Kvinder begyndte ikke af sig selv at barbere ben og armhuler.

Kropsbehåring hos kvinder var ikke noget, der blev opfattet som et problem – før det blev gjort til et. Ikke af kvinder i fællesskab. Ikke på baggrund af sundhedsfaglige råd.
Men gennem økonomiske interesser, der havde behov for nye markeder.

Barbering opstod derfor ikke som et indre behov hos kvinder. Behovet blev skabt udefra.

Gennem reklamer og kulturelle signaler blev kvinders kropsbehåring gradvist forbundet med noget uønsket. Noget, man burde tage sig af. Noget, man kunne fremstå forkert eller utilstrækkelig ved ikke at have styr på.
Ikke gennem tvang, men gennem gentagelser, idealer og forventninger.

I begyndelsen af 1900-tallet var det mænd, der sad på de positioner, hvor produkter blev udviklet, normer formuleret og billeder distribueret. Ikke fordi mænd som gruppe bevidst ønskede at forme kvinders selvbillede, men fordi samfundets strukturer gav dem adgang til kapital, stemme og indflydelse – og fratog kvinder den.

Historien om kvinders barbering er derfor et konkret eksempel på, hvordan lineære, kapitalistiske interesser kan skabe behov, som med tiden opleves som personlige.
Hvordan ydre forventninger kan flytte ind og blive til selvregulering.
Og hvordan disse behov ikke kun former kvinders forhold til egen krop, men også kulturens bredere blik på kvindekroppen.

For selv om barbering i dag ofte omtales som et frit og personligt valg, lever forventningen videre.
Som norm. Som blik. Som noget, der stadig kan mærkes, når man afviger.

Dette blogindlæg bruger historien om kvinders barbering som et indblik i Den historiske mand – ikke som individ, men som struktur. En måde at forstå, hvordan ønsket om vækst og afkast har været med til at forme både kroppe, kulturer og behov.

Ikke for at placere skyld.
Men for at undersøge, hvordan et behov kan blive skabt – og efterfølgende blive en kulturel norm og en personlig “naturlighed”.

De strukturelle rammer omkring år 1900

For at forstå, hvordan et nyt behov for barbering kunne opstå, er det nødvendigt at se på de samfundsmæssige rammer i begyndelsen af det 20. århundrede.

Perioden er præget af industrialisering og hastig økonomisk omstilling.
Produktionen af forbrugsgoder bevæger sig fra småskala og lokal afsætning til masseproduktion og nationale – senere internationale – markeder. Den udvikling ændrer ikke kun, hvad der produceres, men også hvordan efterspørgsel forstås og skabes.

Samtidig vokser reklame og massemedier frem som selvstændige industrier.
Aviser, ugeblade og magasiner får en langt større udbredelse end tidligere og bliver centrale kanaler for formidling af både information og trends (normer). Reklamer begynder ikke blot at informere om produkter, men at forklare, hvorfor de er nødvendige og hvilke problemer de kan løse.

Den udvikling sker i et samfund, hvor adgang til økonomisk magt, produktion og offentlig formidling i primært er koncentreret hos mænd. Det gælder for eksempel ejerskab af virksomheder, ledelse af reklamebureauer, redaktionel kontrol i medierne og den autoritet, der tillægges eksperter og faglige stemmer.

Kvinder deltager i begrænset omfang i disse rum.
De har kun ringe eller ingen adgang til kapital, meget begrænset politisk indflydelse og få muligheder for at præge den offentlige samtale om krop, normer og forbrug. Det betyder, at det syn på og de holdninger til kvindekroppen, der cirkulerer i offentligheden, i vid udstrækning formuleres uden kvinders direkte medvirken.

I den kontekst bliver kroppen gradvist genstand for regulering og forbedring. Ikke nødvendigvis af sundhedsmæssige årsager, men fordi kroppen kan indgå i nye forbrugsmønstre. Når produkter skal afsættes i større skala, bliver det nødvendigt at identificere områder, hvor behov og efterspørgsel kan findes eller skabes.

Det er vigtigt at understrege, at udviklingen ikke, som udgangspunkt, var drevet af et ønske om at forme menneskers (kvinders) selvforståelse. Den var drevet af økonomiske interesser, hvor vækst forudsætter nye markeder og øget efterspørgsel. Kvindekroppen blev central, fordi den rummede et stort, endnu uudnyttet potentiale som et nyt og let påvirkeligt forbrugsmarked.

