Kvinder begyndte ikke af sig selv at barbere ben og armhuler.
Kropsbehåring hos kvinder var ikke noget, der blev opfattet som et problem – før det blev gjort til et. Ikke af kvinder i fællesskab. Ikke på baggrund af sundhedsfaglige råd.
Men gennem økonomiske interesser, der havde behov for nye markeder.
Barbering opstod derfor ikke som et indre behov hos kvinder. Behovet blev skabt udefra.
Gennem reklamer og kulturelle signaler blev kvinders kropsbehåring gradvist forbundet med noget uønsket. Noget, man burde tage sig af. Noget, man kunne fremstå forkert eller utilstrækkelig ved ikke at have styr på.
Ikke gennem tvang, men gennem gentagelser, idealer og forventninger.
I begyndelsen af 1900-tallet var det mænd, der sad på de positioner, hvor produkter blev udviklet, normer formuleret og billeder distribueret. Ikke fordi mænd som gruppe bevidst ønskede at forme kvinders selvbillede, men fordi samfundets strukturer gav dem adgang til kapital, stemme og indflydelse – og fratog kvinder den.
Historien om kvinders barbering er derfor et konkret eksempel på, hvordan lineære, kapitalistiske interesser kan skabe behov, som med tiden opleves som personlige.
Hvordan ydre forventninger kan flytte ind og blive til selvregulering.
Og hvordan disse behov ikke kun former kvinders forhold til egen krop, men også kulturens bredere blik på kvindekroppen.
For selv om barbering i dag ofte omtales som et frit og personligt valg, lever forventningen videre.
Som norm. Som blik. Som noget, der stadig kan mærkes, når man afviger.
Dette blogindlæg bruger historien om kvinders barbering som et indblik i Den historiske mand – ikke som individ, men som struktur. En måde at forstå, hvordan ønsket om vækst og afkast har været med til at forme både kroppe, kulturer og behov.
Ikke for at placere skyld.
Men for at undersøge, hvordan et behov kan blive skabt – og efterfølgende blive en kulturel norm og en personlig “naturlighed”.
De strukturelle rammer omkring år 1900
For at forstå, hvordan et nyt behov for barbering kunne opstå, er det nødvendigt at se på de samfundsmæssige rammer i begyndelsen af det 20. århundrede.
Perioden er præget af industrialisering og hastig økonomisk omstilling.
Produktionen af forbrugsgoder bevæger sig fra småskala og lokal afsætning til masseproduktion og nationale – senere internationale – markeder. Den udvikling ændrer ikke kun, hvad der produceres, men også hvordan efterspørgsel forstås og skabes.
Samtidig vokser reklame og massemedier frem som selvstændige industrier.
Aviser, ugeblade og magasiner får en langt større udbredelse end tidligere og bliver centrale kanaler for formidling af både information og trends (normer). Reklamer begynder ikke blot at informere om produkter, men at forklare, hvorfor de er nødvendige og hvilke problemer de kan løse.
Den udvikling sker i et samfund, hvor adgang til økonomisk magt, produktion og offentlig formidling i primært er koncentreret hos mænd. Det gælder for eksempel ejerskab af virksomheder, ledelse af reklamebureauer, redaktionel kontrol i medierne og den autoritet, der tillægges eksperter og faglige stemmer.
Kvinder deltager i begrænset omfang i disse rum.
De har kun ringe eller ingen adgang til kapital, meget begrænset politisk indflydelse og få muligheder for at præge den offentlige samtale om krop, normer og forbrug. Det betyder, at det syn på og de holdninger til kvindekroppen, der cirkulerer i offentligheden, i vid udstrækning formuleres uden kvinders direkte medvirken.
I den kontekst bliver kroppen gradvist genstand for regulering og forbedring. Ikke nødvendigvis af sundhedsmæssige årsager, men fordi kroppen kan indgå i nye forbrugsmønstre. Når produkter skal afsættes i større skala, bliver det nødvendigt at identificere områder, hvor behov og efterspørgsel kan findes eller skabes.
