og kontrollere kvinder, og maskulin eskalation ses som en styrke frem for en svaghed.

Kombinationen af den maskuline arv om “en rigtig mand”, lineær tankegang om afkast for indsats og ekstrem maskuline miljøer, skaber grobund for giftig og voldelig maskulinitet.

Hvad vi giver vores drenge

I opdragelsen

Drenge opdrages ofte med en implicit forventning om, at deres værdi ligger i deres styrke, præstationer og mod. Dette begynder allerede i småbarnsalderen, hvor drenge opmuntres til at være aktive, handlekraftige og risikovillige. De får ros for at være modige og stærke, mens egenskaber som empati, tålmodighed og omsorg ofte overses eller nedvurderes. Sårbarhed kan blive set som et tegn på svaghed, og mange drenge lærer hurtigt at skjule deres følelser for at leve op til idealet om at være “hårdføre.”

Denne prægning understøttes yderligere af forældre, pædagoger og omgivelser, hvor drenge sjældnere inddrages i opgaver, der kræver omsorg og samarbejde. Samtidig møder de ofte færre krav til selvkontrol og ansvar, hvilket kan forstærke en idé om, at de ikke behøver at gøre sig lige så umage som piger.

Disse tidlige normer sætter rammerne for, hvordan drenge navigerer i relationer og møder deres egne følelser. Når sårbarhed og empati ikke værdsættes eller trænes, bliver det svært for mange drenge at udvikle de relationelle og emotionelle færdigheder, der er nødvendige for at indgå i gensidige og respektfulde relationer senere i livet.

I skolen

Drenge mødes ofte med lavere forventninger til deres indsats, især i de boglige fag. Dette skyldes blandt andet en kulturel forståelse af, at drenge naturligt er mindre interesserede i akademiske opgaver og har sværere ved at koncentrere sig. Resultatet er, at de ofte ikke føler behov for at gøre sig lige så umage som pigerne, fordi forventningerne fra lærere og omgivelser er lavere. Dette skaber en ond cirkel, hvor drenges engagement i skolen gradvist falder.

Samtidig opfattes drenge som mere naturligt aktive og impulsive, hvilket kan føre til en accept af, at de er “frække” eller sværere at disciplinere. Denne opfattelse kan få lærere og pædagoger til at bruge mere tid på at håndtere drenges adfærd end på at støtte deres faglige og sociale udvikling. Det kan også betyde, at drenge ikke får samme træning i tålmodighed, samarbejde og emotionel regulering, som piger ofte opmuntres til at udvikle.

Disse dynamikker bidrager til, at mange drenge ikke udvikler de samme relationelle og emotionelle færdigheder som piger. De lærer sjældnere at sætte ord på deres følelser, indgå i gensidige relationer eller forstå andres perspektiver. Over tid kan dette føre til, at de får sværere ved at håndtere konflikter og frustrationer på en konstruktiv måde, både i skolen og senere i livet.

I populærkultur og på sociale medier

Populærkulturen har stor indflydelse på, hvordan drenge opfatter sig selv og deres relationer til andre. I film, serier og reklamer fremstilles mænd ofte som helte, der klarer udfordringer ved hjælp af styrke, konkurrence og dominans. Disse skildringer skaber et maskulint ideal, hvor succes og personlig værdi forbindes med handlekraft og autoritet. Samtidig præsenteres kvinder typisk som præmier, der skal erobres, eller som sekundære karakterer uden egne ambitioner og mål. Dette fremmer en objektivisering, hvor kvinder reduceres til midler i mænds stræben efter succes.

Datingplatforme som Tinder forstærker denne dynamik ved at introducere en “swipe-kultur,” hvor relationer bliver til overfladiske valg, baseret på ydre præferencer. Mænd opmuntres til at tage initiativ og se relationer som transaktioner, hvor deres indsats forventes at føre til et resultat – en match, en date eller sex. Denne tilgang gør det nemt at miste fokus på relationers gensidige og komplekse natur.

Pornografien tilføjer yderligere et lag af problematiske normer, hvor sex ofte fremstilles som noget, mænd tager, og kvinder giver. Kvinder objektiviseres yderligere som seksuelle objekter, der eksisterer for at tilfredsstille mænds ønsker, mens gensidig intimitet og respekt sjældent er i fokus. For mange drenge, der mangler alternativer til at forstå relationer og intimitet, kan pornografi blive en væsentlig kilde til skæve forventninger.