De strukturelle rammer – industrialisering, reklamekultur, kønnet magtfordeling og en lineær økonomisk logik – udgør forudsætningen for, at noget, der tidligere var neutralt, senere endte som et behov.

Vidnesbyrdet er fiktivt, men baseret på historiske kilder.

Jeg var på besøg hos min søster en varm eftermiddag.
Hun havde taget et magasin frem, som hun havde købt tidligere på ugen, og mens vi sad ved bordet, bladrede hun i det mellem os.

En annonce fyldte næsten hele siden.
En kvinde sad ved stranden, med armene løftet bag hovedet, solen på huden. Hun så ubesværet ud. Fri.
Overskriften var stor og tydelig: You need not be embarrassed.

Jeg læste teksten langsomt.
Der stod noget om sommeren. Om stranden. Om hvordan man kunne undgå de blikke, der ellers let faldt på en, hvis man ikke havde tænkt sig om.

At den moderne kvinde tog vare på sig selv.
At det var mere hygiejnisk.
Mere feminint.

Jeg så på billedet igen.
På hendes bare arme. På den måde hun sad, uden tøven.

Jeg blev opmærksom på mine egne armhuler.
Ikke fordi nogen havde sagt noget. Ikke fordi jeg tidligere havde følt mig forkert. Men fordi det nu var blevet nævnt. Som noget, man burde have styr på. Noget, man kunne undgå at skamme sig over.

Jeg tænkte på sommeren, der nærmede sig.
På udflugter. På hvordan man gerne vil tage sig ordentligt ud, uden at give anledning til bemærkninger. Det hele var formuleret så venligt, som et råd man burde tage imod.

Min søster vendte siden.
Samtalen fortsatte, som den altid gjorde.

Men ordene blev hos mig.

Eleanor Whitman, New York, 1923

Fra neutral krop til nyt behov

Frem til begyndelsen af det 20. århundrede var kvinders kropsbehåring under armene og på benene ikke genstand for systematisk opmærksomhed i den vestlige verden. Hår på kvindekroppen blev generelt betragtet som neutralt og privat. Det indgik hverken som et centralt skønhedsideal eller som et hygiejnisk problem.

Når hårfjernelse forekom, var det typisk begrænset til ansigtet og rettet mod markante afvigelser, ikke mod kroppen som helhed. Der eksisterede således ingen bred norm om, at kvinder burde fjerne kropsbehåring fra ben eller armhuler.
Heller ikke mænds forventninger pegede i den retning; samtidens kulturelle og erotiske idealer fokuserede primært på kropsform, hudens udseende og beklædning.

Behovet for hårfjernelse opstod derfor ikke som en reaktion på kvinders ønsker.
Det blev introduceret udefra.

I 1910’erne stod producenter af barberingsudstyr, herunder Gillette, over for et velkendt problem i en voksende forbrugskultur: herremarkedet var ved at være mættet.
Produkterne fandtes, og produktionskapaciteten var på plads, men mulighederne for yderligere vækst var begrænsede, hvis man fortsat udelukkende henvendte sig til mænd.

Kvinder blev derfor identificeret som et potentielt nyt marked.

I 1915 lancerede Gillette deres første skraber målrettet kvinder, Milady Décolleté.
Reklamekampagnerne tog ikke udgangspunkt i kvinders oplevede behov, men i en ny definition af kvindekroppen. Fokus blev rettet mod armhulerne; et område, der for alvor var ved at blive synligt i offentligheden i takt med modeudviklingen mod kortere ærmer og mere åbne kjoler.

Reklameindustrien arbejdede, i samme periode, målrettet med at udpege nye kropslige “opmærksomhedszoner”. Områder af kroppen, der tidligere havde været uden særlig betydning, blev nu gjort til genstand for vurdering, forbedring og pleje.

Kropsbehåring blev i den sammenhæng fremstillet som noget uønsket: pinligt, sjusket eller uhygiejnisk. Fremstillingerne var ikke baseret på sundhedsfaglig evidens, men på kulturelle associationer, som reklamerne selv var med til at etablere.

Barbering blev præsenteret som løsningen.

Markedsføringen ændrede både kvinders syn på egen krop og mænds forventninger til kvinders pleje af sig selv. Områder, der tidligere havde været neutrale, blev nu gjort til noget, man burde tage ansvar for, i takt med at nye idealer blev normaliseret i reklamer, magasiner og populærkultur.

Den udvikling fandt sted i rum domineret af mænd: virksomheder, reklamebureauer og medier.
Kvinder havde kun meget begrænset mulighed for at påvirke fortællingerne eller definere deres egne kroppe i offentligheden.

