“Mænd bliver nemmere forfremmet og får mere i løn end kvinder”

“Mænd er fortsat priviligeret i vores samfund”

“Mange mænd nægter at erkende, at de har bias over for kvinder.”

“Der er fortsat stor ulighed mellem mænd og kvinder”

“Mænd har mere magt i samfundet end kvinder”

Bliver du provokeret af de udsagn?

Føler du en trang til at modsige dem?
Får du lyst til at skrive en kommentar om, hvordan det er kvinderne, der har særbehandling nu?
Bliver du irriteret over, at det altid er mænd, der bliver kritiseret?
Ryster du på hovedet over, at vi overhovedet stadig snakker om ligestilling?

Så er det her indlæg til dig.

Hvorfor provokerer det dig så meget, når kvinder siger, at de stadig ikke oplever ligeværd?
Hvorfor vækker det en vrede i dig?
Hvad er det præcis, du føler dig truet af?

Du kan sige, at du “bare er træt af alt det der feminisme”.
Men træt er ikke det rigtige ord, vel?

For du føler noget.
Noget, der gør, at du bruger din tid på at svare igen, gøre grin med det, angribe det.
Noget, der gør, at du bruger din energi på at vise, hvor forkerte de andre er.

Er det virkelig så svært at indrømme, at du har haft en fordel?

Jeg forstår det godt.

Du er vokset op med fortællingen om, at du selv har skabt din succes. At ingen har givet dig noget, og at alt, hvad du har opnået, er et resultat af din egen indsats, dit talent, dit hårde arbejde.

Så selvfølgelig bliver du provokeret, når nogen siger, at du har haft en fordel som mand.
Selvfølgelig rykker det ved noget i dig, når nogen påstår, at du har haft nemmere adgang til uddannelse, job og økonomisk stabilitet end en kvinde.

For hvis det er sandt – hvis du ikke alene har skabt din egen succes – hvad vil det så betyde for dig?
Betyder det, at du ikke arbejder hårdt nok?
Betyder det, at du måske ikke er så kompetent, som du tror?
Betyder det, at du har fået noget foræret uden at opdage det?

Det er ubehagelige tanker.

For det ville kræve, at du ser verden, som den er – ikke som du gerne vil have den til at være. Det ville kræve, at du indrømmer, at du har haft en fordel.
At du ikke har kæmpet lige så meget som du tror.

Og det ville kræve, at du erkender, at måske… bare måske… har der været kvinder, der har været dygtigere end dig, men som aldrig fik den samme fordel som dig.
At din plads måske ikke kun skyldes din egen fortjeneste – men også et system, der har arbejdet lidt mere for dig end for dem.

Men den erkendelse kræver selverkendelse – at du tør slippe fortællingen om, at du er et rent produkt af din egen indsats.

Og det er svært, ikke?

For hvis du indrømmer det, så kan du ikke længere ignorere, når kvinder påpeger den manglende ligeværd.
Du kan ikke længere affeje det som “offermentalitet”.
Du kan ikke længere sige, at de bare skal kæmpe lidt hårdere – ligesom du har gjort.
For du har ikke kæmpet på samme vilkår.

Så er det ikke nemmere bare at fornægte det, ik?

Det ikke nemmere bare at sige, at ligestillingen er gået for langt?
At kvinderne bare vil have særbehandling?
At de ikke gider kæmpe for det, som du har?

For så slipper du for at se dig selv i øjnene.
Så slipper du for at spørge dig selv, om du virkelig har fortjent alt det, du har fået – eller om du bare har været på det rigtige hold fra starten.

Og så slipper du jo for at tage ansvar.

“Det var jo bare for sjov” – var det?

Du føler, at du har ret til at lave sjov med kvinder og deres kamp for ligestilling.
Fordi det plejer du at gøre, og de måske giver billige grin.
Fordi du ikke ser det som et rigtigt problem.
Fordi du tror, det er noget, de har fundet på.

Så kalder du det satire. Du kalder det sjov. Du kalder det en tradition.

• Det er bare en joke, når en kvindelig politiker bliver kaldt “en luder”dumme ko” på sociale medier.
• Det er bare for sjov, når nogen skriver “Tag opvasken, din kælling” i en kommentar til en kvinde, der taler om mental load.
• Det er bare lidt humor, når en kvinde indspark til debatten om ligeløn, kaldes for “tøsefnidder”.

Men hvis det bare var for sjov – hvorfor er det så altid de samme, der er målet?
Hvorfor er det altid kvinder, der “skal kunne tage en joke”?
Hvis det bare var humor, hvis det virkelig var harmløst, så ville det jo ramme alle, ikke?

Men det gør det ikke.

Måske fordi humor er dit skjold.
For hvis du ikke kan gøre grin med kvinder, hvis du ikke kan tage den nemme løsning – hvad kan du så?

Så skal du jo faktisk til at gøre dig mere umage.
For det er nemt at lave en joke om kvinders bryster.
Det er nemt at kalde en kvinde for en luder og sige, at det er satire.

Men det er ikke nemt at lave humor, der ikke nedgør nogen.
Det kræver mere intelligens, mere indsigt, mere dygtighed.
Og hvad hvis du ikke har det i dig?

Så hellere fortsætte, som du plejer. Hellere holde fast i, at “det bare er for sjov.”
Hellere affeje det som satire.

Fordi hvis du begynder at tage det alvorligt – så skal du til at ændre noget.
Og så skal du til at gøre dig mere umage.

Så hvad gør du nu?

Du kan vælge at fortsætte med at benægte det.
Du kan vælge at fortsætte med at lave jokes, blive vred og insistere på, at du ikke ser køn.
Du kan vælge at fortsætte med at affeje det hele som hysteri, som noget kvinder bare “brokker sig over”.

Men så bliver du én af dem.

Dem, der råber i kommentarsporene og sender hadebeskeder til kvinder, fordi de ikke kan håndtere, at verden forandrer sig.
Dem, der griber til hån, fordi de ikke tør tage snakken seriøst.
Dem, der holder fast i den gamle orden, fordi de ikke tør stille sig selv spørgsmålet: Hvem er jeg, hvis jeg ikke har særstatus?

Eller…

Du kan prøve at tænke lidt over, hvorfor det her provokerer dig så meget.

• Hvorfor trækker du vejret lidt hurtigere, når du læser det her?
• Hvorfor mærker du en impuls til at modsige mig?
• Hvorfor føles det ukomfortabelt at høre, at du måske har haft en fordel, du ikke selv har lagt mærke til?

Hvis du tør stille dig selv de spørgsmål, så er du allerede foran de fleste af dem, der sidder og skriver sure beskeder til kvinder på nettet.

Fordi det kræver mod at reflektere.
Det kræver mod at erkende, at din kulturelle arv har præget dig.

Og her er den vigtige pointe:

Det er ikke din skyld – men du har et ansvar!

Den verden, du er vokset op i, har formet dig. Den har lært dig, hvordan du skal se dig selv, hvordan du skal se kvinder, hvordan du skal forstå din egen plads i samfundet.

Det er ikke noget, du skal skamme dig over.
Men du har ansvaret for dine handlinger.

Du har ansvaret for, hvad du siger, hvordan du reagerer, hvordan du møder verden.
Så du kan vælge at blive ved med at skubbe det væk, grine det væk, håne det væk.

Eller du kan turde se det i øjnene.

For det er ikke en svaghed at indrømme, at du er en del af noget større.
Det er ikke en svaghed at reflektere over, hvordan du er blevet formet.
Det er ikke en svaghed at ændre mening.

Det er faktisk ret stærkt.