Disse påvirkninger har dybe konsekvenser for, hvordan drenge og mænd ser relationer. De lærer at betragte relationer som mål, der skal opnås, frem for som forbindelser, der kræver gensidig indsats og respekt. Denne reduktion af relationer til præstationer og transaktioner kan skabe frustration og følelse af utilstrækkelighed, når forventningerne ikke opfyldes, hvilket kan føre til eskalation i adfærd.

Hvordan påvirker det vores drenge?

Den samlede prægning gør det svært for mange drenge at udvikle en sund forståelse af deres egne følelser og relationer.

Når sårbarhed og empati ikke værdsættes, bliver frustration, usikkerhed og følelsen af utilstrækkelighed sværere at håndtere. Mange mænd lærer at maskere disse følelser med styrke og handlekraft, fordi det er, hvad de oplever, bliver anerkendt og værdsat. Det fører til, at de undgår at udforske deres egne sårbarheder og i stedet søger at fremstå kontrolleret og handlingsorienteret.

Den dynamik kan skabe en indre ubalance, hvor mænds følelsesmæssige landskab reduceres til reaktioner som vrede, irritation eller ligegyldighed, fordi andre følelser opfattes som svaghed.
Over tid kan det føre til destruktiv adfærd i relationer – især når deres forventninger til kvinder eller succes ikke indfries.
Kvinder bliver ofte målet for den frustration, fordi de i den kulturelle arv ses som objekter for mænds begær og som bekræftelse på deres maskulinitet.

Når kvinder udfordrer disse forventninger eller bryder med stereotype roller, kan det trigge en følelse af afmagt hos mænd, der ikke har værktøjer til at håndtere denne form for modstand.
Det kan føre til eskalation i form af verbal eller fysisk aggression, hvilket understreger, hvordan kønsroller og forventninger ikke kun skader kvinder, men også hæmmer mænds mulighed for at udvikle sig fuldt ud som mennesker.

Mænd med begrænsede følelsesmæssige værktøjer, fastholdes i en cyklus af uforløst frustration og utilfredshed, der skader både dem selv og deres omgivelser.

Hvordan kan vi ændre det?

I opdragelsen

Fra barndommen bør vi fokusere på at lære drenge at værdsætte og udtrykke sårbarhed, empati og respekt.

Forældre og pædagoger kan bryde med normerne ved at fremhæve, at relationelle færdigheder er lige så vigtige som præstationer. Det kræver, at vi anerkender og værdsætter drenges følelser på lige fod med deres styrker, og at vi skaber rammer, hvor de kan øve sig i at dele tanker og følelser.

I skolen

Trivsel og emotionelle færdigheder bør prioriteres højere i undervisningen.

Normkritisk pædagogik og praktisk orienterede aktiviteter kan hjælpe drenge med at udvikle fællesskabsorienterede evner og ansvar. Det indebærer, at skolerne aktivt arbejder med at bryde kønsstereotyper og fremhæver samarbejde og omsorg som værdifulde færdigheder, der er relevante for alle elever, uanset køn.

I populærkultur og på sociale medier

Vi skal skabe modfortællinger, der udfordrer stereotype kønsroller.

Det kræver både opmærksomhed på, hvordan film og reklamer fremstiller køn, og en bevidsthed om, hvordan sociale medier og datingplatforme påvirker unges selvopfattelse. Platforme som Tinder og Instagram kan bruges til at fremhæve mangfoldige rollemodeller og relationer, der er baseret på ligeværdighed og gensidig respekt.

For voksne mænd

Voksne mænd kan bidrage ved at arbejde med deres egen prægning og være rollemodeller for yngre generationer.

Ved at vise, at styrke og sårbarhed kan sameksistere, kan de inspirere drenge til at udforske hele spektret af menneskelige egenskaber. Det kræver, at mænd selv reflekterer over deres handlinger og arbejder på at integrere empati, respekt og følelsesmæssig intelligens i deres liv og relationer.

Hvad gør vi nu?

Nyheden om de tyske Telegram-grupper er ikke blot en enkeltstående skandale – det er et spejl på, hvordan dybtliggende kulturelle normer og prægninger kan skabe grobund for giftig og destruktiv maskulinitet. Vi ser, hvordan arven fra “Den historiske mand” fortsat præger vores opdragelse, institutioner og populærkultur, og hvordan det begrænser både mænds og kvinders frihed til at udfolde sig som hele mennesker.

