Debatten om ligestilling og ligeværd løber ofte af sporet.

Skyld bliver kastet frem og tilbage, som om vi kan placere den et sted og derved løse problemet.

Skam siver ind, når vi opdager, at vi ubevidst har videreført gamle normer eller handlet på en måde, der strider mod vores værdier.

Vi peger fingre, vi trækker os, vi går i forsvar.

Men kunne vi, i stedet for at lede efter skyldige, fokuserede på det, der virkelig betyder noget – ansvaret for at gøre det bedre?

For vi er alle formet af den kultur, vi er født ind i.

Vi bærer på en kulturel arv fra “Den historiske mand“ – en arv, der har formet vores normer, forventninger og den måde, vi ser os selv og hinanden på.

Ingen af os har valgt den arv.
Ingen af os har bevidst bidraget til de skævheder, der stadig præger vores samfund i dag.
Vi har bare arvet det.

Derfor er det vigtigt at slå fast:
Det er ikke nulevende mænds skyld, at vi stadig lever i et samfund, hvor ligeværd ikke er en selvfølge. Det er heller ikke kvinders.

Skyld og skam hjælper os ikke videre

Jeg har lært, at hvis jeg bliver provokeret af noget i en debat, kan det være et signal om, at jeg skal reflektere over hos mig selv.

Måske rammer det noget, jeg godt ved er sandt, men som skurrer mod det, jeg er vant til at tænke.
Måske provokerer det mig, fordi det taler til en kerneværdi i mig, der er blevet overdøvet af arvens ekkoer og bias.

Det er en svær øvelse.

Provokation giver os lyst til at handle, til at forsvare os.
Og nogle gange forsvarer vi ikke vores værdier, men blot et mønster, vi har arvet. Et ekko af, hvordan tingene plejer at være.

Jeg prøver at huske på det, når jeg mærker modstanden i mig selv.
Hvad er det egentlig, jeg reagerer på?
Er det min overbevisning – eller er det bare en refleks?

Mænd er ikke altid alle mænd

Og så skal vi være bevidste om, at generaliseringen mænd i debatten ikke nødvendigvis betyder os alle.

Men det kan være en anledning til at overveje, om vi faktisk kan se os selv i det billede, der bliver tegnet – men det gavner sjældent debatten, hvis vi har behov for at fortælle, at vi eller nogle mænd ikke passer ind i generaliseringen.

For generaliseringer rammer aldrig præcist.

Det er deres natur. Men vi har brug for dem for at kunne synliggøre strukturelle og kulturelle udfordringer. Hvis vi kun må tale i individuelle eksempler, mister vi evnen til at se mønstrene.

Så i stedet for at afvise generaliseringen bør vi spørge os selv:
Hvorfor bliver jeg ramt af den?
Er det, fordi jeg kan genkende noget i den?
Eller er det, fordi jeg føler, at jeg bliver gjort ansvarlig for noget, jeg ikke har valgt?

Forstå arven fra “Den historiske mand”

Forestil dig en skygge, der har fulgt os gennem århundreder – skyggen fra “Den historiske mand”

Og hans skygge følger os fortsat.

Ikke kun i samfundets strukturer og kultur, men også i de små valg, vi træffer hver dag – ofte uden at være bevidste om det. Hans idealer er blevet vores bias, vores automatreaktioner.

Han er ikke en mand af kød og blod, men en skikkelse skabt af historien, et resultat af de maskuline egenskaber, der er blevet ophøjet til normer og idealer.
Han repræsenterer nemlig idealerne og normerne kontrol, konkurrence, hierarki og kamp, og en lineær tankegang.

Han har ikke blot sat rammerne for det at være mand, men også for hele vores samfund, kultur og måden vi ser på hinanden.

Hans arv er ikke kun en fortælling om fortiden

Den kulturelle arv er en usynlig strømning. Den flyder under overfladen i vores økonomiske systemer, vores arbejdsmarked, vores institutioner – og i os selv.