Det er vigtigt at understrege, at udviklingen ikke, som udgangspunkt, var drevet af et ønske om at forme menneskers (kvinders) selvforståelse. Den var drevet af økonomiske interesser, hvor vækst forudsætter nye markeder og øget efterspørgsel. Kvindekroppen blev central, fordi den rummede et stort, endnu uudnyttet potentiale som et nyt og let påvirkeligt forbrugsmarked.
De strukturelle rammer – industrialisering, reklamekultur, kønnet magtfordeling og en lineær økonomisk logik – udgør forudsætningen for, at noget, der tidligere var neutralt, senere endte som et behov.
Vidnesbyrdet er fiktivt, men baseret på historiske kilder.
Jeg var på besøg hos min søster en varm eftermiddag.
Hun havde taget et magasin frem, som hun havde købt tidligere på ugen, og mens vi sad ved bordet, bladrede hun i det mellem os.
En annonce fyldte næsten hele siden.
En kvinde sad ved stranden, med armene løftet bag hovedet, solen på huden. Hun så ubesværet ud. Fri.
Overskriften var stor og tydelig: You need not be embarrassed.
Jeg læste teksten langsomt.
Der stod noget om sommeren. Om stranden. Om hvordan man kunne undgå de blikke, der ellers let faldt på en, hvis man ikke havde tænkt sig om.
At den moderne kvinde tog vare på sig selv.
At det var mere hygiejnisk.
Mere feminint.
Jeg så på billedet igen.
På hendes bare arme. På den måde hun sad, uden tøven.
Jeg blev opmærksom på mine egne armhuler.
Ikke fordi nogen havde sagt noget. Ikke fordi jeg tidligere havde følt mig forkert. Men fordi det nu var blevet nævnt. Som noget, man burde have styr på. Noget, man kunne undgå at skamme sig over.
Jeg tænkte på sommeren, der nærmede sig.
På udflugter. På hvordan man gerne vil tage sig ordentligt ud, uden at give anledning til bemærkninger. Det hele var formuleret så venligt, som et råd man burde tage imod.
Min søster vendte siden.
Samtalen fortsatte, som den altid gjorde.
Men ordene blev hos mig.
Eleanor Whitman, New York, 1923

Fra neutral krop til nyt behov
Frem til begyndelsen af det 20. århundrede var kvinders kropsbehåring under armene og på benene ikke genstand for systematisk opmærksomhed i den vestlige verden. Hår på kvindekroppen blev generelt betragtet som neutralt og privat. Det indgik hverken som et centralt skønhedsideal eller som et hygiejnisk problem.
Når hårfjernelse forekom, var det typisk begrænset til ansigtet og rettet mod markante afvigelser, ikke mod kroppen som helhed. Der eksisterede således ingen bred norm om, at kvinder burde fjerne kropsbehåring fra ben eller armhuler.
Heller ikke mænds forventninger pegede i den retning; samtidens kulturelle og erotiske idealer fokuserede primært på kropsform, hudens udseende og beklædning.
Behovet for hårfjernelse opstod derfor ikke som en reaktion på kvinders ønsker.
Det blev introduceret udefra.
I 1910’erne stod producenter af barberingsudstyr, herunder Gillette, over for et velkendt problem i en voksende forbrugskultur: herremarkedet var ved at være mættet.
Produkterne fandtes, og produktionskapaciteten var på plads, men mulighederne for yderligere vækst var begrænsede, hvis man fortsat udelukkende henvendte sig til mænd.
Kvinder blev derfor identificeret som et potentielt nyt marked.
I 1915 lancerede Gillette deres første skraber målrettet kvinder, Milady Décolleté.
Reklamekampagnerne tog ikke udgangspunkt i kvinders oplevede behov, men i en ny definition af kvindekroppen. Fokus blev rettet mod armhulerne; et område, der for alvor var ved at blive synligt i offentligheden i takt med modeudviklingen mod kortere ærmer og mere åbne kjoler.