Drenge opdrages ofte med et begrænset følelsesmæssigt repertoire, hvor sårbarhed og empati nedvurderes, mens styrke og præstation ophøjes. Det efterlader dem med få værktøjer til at navigere i komplekse relationer og håndtere modgang. Når disse prægninger forstærkes af en populærkultur og sociale platforme, der reducerer relationer til transaktioner og kvinder til objekter, kan der skabes et farligt fundament for frustration, vrede og eskalation.

En vej frem

Men det er muligt at ændre kursen. Det starter med, at vi ser kritisk på, hvad vi lærer vores drenge – ikke kun derhjemme, men også i skolen, i medierne og i vores eget eksempel som voksne mænd.
Vi skal vise, at styrke og sårbarhed ikke er modsætninger, men to sider af samme menneskelige spektrum.

Vi kan skabe en kultur, hvor drenge lærer at værdsætte empati, respekt og gensidighed lige så højt som præstationer og succes. En kultur, hvor relationer ses som forbindelser, der kræver indsats og gensidighed – ikke som præmier eller afkast, der skal opnås.

Ved at tage ansvar for den kulturelle arv, vi viderefører, kan vi bryde med de destruktive mønstre og skabe rammer for en maskulinitet, der fremmer både personlig frihed og ligeværdige relationer.

Kildeliste

• Daily Mail – Rape chat groups sisters mothers advice uncovered
• Yahoo News – Telegram rape chat groups 70,000 members uncovered
• Køn i børnehaven – en forskningsrapport (BUPL, 2023)
• VIVE – Kortlægning af viden om opdragelse
• Kristeligt Dagblad – Piger og drenge opdrages meget forskelligt
• Folkeskolen – Drengene sakker stadig mere bagud i skolen
• KL – Karaktergab mellem drenge og piger ved folkeskolens afgangseksamen
• Danmarks Statistik – Online dating er mest brugt af mænd (2020)
• It’s a Man’s (Celluloid) World (2023)
• Zetland – Vi lærer piger om omsorg og drenge om magt
• Everyday Sexism Project – Hvad er voldtægtskultur?
• Aalborg Universitet – Mænd, maskulinitet og vold
• NFA – Vold mod lærere i skolen sker oftest blandt de yngste elever
• DR – Liderlige mænd og kræsne kvinder: Dating-apps skubber os tilbage i gamle kønsroller

Vi kunne også sige, at historien er skrevet af “Den historiske mand”

Vores historie er skrevet af mænd, som har oplevet, tolket og nedfældet den ud fra deres maskuline idealer og verdenssyn. Vel at mærke mænd, der var sejrende og indflydelsesrige. Og sidenhen er det den samme type historiske mænd, der har læst, fortolket og videreformidlet historien.

Denne ensidighed har ikke kun formet vores forståelse af fortiden, men også, hvilke perspektiver og nuancer der blev anerkendt som værdifulde. Historien er ofte blevet fortalt ud fra et lineært og resultatorienteret fokus – på konger, krige og magtens resultater. Det cirkulære arbejde og de menneskelige egenskaber, der lagde grundlaget for succeserne, er blevet glemt. De relationer, det vedholdende arbejde og de processer, der sikrede hjulene bag kulisserne, forsvandt ud af fortællingen.

Kvinders stemmer og perspektiver har i århundreder enten været fraværende eller marginaliseret. Indtil for halvandet århundrede siden var det kun mænd, der havde adgang til at læse, fortolke og skrive historien. Det betyder, at vores fælles historie er fortalt gennem et begrænset verdensbillede – et verdensbillede præget af magt, kontrol og konkurrence.

En fremtid med balance

Problematikken omkring vores historie handler ikke kun om, at den er skrevet af mænd, men om de idealer, normer og tankegange, som disse historiske mænd har haft. De mænd, der skrev historien, var ofte præget af snævre maskuline idealer som kontrol, hierarki, konkurrence og kamp. Disse idealer blev anset som nødvendige for at skabe orden og opretholde magt, men de efterlod samtidig andre perspektiver og værdier som sekundære eller uvæsentlige.

Det verdensbillede har farvet både, hvad der blev anset som vigtigt at dokumentere, og hvordan samtiden blev fortolket og nedskrevet. Når historien eksempelvis fremstilles som en række krige, sejre og nederlag, udelades ofte de langsomme, cirkulære processer, der også formede begivenhederne – handlinger og indsatser, som samarbejde, relationer og vedligeholdelse.