Behovet for barbering blev dermed ikke skabt i dialog med kvinder, men defineret for dem – som en konsekvens af økonomiske interesser og en markedslogik, der gjorde kvindekroppen til et nyt territorium for vækst.

Vidnesbyrdet er fiktivt, men baseret på historiske kilder.

Vi har et ansvar over for vores læsere.
Det er noget, jeg ofte minder redaktionen om. Kvinder vender sig mod vores magasin, fordi de ønsker vejledning i, hvordan man fører sig i tiden, uden at falde igennem.

Meget har forandret sig de seneste år.
Kjolerne er blevet lettere. Ærmerne kortere.
Det stiller nye krav, og det ville være uærligt at lade som om, de ikke findes.

Når vi bringer annoncer og artikler om personlig pleje, er det ikke for at skabe uro, men for at give kvinder mulighed for at tage vare på sig selv.
Ingen ønsker at fremstå sjusket eller ubetænksom, især ikke når der i dag findes enkle midler til at undgå det.

Jeg ser det ikke som noget kontroversielt.
Tværtimod. Det er en del af den moderne kvindes dannelse at være opmærksom på sit ydre, på samme måde som hun er opmærksom på sit hjem, sin fremtoning og sin omgang med andre.

Vores opgave er ikke at diktere, men at vejlede.
At vise, hvad der forventes, så ingen behøver at stå uforberedt.

Hvis vi kan hjælpe kvinder til at føle sig mere sikre i deres fremtræden, så har vi gjort vores arbejde ordentligt.

Charles H. Bennett, redaktør, dameblad i New York, 1923

Fra markedsføring til shaming, norm og kønnet forstærkning

Markedsføringer til kvinder, der i 1910’erne og 1920’erne bland andet introducerede barbering til kvinder, blev altså formuleret i et samfund, hvor ejerskab, strategisk kommunikation og adgang til offentlig formidling i primær grad var styret af mænd. Det betød, at både problemformuleringen og idealerne for kvindekroppen i vid udstrækning blev defineret i rum, hvor kvinder havde begrænset mulighed for at få indflydelse.

Markedsføringen af barbering til kvinder spillede systematisk på to sammenvævede spor.
For det første på udseende og renhed: kropsbehåring blev fremstillet som noget, der stod i vejen for at fremstå velplejet og ordentlig.
For det andet på social anerkendelse: hårfrihed blev koblet til det at være en moderne, respektabel og feminin kvinde.

Samlet set fungerede dette som shaming.

Shaming i denne sammenhæng skal ikke forstås som individuelle angreb, men som en strukturel mekanisme, der gør afvigelse synlig og uønsket. Når noget fremstilles som pinligt, forkert eller utilstrækkeligt, opstår et pres for at korrigere det – ikke gennem tvang, men gennem behovet for accept og anerkendelse.

Den mekanisme blev forstærket af de lineære, maskuline magtformer, der prægede perioden.
Den økonomiske drivkraft var vækst og afkast, og i et mere og mere konkurrencepræget erhvervsliv blev succes målt i markedsandele, salg og position.

Samtidig havde samme markedskræfter i meget høj grad kontrol med de kanaler, hvor normer kunne udbredes. Når bestemte billeder og fortællinger blev gentaget gennem reklamer og medier, begyndte de at fremstå som selvfølgelige standarder. At definere, hvad der var moderne, korrekt og ønskværdigt, gav derfor ikke kun økonomisk gevinst, men også kulturel magt: mulighed for at sætte dagsorden for, hvad der trends (norm).

Det betød også at shamingen bevægede sig fra markedsføring og ind i sociale strukturer.
Kvinder begyndte i stigende grad at regulere sig selv i forhold til idealet om den velplejede, hårfri krop. Samtidig begyndte mænd at opfatte idealet som normalt og forventeligt – ikke som et historisk nyt fænomen, men som en selvfølgelighed.

Den kønsmæssige skævvridning bliver dermed selvforstærkende.
Kvinder forventes at leve op til normer, de ikke har haft reel indflydelse på at definere. Mænds forventninger formes af de samme normer og bidrager til at vedligeholde dem. Og det oprindelige økonomiske motiv, ønsket om afkast, forsvinder bag det, der nu opleves som almindelige sociale spilleregler.