Reklameindustrien arbejdede, i samme periode, målrettet med at udpege nye kropslige “opmærksomhedszoner”. Områder af kroppen, der tidligere havde været uden særlig betydning, blev nu gjort til genstand for vurdering, forbedring og pleje.
Kropsbehåring blev i den sammenhæng fremstillet som noget uønsket: pinligt, sjusket eller uhygiejnisk. Fremstillingerne var ikke baseret på sundhedsfaglig evidens, men på kulturelle associationer, som reklamerne selv var med til at etablere.
Barbering blev præsenteret som løsningen.
Markedsføringen ændrede både kvinders syn på egen krop og mænds forventninger til kvinders pleje af sig selv. Områder, der tidligere havde været neutrale, blev nu gjort til noget, man burde tage ansvar for, i takt med at nye idealer blev normaliseret i reklamer, magasiner og populærkultur.
Den udvikling fandt sted i rum domineret af mænd: virksomheder, reklamebureauer og medier.
Kvinder havde kun meget begrænset mulighed for at påvirke fortællingerne eller definere deres egne kroppe i offentligheden.
Behovet for barbering blev dermed ikke skabt i dialog med kvinder, men defineret for dem – som en konsekvens af økonomiske interesser og en markedslogik, der gjorde kvindekroppen til et nyt territorium for vækst.
Vidnesbyrdet er fiktivt, men baseret på historiske kilder.
Vi har et ansvar over for vores læsere.
Det er noget, jeg ofte minder redaktionen om. Kvinder vender sig mod vores magasin, fordi de ønsker vejledning i, hvordan man fører sig i tiden, uden at falde igennem.
Meget har forandret sig de seneste år.
Kjolerne er blevet lettere. Ærmerne kortere.
Det stiller nye krav, og det ville være uærligt at lade som om, de ikke findes.
Når vi bringer annoncer og artikler om personlig pleje, er det ikke for at skabe uro, men for at give kvinder mulighed for at tage vare på sig selv.
Ingen ønsker at fremstå sjusket eller ubetænksom, især ikke når der i dag findes enkle midler til at undgå det.
Jeg ser det ikke som noget kontroversielt.
Tværtimod. Det er en del af den moderne kvindes dannelse at være opmærksom på sit ydre, på samme måde som hun er opmærksom på sit hjem, sin fremtoning og sin omgang med andre.
Vores opgave er ikke at diktere, men at vejlede.
At vise, hvad der forventes, så ingen behøver at stå uforberedt.
Hvis vi kan hjælpe kvinder til at føle sig mere sikre i deres fremtræden, så har vi gjort vores arbejde ordentligt.
Charles H. Bennett, redaktør, dameblad i New York, 1923

Fra markedsføring til shaming, norm og kønnet forstærkning
Markedsføringer til kvinder, der i 1910’erne og 1920’erne bland andet introducerede barbering til kvinder, blev altså formuleret i et samfund, hvor ejerskab, strategisk kommunikation og adgang til offentlig formidling i primær grad var styret af mænd. Det betød, at både problemformuleringen og idealerne for kvindekroppen i vid udstrækning blev defineret i rum, hvor kvinder havde begrænset mulighed for at få indflydelse.
Markedsføringen af barbering til kvinder spillede systematisk på to sammenvævede spor.
For det første på udseende og renhed: kropsbehåring blev fremstillet som noget, der stod i vejen for at fremstå velplejet og ordentlig.
For det andet på social anerkendelse: hårfrihed blev koblet til det at være en moderne, respektabel og feminin kvinde.
Samlet set fungerede dette som shaming.
Shaming i denne sammenhæng skal ikke forstås som individuelle angreb, men som en strukturel mekanisme, der gør afvigelse synlig og uønsket. Når noget fremstilles som pinligt, forkert eller utilstrækkeligt, opstår et pres for at korrigere det – ikke gennem tvang, men gennem behovet for accept og anerkendelse.
Den mekanisme blev forstærket af de lineære, maskuline magtformer, der prægede perioden.
Den økonomiske drivkraft var vækst og afkast, og i et mere og mere konkurrencepræget erhvervsliv blev succes målt i markedsandele, salg og position.