Et eksempel er Saxos krønike fra 1208, hvor Danmarks storhed blev knyttet til kongers og krigeres bedrifter, fortalt ud fra et maskulint ideal synspunkt og en lineær tankegang. Historien fokuserer på kongernes og krigenes resultater og afkast, mens de mange nuancer i baggrunden overses – alt det cirkulære arbejde, der sikrede kongens virke, og de menneskelige egenskaber, som relationer, omsorg og vedligeholdelse, der gjorde indsatsen mulig. De, der lagde forarbejdet, holdt hjulene i gang og skabte grundlaget for kongens succes, glemmes i fortællingen.

I dag ser vi stadig, hvordan nutidens historieskrivning er præget af de samme normer.
Historier, der vægter kontrol og resultater, dominerer stadig i undervisning og populærkultur, mens fortællinger, der fokuserer på relationer og helhedstænkning, har sværere ved at få plads. Dette skyldes ikke nødvendigvis, hvem der skriver historierne, men hvordan vores samfund fortsat prioriterer de maskuline idealer og en lineær tankegang.

Hvis vi ønsker at bryde med denne tradition og skabe en historieskrivning, der afspejler en mere balanceret forståelse, kræver det et samfund, der selv er i balance. Først når vi anerkender værdien af både maskuline og feminine egenskaber og prioriterer både lineær og cirkulær tænkning, kan vi begynde at skrive en historie, der rummer hele spektret af menneskelige erfaringer og perspektiver.

Hvorfor vi skal genbesøge historien

Det hedder sig, at vi skal lære af historien, så den ikke gentager sig.
Men hvad nu, hvis den historie, vi lærer, ikke er hele historien?
Hvad nu, hvis den kun afspejler et snævert eller skævt verdenssyn – et syn præget af “Den historiske mand”s idealer og normer?
Lærer vi så af historien, eller lærer vi kun at reproducere det samme verdensbillede, som vi ønsker at ændre?

Når vi ser historien gennem dette snævre perspektiv, risikerer vi, at historien forstærker “Den historiske mand”s arv i stedet for at udfordre den. Vi lærer måske om magt, kontrol og konkurrence, men ikke om de andre menneskelige egenskaber – både maskuline og feminine – som også har formet vores samfund. Vi overser, hvordan cirkulær tankegang har påvirket vores forhistorie, og hvordan dens fravær har haft konsekvenser. Og vi mister muligheden for at forstå, hvordan kvinders bidrag og perspektiver har skabt alternative narrativer, der kan berige vores fælles historie.

At lære af historien kræver nye perspektiver

For virkelig at lære af historien – og ikke blot gentage den – har vi brug for at se vores fortid med nye øjne.
Det handler om at stille spørgsmål ved, hvilke værdier og normer der har præget historieskrivningen, og om at søge efter de stemmer og perspektiver, der blev ignoreret eller undertrykt. Som historiker og forfatter Gry Jexen siger: “Det er på tide, vi fejer argumentet om, at kvinder ikke har haft en særlig rolle i historien, af bordet.”

Kvinder har altid været en del af historien, men deres bidrag er ofte blevet usynliggjort.

Ved at inddrage kvinders erfaringer og menneskelige egenskaber som omsorg, empati og helhedstænkning kan vi få en dybere forståelse af, hvordan samfund har udviklet sig – ikke kun gennem krig og magtkampe, men også gennem samarbejde, fællesskab og langsigtede processer.
Arbejdermuseet understreger, at kvinder har været med til at forme den danske arbejderbevægelse, men ofte er blevet skrevet ud af fortællingen. Deres historier viser os en anden side af historien, som er mindst lige så vigtig som fortællingerne om magtens top.

Historie som et spejl

Historien fungerer som et spejl, der reflekterer de værdier, vi lægger vægt på i vores samtid.
Hvis vi kun værdsætter de maskuline idealer og lineære tankemønstre, vil vi fortsætte med at fortælle historien på en måde, der udelukker andre perspektiver. Det betyder, at vi ikke bare gentager fortidens fejl, men også frarøver os selv muligheden for at lære af de alternative veje, som måske kunne have ført til mere balancerede og bæredygtige samfund.

Hvordan genbesøger vi historien?