Det er i den proces, at Den historiske mand bliver synlig som struktur: en måde at organisere økonomi, magt og normer på, hvor lineære interesser i konkurrence, kontrol og magt får direkte konsekvenser for kvinders kroppe og ligeværd – uden at kvinder har haft mulighed for at definere præmisserne.

Kroppen i en lineær og cirkulær forståelse

Ser man på historien om kvinders barbering i et bredere perspektiv, peger den på mere end en enkelt norm eller praksis. Den synliggør to grundlæggende måder at forstå kroppen på, som fortsat præger vores samfund.

Den lineære kropsforståelse, som tog form i begyndelsen af det 20. århundrede, er kendetegnet ved opdeling, vurdering og forbedring. Kroppen betragtes som noget, der kan analyseres i dele, identificeres gennem mangler og justeres i forhold til bestemte idealer. Oprindeligt blev denne logik formuleret gennem markedsføring, men den har siden bevæget sig ind i kulturen og fremstår i dag som sociale normer.

I den forståelse vurderes kroppen i høj grad udefra.
Det centrale bliver, hvordan den ser ud, hvordan den kan sammenlignes, og hvordan den lever op til synlige standarder. Funktion, kropserfaringer og indre velvære får sekundær betydning i forhold til det målbare og det vurderbare.

Over for dette står en cirkulær kropsforståelse.
Her betragtes kroppen ikke som et projekt med et endemål, men som en proces. Forandringer kan finde sted, men de udspringer indefra, af oplevet velvære, funktionalitet og kropserfaring, fremfor af ydre krav. Kroppen har værdi i sit udgangspunkt og sine evner – ikke i sin overensstemmelse med idealer.

Den historiske udvikling omkring barbering viser, hvordan den lineære kropsforståelse fik forrang.
Ikke fordi den var mere rigtig, men fordi den var mere kompatibel med en kapitalistisk logik præget af vækst, konkurrence og afkast. Den cirkulære forståelse tilbyder ikke samme mulighed for standardisering, gentagende forbrug eller ekstern kontrol – og marginaliseres derfor.

Forskydningen mod mere lineær kropsforståelse, havde en kønnet slagside mod kvinder.
Når normer for kvindekroppen blev formuleret i strukturer domineret af mænd, blev bestemte lineære perspektiver normaliseret, mens cirkulære blev fraværende. Kvinder blev gjort ansvarlige for at leve op til idealer, de ikke selv havde haft reel mulighed for at definere, og mænds perspektiver blev indlejret som “neutrale” standarder.

Her bliver Den historiske mand igen synlig som struktur: en samfundsform, hvor lineær tænkning, kapitalinteresser og indflydelse samles i bestemte rum og får lov til at definere normer, som rækker langt ud over deres oprindelige formål.
Ikke kun for forbrug, men for relationer, krop og ligeværd.

Vidnesbyrdet er fiktivt, men baseret på historiske kilder.

Jeg gør det om morgenen, inden jeg klæder mig på.
Det tager ikke lang tid. Det er bare noget, der skal gøres, ligesom at vaske ansigtet eller sætte håret.

Jeg har gjort det i årevis nu.
Jeg kan ikke helt huske, hvornår jeg begyndte. Det var bare sådan, det blev.

Når jeg ser mig selv i spejlet, tænker jeg ikke over det.
Det ville føles forkert at lade være. Ikke fordi nogen har sagt noget – men fordi man jo gerne vil se ordentlig ud.
Velplejet. Som man bør.

Alle kvinder, jeg kender, gør det.
Det er ikke noget, vi taler om. Det er bare en del af hverdagen.
Noget man selv tager ansvar for.

Jeg har aldrig rigtig overvejet, hvorfor det er nødvendigt.
Det er bare sådan, man gør.

Ruth Miller, Brooklyn, New York, 1934

Hvad historien lærer os

Historien om kvinders barbering handler ikke kun om hår, reklamer og forbrug i en bestemt historisk periode. Men dens betydning rækker langt ud over sin samtid.

Den viser, hvordan Den historiske mand virker – og stadig påvirker.
Ikke som en enkelt person eller en bevidst aktør, men som en struktur, hvor lineær tænkning, kapitalinteresser og magt sætter rammen for, hvordan problemer defineres, løsninger formuleres og normer udbredes – ofte uden at dem, det handler om, har reel mulighed for at deltage eller have indflydelse.

Historien viser også, hvad der sker, når det lineære perspektiv får overvægt.
Når fokus på vækst, afkast, kontrol og konkurrence ikke blot former økonomi, men også kultur og krop. Når menneskekroppe forenkles til noget, der kan forbedres, justeres og standardiseres.