Samtidig havde samme markedskræfter i meget høj grad kontrol med de kanaler, hvor normer kunne udbredes. Når bestemte billeder og fortællinger blev gentaget gennem reklamer og medier, begyndte de at fremstå som selvfølgelige standarder. At definere, hvad der var moderne, korrekt og ønskværdigt, gav derfor ikke kun økonomisk gevinst, men også kulturel magt: mulighed for at sætte dagsorden for, hvad der trends (norm).
Det betød også at shamingen bevægede sig fra markedsføring og ind i sociale strukturer.
Kvinder begyndte i stigende grad at regulere sig selv i forhold til idealet om den velplejede, hårfri krop. Samtidig begyndte mænd at opfatte idealet som normalt og forventeligt – ikke som et historisk nyt fænomen, men som en selvfølgelighed.
Den kønsmæssige skævvridning bliver dermed selvforstærkende.
Kvinder forventes at leve op til normer, de ikke har haft reel indflydelse på at definere. Mænds forventninger formes af de samme normer og bidrager til at vedligeholde dem. Og det oprindelige økonomiske motiv, ønsket om afkast, forsvinder bag det, der nu opleves som almindelige sociale spilleregler.
Det er i den proces, at Den historiske mand bliver synlig som struktur: en måde at organisere økonomi, magt og normer på, hvor lineære interesser i konkurrence, kontrol og magt får direkte konsekvenser for kvinders kroppe og ligeværd – uden at kvinder har haft mulighed for at definere præmisserne.
Kroppen i en lineær og cirkulær forståelse
Ser man på historien om kvinders barbering i et bredere perspektiv, peger den på mere end en enkelt norm eller praksis. Den synliggør to grundlæggende måder at forstå kroppen på, som fortsat præger vores samfund.
Den lineære kropsforståelse, som tog form i begyndelsen af det 20. århundrede, er kendetegnet ved opdeling, vurdering og forbedring. Kroppen betragtes som noget, der kan analyseres i dele, identificeres gennem mangler og justeres i forhold til bestemte idealer. Oprindeligt blev denne logik formuleret gennem markedsføring, men den har siden bevæget sig ind i kulturen og fremstår i dag som sociale normer.
I den forståelse vurderes kroppen i høj grad udefra.
Det centrale bliver, hvordan den ser ud, hvordan den kan sammenlignes, og hvordan den lever op til synlige standarder. Funktion, kropserfaringer og indre velvære får sekundær betydning i forhold til det målbare og det vurderbare.
Over for dette står en cirkulær kropsforståelse.
Her betragtes kroppen ikke som et projekt med et endemål, men som en proces. Forandringer kan finde sted, men de udspringer indefra, af oplevet velvære, funktionalitet og kropserfaring, fremfor af ydre krav. Kroppen har værdi i sit udgangspunkt og sine evner – ikke i sin overensstemmelse med idealer.
Den historiske udvikling omkring barbering viser, hvordan den lineære kropsforståelse fik forrang.
Ikke fordi den var mere rigtig, men fordi den var mere kompatibel med en kapitalistisk logik præget af vækst, konkurrence og afkast. Den cirkulære forståelse tilbyder ikke samme mulighed for standardisering, gentagende forbrug eller ekstern kontrol – og marginaliseres derfor.
Forskydningen mod mere lineær kropsforståelse, havde en kønnet slagside mod kvinder.
Når normer for kvindekroppen blev formuleret i strukturer domineret af mænd, blev bestemte lineære perspektiver normaliseret, mens cirkulære blev fraværende. Kvinder blev gjort ansvarlige for at leve op til idealer, de ikke selv havde haft reel mulighed for at definere, og mænds perspektiver blev indlejret som “neutrale” standarder.
Her bliver Den historiske mand igen synlig som struktur: en samfundsform, hvor lineær tænkning, kapitalinteresser og indflydelse samles i bestemte rum og får lov til at definere normer, som rækker langt ud over deres oprindelige formål.