“Den historiske mands” værdier har defineret, hvad vi anser for værdifuldt og succesfuldt. Han har skabt en verden, hvor resultater og vækst måles i tal, mens omsorg, empati og helhedstænkning ofte marginaliseres.

Ikke fordi nogen bevidst designet det sådan, men fordi det sådan det er blevet videreført fra generation til generation.

Men vi har et valg

Vi kan fortsætte som hidtil og lade arven bestemme. Eller vi kan vælge at se den, forstå den – og tage et opgør med den – og det valg kræver, at vi tør tage ansvar. Ikke kun for os selv, men for de strukturer, vi er en del af.

Skyld skaber forsvar – ansvar skaber forandring

Skyldens vægt er tung at bære.

Når vi bebrejder eller peger fingre af hinanden, bygger vi mure i stedet for broer.
Skyld skaber afstand, forsvar og distancering.

Ansvar åbner døre. Hvis vi ønsker at ændre den arv, vi har fået overleveret, må vi slippe skylden og række ud efter ansvaret.

Vi er alle rundet af den kultur og de normer, vi er vokset op i

Ingen af os er undtaget fra at være påvirket af bias eller ekkoer af gamle værdier og indgroede syn på, hvad der er rigtigt og forkert, værdifuldt og værdiløst.

Vi skal ikke føle skam over at opdage, at vi har adopteret nogle af disse synspunkter, vi nu ønsker at bryde med.

Vi skal ikke føle skyld over at have handlet på en måde, der strider mod vores egentlige værdier, fordi vi ubevidst har fulgt en norm eller et ideal, vi ikke stillede spørgsmål ved.

At opdage vores bias er ikke en fejl – det er en mulighed

En mulighed for at blive bevidste og tage ansvar for, hvordan vi vil handle fremover.

Det kræver både accept og mod at se disse mønstre i øjnene. Det kræver, at vi tør stå i ubehaget ved at erkende, at vi er formet af en arv, vi måske ikke ønsker at videreføre.

Men det kræver også, at vi er tilgivende over for os selv og hinanden. For hvis vi gør skyld og skam til en del af arbejdet for ligeværd, lukker vi ned for refleksionen – og dermed grundlaget for at skabe forandringer.

Og når vi taler om ansvar, handler det ikke kun om handlinger, men også om, hvordan vi tænker.

“Den historiske mand” har lært os at tænke lineært – målorienteret, resultatorienteret, konkurrencepræget.

Men vi har brug for noget mere.

Vi har brug for at genopdage cirkulær tænkning – en måde at se verden på, hvor langsigtede relationer, bæredygtighed og helhedstænkning har en lige så stor plads.

Læs mere om cirkulær og lineær tankegang her.

Hvor starter vi?

Vi starter med at lytte.

Spørg de kvinder, du kender, hvordan de oplever verden.
Hvordan ser de på de strukturer, vi andre måske tager for givet?
Spørg uden at afbryde, uden at forsvare dig.

Lyt for at forstå – ikke for at svare tilbage.

Men det stopper ikke der.

Når vi har lyttet, må vi handle.
Vi må bruge vores refleksioner til at skabe forandring.
Stille spørgsmål.
Udfordre normer.
Insistere på, at vi kan gøre det bedre.

For ansvar uden handling er blot ord.

Jeg hedder Kim, og jeg er biased

Jeg ved, at det ikke er min skyld. Det er noget, jeg har arvet.

Men jeg ved også, at det er mit ansvar – at acceptere og blive bevidst om mine bias.

Jeg ved, at hvis jeg fornægter dem, får de mere magt. Hvis jeg undertrykker dem, styrer de mig i det skjulte.

Men hvis jeg tør se dem i øjnene, acceptere dem, reflektere over dem – så har jeg en mulighed for at handle anderledes.

Og det er det ansvar, jeg tager.