Men den cirkulære kraft forsvinder ikke.
Den mister blot plads og indflydelse. Ikke fordi den er mindre vigtig, men fordi den ikke passer ind i systemer, der belønner målbarhed, kontrol og afkast.

Den ubalance har ikke kun konsekvenser for forholdet mellem menneske og krop.
Den har også konsekvenser for ligeværdet mellem kønnene.

Når normer for kvindekroppen historisk er blevet formuleret i strukturer domineret af mænd, opstår der ikke blot lineære idealer, men også en skævhed i, hvem der har haft mulighed for at definere, hvad der er normalt, ønskværdigt og rigtigt.

Denne skævhed forsvinder ikke af sig selv. Den bliver en del af den kulturelle arv, som både mænd og kvinder vokser op i og orienterer sig efter.

Det er derfor vigtigt at forstå, at de strukturer, vi i dag lever med, ikke er opstået i et tomrum.
De er resultatet af kapitalistiske interesser, snævre perspektiver og magtforhold, som stadig kaster lange skygger. Vi har ikke selv skabt dem – men vi lever i dem.

At gøre op med strukturel og kulturel uligeværd kræver derfor mere end individuelle valg.
Det kræver bevidsthed. En forståelse af, hvordan normer er blevet til, hvem der har haft mulighed for at definere dem, og hvilke logikker de udspringer af.

Historier som denne kan ikke give færdige svar.
Men den kan gøre noget andet: den kan åbne vores øjne og udvide vores perspektiv.

Og måske er det netop her, forandring begynder.
Ikke i fordømmelse eller skyld, men i erkendelsen af, at både mænd og kvinder bærer en fælles arv, og et fælles ansvar, for at gentænke balancen mellem lineær og cirkulær kraft, magt og ligeværd i det samfund, vi former videre.

Udvalgte kilder:

• Rebecca M. Herzig, Plucked: A History of Hair Removal
• Kathy Peiss, Hope in a Jar
• Roland Marchand, Advertising the American Dream
• Susan Bordo, Unbearable Weight
• Sandra Bartky, Femininity and Domination

For nylig kom det frem, at op mod 70.000 mænd deltog i tyske Telegram-grupper, hvor de delte voldtægtsinstruktioner og opfordrede til seksuel vold mod kvinder.

Grupperne blev ikke kun brugt til at udveksle detaljerede beskrivelser af, hvordan kvinder kunne udsættes for ydmygelse og straf, men fungerede også som et fællesskab, hvor medlemmerne opildnede hinanden til yderligere eskalation.

Denne afsløring er ikke blot en skandale i sig selv, men et symptom på en dybere kulturel arv, der fortsat præger vores samfund.

“Den historiske mand” har gennem generationer ophøjet maskuline egenskaber som magt, dominans og kontrol til normer, der former både mænds selvopfattelse og deres syn på kvinder. Samtidig er kvinder ofte blevet reduceret til objekter – som nogen, der skulle tilpasse sig eller understøtte mænds position og behov.

Den kulturelle arv lever i vores fortællinger, institutioner og strukturer, og det påvirker den måde, vi opdrager vores drenge på.
Drenge lærer tidligt, at sårbarhed og empati ikke passer ind i idealet om maskulinitet. I stedet fremhæves styrke, handlekraft og resultater. Disse forventninger begrænser ikke kun mænds evne til at navigere i relationer, men skaber også ubalance i deres forståelse af sig selv og andre.

Jeg mener, at det tvinger os til at overveje:

Hvordan er vi kommet hertil?
Hvad lærer vi vores drenge om maskulinitet, og hvilke billeder giver vi dem af kvinder?

Hvis vi skal bryde med denne destruktive udvikling, må vi begynde med at se kritisk på den kulturelle arv, vi viderefører – og arbejde aktivt for at skabe rammer, hvor både mænd og kvinder kan trives som hele mennesker.

“En rigtig mand”, lineær tankegang og maskulin eskalation

“En rigtig mand”

Vores kultur hylder stadig billedet af “en rigtige mand” – en mand, der udstråler styrke, mod og handlekraft, aldrig viser tvivl og opfattes som en succesfuld vinder, både materialistisk og socialt.

Det ideal er bl.a. dybt forankret i vores populærkultur, hvor manden ofte portrætteres som helten, der overvinder alle udfordringer og erobrer kvinder. Sådanne normer skaber en snæver og ofte urealistisk definition af maskulinitet, som påvirker mænds selvopfattelse og deres verdensbillede.