Ikke kun for forbrug, men for relationer, krop og ligeværd.
Vidnesbyrdet er fiktivt, men baseret på historiske kilder.
Jeg gør det om morgenen, inden jeg klæder mig på.
Det tager ikke lang tid. Det er bare noget, der skal gøres, ligesom at vaske ansigtet eller sætte håret.
Jeg har gjort det i årevis nu.
Jeg kan ikke helt huske, hvornår jeg begyndte. Det var bare sådan, det blev.
Når jeg ser mig selv i spejlet, tænker jeg ikke over det.
Det ville føles forkert at lade være. Ikke fordi nogen har sagt noget – men fordi man jo gerne vil se ordentlig ud.
Velplejet. Som man bør.
Alle kvinder, jeg kender, gør det.
Det er ikke noget, vi taler om. Det er bare en del af hverdagen.
Noget man selv tager ansvar for.
Jeg har aldrig rigtig overvejet, hvorfor det er nødvendigt.
Det er bare sådan, man gør.
Ruth Miller, Brooklyn, New York, 1934

Hvad historien lærer os
Historien om kvinders barbering handler ikke kun om hår, reklamer og forbrug i en bestemt historisk periode. Men dens betydning rækker langt ud over sin samtid.
Den viser, hvordan Den historiske mand virker – og stadig påvirker.
Ikke som en enkelt person eller en bevidst aktør, men som en struktur, hvor lineær tænkning, kapitalinteresser og magt sætter rammen for, hvordan problemer defineres, løsninger formuleres og normer udbredes – ofte uden at dem, det handler om, har reel mulighed for at deltage eller have indflydelse.
Historien viser også, hvad der sker, når det lineære perspektiv får overvægt.
Når fokus på vækst, afkast, kontrol og konkurrence ikke blot former økonomi, men også kultur og krop. Når menneskekroppe forenkles til noget, der kan forbedres, justeres og standardiseres.
Men den cirkulære kraft forsvinder ikke.
Den mister blot plads og indflydelse. Ikke fordi den er mindre vigtig, men fordi den ikke passer ind i systemer, der belønner målbarhed, kontrol og afkast.
Den ubalance har ikke kun konsekvenser for forholdet mellem menneske og krop.
Den har også konsekvenser for ligeværdet mellem kønnene.
Når normer for kvindekroppen historisk er blevet formuleret i strukturer domineret af mænd, opstår der ikke blot lineære idealer, men også en skævhed i, hvem der har haft mulighed for at definere, hvad der er normalt, ønskværdigt og rigtigt.
Denne skævhed forsvinder ikke af sig selv. Den bliver en del af den kulturelle arv, som både mænd og kvinder vokser op i og orienterer sig efter.
Det er derfor vigtigt at forstå, at de strukturer, vi i dag lever med, ikke er opstået i et tomrum.
De er resultatet af kapitalistiske interesser, snævre perspektiver og magtforhold, som stadig kaster lange skygger. Vi har ikke selv skabt dem – men vi lever i dem.
At gøre op med strukturel og kulturel uligeværd kræver derfor mere end individuelle valg.
Det kræver bevidsthed. En forståelse af, hvordan normer er blevet til, hvem der har haft mulighed for at definere dem, og hvilke logikker de udspringer af.
Historier som denne kan ikke give færdige svar.
Men den kan gøre noget andet: den kan åbne vores øjne og udvide vores perspektiv.
Og måske er det netop her, forandring begynder.
Ikke i fordømmelse eller skyld, men i erkendelsen af, at både mænd og kvinder bærer en fælles arv, og et fælles ansvar, for at gentænke balancen mellem lineær og cirkulær kraft, magt og ligeværd i det samfund, vi former videre.
Udvalgte kilder:
- Rebecca M. Herzig, Plucked: A History of Hair Removal
- Kathy Peiss, Hope in a Jar
- Roland Marchand, Advertising the American Dream
- Susan Bordo, Unbearable Weight
- Sandra Bartky, Femininity and Domination



No responses yet