For at udfordre det snævre verdenssyn, som “Den historiske mand” har skabt, og for at sikre, at historien bliver et læringsredskab for fremtiden, skal vi:

1. Se historien med kvinders øjne
   For at forstå deres erfaringer og bidrag – både de synlige og de oversete – og hvordan de har været med til at forme vores fortid.
2. Søge efter menneskelige egenskaber, som ikke blev værdsat af samtiden
   For at belyse, hvordan egenskaber som omsorg, tålmodighed, helhedstænkning eller empati også har haft indflydelse på historiens gang. Måske i det skjulte eller glemt, fordi de ikke blev set som værdifulde i deres samtid, men som alligevel har spillet en afgørende rolle.
3. Analysere historien med cirkulær tankegang
   For at forstå langsigtede relationer, bæredygtige processer og sammenhænge, der ikke nødvendigvis kan måles i magt eller kontrol, men som har været lige så vigtige for samfundets udvikling.

 Det starter i skolerne

Det er ikke kun forskernes ansvar at gentænke historien med nye perspektiver. Vores folkeskoler og uddannelsesinstitutioner har også et vigtigt ansvar.
De skal sikre, at elever og studerende lærer at tolke historien ud fra de tre vinkler:

• At forstå historien fra både maskuline og feminine perspektiver.
• At søge efter de menneskelige egenskaber, som ikke var værdsat af samtiden, men som alligevel spillede en rolle.
• At analysere historien ud fra både lineære og cirkulære tankemønstre.

Når historien præsenteres på denne måde, lærer eleverne at tænke kritisk, at se bag om de etablerede fortællinger og at stille spørgsmål ved de normer, som har præget vores forståelse af fortiden. Dette giver dem værktøjer til at skabe en mere nuanceret og ligeværdig tilgang til historien – og til fremtiden.

En fremtid med balance

Det er positivt, at vi i dag begynder at udfordre de traditionelle perspektiver, som historien tidligere er blevet skrevet, læst og fortolket ud fra. Ved at inddrage bredere spektrum af maskuline og feminine egenskaber og vægte cirkulær tankegang lige så meget som lineær, kan vi skabe en mere nuanceret og retvisende forståelse af fortiden.

Men hvis vi virkelig skal bryde med den skævhed, der har præget historien, kræver det mere end blot at tilføje nye perspektiver.
Det kræver, at vi aktivt skaber et samfund, der selv er i balance. Først når vi anerkender værdien af både maskuline og feminine egenskaber, og når lineær og cirkulær tænkning vægtes ligeligt, kan vi begynde at skrive en historie, der er fri for tidligere tiders forvrængninger.

Hvis vi fortsætter med at fortælle historien, som vi har arvet den – præget af kontrol, magt og resultater – risikerer vi at forstærke “Den historiske mand”s arv. Vi må søge de glemte stemmer, de oversete nuancer og de processer, der tidligere blev ignoreret, fordi de ikke blev anset som værdifulde.

Hvordan sikrer vi, at historien fremover bliver fortalt på en måde, der rummer hele spektret af menneskelige erfaringer og perspektiver?
Det starter i vores undervisning, vores forskning og vores samfundsdebatter.
Det handler om at stille spørgsmål som:
Hvad anser vi som “værdifuldt” i vores fortællinger?
Hvordan skaber vi en historieskrivning, der spejler ligeværd og mangfoldighed – ikke kun i dag, men også for kommende generationer?

Jeg tror, at vejen frem er at anerkende de skævheder, vi har arvet, og aktivt arbejde for at udvide de perspektiver, vi inkluderer i historien. Når vi gør det, åbner vi for en historie, der ikke er statisk, men dynamisk – en fortælling, vi skaber sammen, og som kan lede os mod en mere ligeværdig fremtid.

Kilder

• Kristeligt Dagblad
  • Artikel: Det handler om at give kvinder den plads i historien, de fortjener
  • Link: Kristeligt Dagblad
• Femina
  • Artikel: Gry Jexen: Det er på tide, vi affejer argumentet om, at kvinder ikke har haft en særlig rolle i historien
  • Link: Femina
• Information
  • Artikel: Historieundervisningen skal handle om mere end store mænd og kvinder
  • Link: Information
• Arbejdermuseet
  • Artikel: Arbejdermuseet vil skrive flere kvinder ind i historien
  • Link: Arbejdermuseet
• Gry Jexen – Kend din historie
  • Bog: Kend din historie: 25 kvinder der formede fortiden
  • Link: Gry Jexen
• Saxo – Gesta Danorum
  • Krønike: Saxo Grammaticus, Gesta Danorum (ca. 1200)
  • Link: Danmarkshistorien.dk
  • Anvendt som eksempel på lineær tankegang og maskuline idealer i historiefortællingen.