Fra barndommen lærer drenge primært at navigere i de mest maskuline egenskaber som styrke, kontrol og handlekraft, mens evnen til at udforske mindre maskuline eller feminine egenskaber som sårbarhed, empati og respekt enten svækkes eller aldrig udvikles.
Sårbarhed og følelsesmæssig intelligens ses ofte som modsætninger til maskulinitet, hvilket gør det svært for mange mænd at håndtere deres egne følelser eller opbygge dybere relationer. Dette emotionelle underskud følger dem ind i voksenlivet og skaber en ubalance, hvor de mangler redskaber til at bearbejde f.eks. frustration og modgang på en konstruktiv måde.

Lineær tankegang

Ubalancen forstærkes yderligere af, at vores kultur er præget af en lineær tankegang, hvor enhver indsats forventes at føre til et umiddelbart afkast – hvad enten det gælder anerkendelse, status eller relationer. Denne forståelse af succes reducerer værdien af egenskaber som sårbarhed, empati og følelsesmæssig intelligens, mens den fremhæver konkurrence, robusthed og styrke.
Når afkastet udebliver, opstår en voksende følelse af frustration og utilstrækkelighed. For nogle mænd udvikler denne frustration sig til vrede og eskalerer til dominans og vold, rettet mod dem, de opfatter som årsagen til deres manglende succes.

Maskulin eskalering

Kvinder bliver ofte målet for denne eskalation, fordi den kulturelle arv har formet et syn på dem som objekter for mænds begær og som nogen, mænd har ret til at dominere.
Når kvinder ikke tilpasser sig de stereotype forventninger – hvilket de selvfølgelig har ret til og er en vigtig del af at bryde med kønsroller – kan det udfordre mænds forvrængede verdensbillede. For nogle mænd kan det trigge en eskalation, der manifesterer sig i både verbal og fysisk aggression, fordi deres stereotype forventninger til kvinder ikke bliver indfriet.

Dynamik forstærkes yderligere af miljøer, der hylder de stereotype idealer fra “Den historiske mand” – f.eks. de omtalte Telegram-grupper.
I disse miljøer bliver maskuline værdier som kontrol, magt og dominans ikke kun normaliseret, men idealiseret. Her legitimeres idéen om, at mænd har ret til at dominere og kontrollere kvinder, og maskulin eskalation ses som en styrke frem for en svaghed.

Kombinationen af den maskuline arv om “en rigtig mand”, lineær tankegang om afkast for indsats og ekstrem maskuline miljøer, skaber grobund for giftig og voldelig maskulinitet.

Hvad vi giver vores drenge

I opdragelsen

Drenge opdrages ofte med en implicit forventning om, at deres værdi ligger i deres styrke, præstationer og mod. Dette begynder allerede i småbarnsalderen, hvor drenge opmuntres til at være aktive, handlekraftige og risikovillige. De får ros for at være modige og stærke, mens egenskaber som empati, tålmodighed og omsorg ofte overses eller nedvurderes. Sårbarhed kan blive set som et tegn på svaghed, og mange drenge lærer hurtigt at skjule deres følelser for at leve op til idealet om at være “hårdføre.”

Denne prægning understøttes yderligere af forældre, pædagoger og omgivelser, hvor drenge sjældnere inddrages i opgaver, der kræver omsorg og samarbejde. Samtidig møder de ofte færre krav til selvkontrol og ansvar, hvilket kan forstærke en idé om, at de ikke behøver at gøre sig lige så umage som piger.

Disse tidlige normer sætter rammerne for, hvordan drenge navigerer i relationer og møder deres egne følelser. Når sårbarhed og empati ikke værdsættes eller trænes, bliver det svært for mange drenge at udvikle de relationelle og emotionelle færdigheder, der er nødvendige for at indgå i gensidige og respektfulde relationer senere i livet.

I skolen

Drenge mødes ofte med lavere forventninger til deres indsats, især i de boglige fag. Dette skyldes blandt andet en kulturel forståelse af, at drenge naturligt er mindre interesserede i akademiske opgaver og har sværere ved at koncentrere sig. Resultatet er, at de ofte ikke føler behov for at gøre sig lige så umage som pigerne, fordi forventningerne fra lærere og omgivelser er lavere. Dette skaber en ond cirkel, hvor drenges engagement i skolen gradvist falder.

Samtidig opfattes drenge som mere naturligt aktive og impulsive, hvilket kan føre til en accept af, at de er “frække” eller sværere at disciplinere. Denne opfattelse kan få lærere og pædagoger til at bruge mere tid på at håndtere drenges adfærd end på at støtte deres faglige og sociale udvikling. Det kan også betyde, at drenge ikke får samme træning i tålmodighed, samarbejde og emotionel regulering, som piger ofte opmuntres til at udvikle.

Disse dynamikker bidrager til, at mange drenge ikke udvikler de samme relationelle og emotionelle færdigheder som piger. De lærer sjældnere at sætte ord på deres følelser, indgå i gensidige relationer eller forstå andres perspektiver. Over tid kan dette føre til, at de får sværere ved at håndtere konflikter og frustrationer på en konstruktiv måde, både i skolen og senere i livet.

I populærkultur og på sociale medier

Populærkulturen har stor indflydelse på, hvordan drenge opfatter sig selv og deres relationer til andre. I film, serier og reklamer fremstilles mænd ofte som helte, der klarer udfordringer ved hjælp af styrke, konkurrence og dominans. Disse skildringer skaber et maskulint ideal, hvor succes og personlig værdi forbindes med handlekraft og autoritet. Samtidig præsenteres kvinder typisk som præmier, der skal erobres, eller som sekundære karakterer uden egne ambitioner og mål. Dette fremmer en objektivisering, hvor kvinder reduceres til midler i mænds stræben efter succes.

Datingplatforme som Tinder forstærker denne dynamik ved at introducere en “swipe-kultur,” hvor relationer bliver til overfladiske valg, baseret på ydre præferencer. Mænd opmuntres til at tage initiativ og se relationer som transaktioner, hvor deres indsats forventes at føre til et resultat – en match, en date eller sex. Denne tilgang gør det nemt at miste fokus på relationers gensidige og komplekse natur.

Pornografien tilføjer yderligere et lag af problematiske normer, hvor sex ofte fremstilles som noget, mænd tager, og kvinder giver. Kvinder objektiviseres yderligere som seksuelle objekter, der eksisterer for at tilfredsstille mænds ønsker, mens gensidig intimitet og respekt sjældent er i fokus. For mange drenge, der mangler alternativer til at forstå relationer og intimitet, kan pornografi blive en væsentlig kilde til skæve forventninger.

Disse påvirkninger har dybe konsekvenser for, hvordan drenge og mænd ser relationer. De lærer at betragte relationer som mål, der skal opnås, frem for som forbindelser, der kræver gensidig indsats og respekt. Denne reduktion af relationer til præstationer og transaktioner kan skabe frustration og følelse af utilstrækkelighed, når forventningerne ikke opfyldes, hvilket kan føre til eskalation i adfærd.

Hvordan påvirker det vores drenge?

Den samlede prægning gør det svært for mange drenge at udvikle en sund forståelse af deres egne følelser og relationer.

Når sårbarhed og empati ikke værdsættes, bliver frustration, usikkerhed og følelsen af utilstrækkelighed sværere at håndtere. Mange mænd lærer at maskere disse følelser med styrke og handlekraft, fordi det er, hvad de oplever, bliver anerkendt og værdsat. Det fører til, at de undgår at udforske deres egne sårbarheder og i stedet søger at fremstå kontrolleret og handlingsorienteret.

Den dynamik kan skabe en indre ubalance, hvor mænds følelsesmæssige landskab reduceres til reaktioner som vrede, irritation eller ligegyldighed, fordi andre følelser opfattes som svaghed.
Over tid kan det føre til destruktiv adfærd i relationer – især når deres forventninger til kvinder eller succes ikke indfries.
Kvinder bliver ofte målet for den frustration, fordi de i den kulturelle arv ses som objekter for mænds begær og som bekræftelse på deres maskulinitet.

Når kvinder udfordrer disse forventninger eller bryder med stereotype roller, kan det trigge en følelse af afmagt hos mænd, der ikke har værktøjer til at håndtere denne form for modstand.
Det kan føre til eskalation i form af verbal eller fysisk aggression, hvilket understreger, hvordan kønsroller og forventninger ikke kun skader kvinder, men også hæmmer mænds mulighed for at udvikle sig fuldt ud som mennesker.

Mænd med begrænsede følelsesmæssige værktøjer, fastholdes i en cyklus af uforløst frustration og utilfredshed, der skader både dem selv og deres omgivelser.

Hvordan kan vi ændre det?

I opdragelsen

Fra barndommen bør vi fokusere på at lære drenge at værdsætte og udtrykke sårbarhed, empati og respekt.

Forældre og pædagoger kan bryde med normerne ved at fremhæve, at relationelle færdigheder er lige så vigtige som præstationer. Det kræver, at vi anerkender og værdsætter drenges følelser på lige fod med deres styrker, og at vi skaber rammer, hvor de kan øve sig i at dele tanker og følelser.

I skolen

Trivsel og emotionelle færdigheder bør prioriteres højere i undervisningen.

Normkritisk pædagogik og praktisk orienterede aktiviteter kan hjælpe drenge med at udvikle fællesskabsorienterede evner og ansvar. Det indebærer, at skolerne aktivt arbejder med at bryde kønsstereotyper og fremhæver samarbejde og omsorg som værdifulde færdigheder, der er relevante for alle elever, uanset køn.

I populærkultur og på sociale medier

Vi skal skabe modfortællinger, der udfordrer stereotype kønsroller.

Det kræver både opmærksomhed på, hvordan film og reklamer fremstiller køn, og en bevidsthed om, hvordan sociale medier og datingplatforme påvirker unges selvopfattelse. Platforme som Tinder og Instagram kan bruges til at fremhæve mangfoldige rollemodeller og relationer, der er baseret på ligeværdighed og gensidig respekt.

For voksne mænd

Voksne mænd kan bidrage ved at arbejde med deres egen prægning og være rollemodeller for yngre generationer.

Ved at vise, at styrke og sårbarhed kan sameksistere, kan de inspirere drenge til at udforske hele spektret af menneskelige egenskaber. Det kræver, at mænd selv reflekterer over deres handlinger og arbejder på at integrere empati, respekt og følelsesmæssig intelligens i deres liv og relationer.

Hvad gør vi nu?

Nyheden om de tyske Telegram-grupper er ikke blot en enkeltstående skandale – det er et spejl på, hvordan dybtliggende kulturelle normer og prægninger kan skabe grobund for giftig og destruktiv maskulinitet. Vi ser, hvordan arven fra “Den historiske mand” fortsat præger vores opdragelse, institutioner og populærkultur, og hvordan det begrænser både mænds og kvinders frihed til at udfolde sig som hele mennesker.

Drenge opdrages ofte med et begrænset følelsesmæssigt repertoire, hvor sårbarhed og empati nedvurderes, mens styrke og præstation ophøjes. Det efterlader dem med få værktøjer til at navigere i komplekse relationer og håndtere modgang. Når disse prægninger forstærkes af en populærkultur og sociale platforme, der reducerer relationer til transaktioner og kvinder til objekter, kan der skabes et farligt fundament for frustration, vrede og eskalation.

En vej frem

Men det er muligt at ændre kursen. Det starter med, at vi ser kritisk på, hvad vi lærer vores drenge – ikke kun derhjemme, men også i skolen, i medierne og i vores eget eksempel som voksne mænd.
Vi skal vise, at styrke og sårbarhed ikke er modsætninger, men to sider af samme menneskelige spektrum.

Vi kan skabe en kultur, hvor drenge lærer at værdsætte empati, respekt og gensidighed lige så højt som præstationer og succes. En kultur, hvor relationer ses som forbindelser, der kræver indsats og gensidighed – ikke som præmier eller afkast, der skal opnås.

Ved at tage ansvar for den kulturelle arv, vi viderefører, kan vi bryde med de destruktive mønstre og skabe rammer for en maskulinitet, der fremmer både personlig frihed og ligeværdige relationer.

Kildeliste

• Daily Mail – Rape chat groups sisters mothers advice uncovered
• Yahoo News – Telegram rape chat groups 70,000 members uncovered
• Køn i børnehaven – en forskningsrapport (BUPL, 2023)
• VIVE – Kortlægning af viden om opdragelse
• Kristeligt Dagblad – Piger og drenge opdrages meget forskelligt
• Folkeskolen – Drengene sakker stadig mere bagud i skolen
• KL – Karaktergab mellem drenge og piger ved folkeskolens afgangseksamen
• Danmarks Statistik – Online dating er mest brugt af mænd (2020)
• It’s a Man’s (Celluloid) World (2023)
• Zetland – Vi lærer piger om omsorg og drenge om magt
• Everyday Sexism Project – Hvad er voldtægtskultur?
• Aalborg Universitet – Mænd, maskulinitet og vold
• NFA – Vold mod lærere i skolen sker oftest blandt de yngste elever
• DR – Liderlige mænd og kræsne kvinder: Dating-apps skubber os tilbage i gamle kønsroller